x
Annonce
Alarm 112

Stor narkosag fra Langeland: Politiet vil have besætning fra kokainskib fængslet

De arresterede søfolk er fra Filippinerne, Letland, Ukraine, Rusland, Polen, Ecuador og Indien. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Ti søfolk blev i første omgang ikke fængslet i stor kokainsag. Onsdag skal de for en dommer igen.

Står det til anklagemyndigheden ved Københavns Politi, så skal ti besætningsmedlemmer fra skibet "Duncan Island" varetægtsfængsles. De ti bliver onsdag stillet for en dommer i København, oplyser Københavns Politi.

Annonce

Søfolkene blev sammen med 17 andre anholdt i weekenden. Men de ti blev ved den lejlighed ikke varetægtsfængslet. De fik blot opretholdt anholdelsen i tre døgn.

Det kan retten vælge at gøre, hvis der ikke er tilstrækkelig grundlag til at fængsle en sigtet, men dommeren vurderer, at politiet skal have mulighed for at samle flere beviser.

Politiet lå både lørdag på lur nær Spodsbjerg på Langeland, efter at 100 kilo kokain blev fragtet i land, og bordede siden skibet ud for Gedser Odde.

Tre af de sigtede blev anholdt på Langeland. De havde ifølge sigtelsen samlet stoffet op i en lille båd og sejlede det mod Spodsbjerg, efter at den ulovlige last var blevet smidt over bord fra "Duncan Island".

I land blev kokainen pakket i et bagagerum på en Hyundai, og ifølge politiet skulle det køres til forskellige steder i København og Skandinavien.

Men mændene blev anholdt, og det samme blev altså også 24 besætningsmedlemmer. I Københavns Byret blev de tre fra anholdelsen på Langeland og 14 af besætningsmedlemmerne fængslet.

Men ti besætningsmedlemmer slap i første omgang for en varetægtsfængsling. Dog bestemte retten, at de fortsat skulle være frihedsberøvede i tre døgn, så politiet fik mulighed for at styrke sagen mod dem.

De nærmere detaljer i sagen forbliver indtil videre ukendte, da retsmødet af hensyn til politiets efterforskning foregik for lukkede døre.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce