Annonce
Kronik

Porno og pandekager...

Da pornoen blev frigivet, havde ingen fantasi til at forestille sig internettets og de sociale mediers ændring af vores samfund.

Det er i denne måned halvtreds år siden, at folketinget ophævede forbudet mod billedpornografi. Det var en naturlig konsekvens af tidens herskende tanke om frigørelse og opgør med konventioner og moralske grænser. Argumenterne var på sin vis oplagte. Staten skal ikke blande sig i borgernes lyster og moral, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden. Det er vanskeligt at opstille objektive kriterier for at skelne, hvad der er pornografisk, og hvad der erotisk kunst. Den daværende statsminister mente endog, at selve frigivelsen ville afmystificere porno så meget, at interessen helt ville forsvinde. Sådan gik det som bekendt ikke. I årene efter frigivelsen blev porno en del af turismen i Danmark. Vi blev “brandet” som det frigjorte land, og det ligger stadig indlejret i vores selvforståelse, at vi tager afslappet på nøgenhed og seksualitet i det offentlige rum. Men gør vi nu virkelig det? Blev vi så frigjorte som tidens paroler lød den gang? Det er et rimeligt spørgsmål at debattere her halvtreds år senere. Da pornoen blev frigivet, havde ingen fantasi til at forestille sig internettets og de sociale mediers ændring af vores samfund. Da jeg var barn, skulle man stadig ind i en kiosk for at finde nogle magasiner med billeder af letpåklædte damer. Vores børn har adgang til porno på internettet døgnet rundt fra en alder, hvor de endnu ikke er bevidste om egen seksualitet. Har det frigjort dem? Det ville være dybt naivt blot at hævde dette. Vi trænger i den grad til en debat om pornoens påvirkning af vores tilværelse efter halvtreds års erfaring med den såkaldte frie porno. En række kirker rundt i verden har sat den samtale på dagsorden til arrangementer kaldet “Porno og Pandekager”. Her mødes mænd til en åben samtale om, hvad porno gør ved os og vores relationer. En historiker blev fornylig stillet spørgsmålet: gjorde pornografiens frigivelse os mere frie? Hans korte svar var nej! Det begrundede han med en bivirkning, som man ikke forholdt sig til i den oprindelige kamp for en fri seksualmoral; vores syn på kroppen. Vort samfund oplever nu dette paradoks, at den konstante udstilling af nøgne kroppe i det offentlige rum har dannet kropsidealer, som ingen kan genkende sig i. Vore børn og unge har fået det sværere med at tage bad efter idrætstimer. Lider under komplekser med deres udsende og mindreværd over, at de ikke lever op til kropsidelaer fra de billeder, de møder på internettets pornosider og bussernes reklamer. Nogle taler om puritanismens genkomst. Vi sætter grænser for vores nøgenhed, fordi spejlet ikke er en almindelig, unik, gennemsnitlig krop, som møder os hos forældre og skolekammerater, men et kunstigt spejl dannet i slipstrømmen af pornografiens frigivelse. Vi har ikke brug for, at folketinget bestemmer, hvad vi må se på. Staten skal ikke ind i dobbeltsengen. Men vi har brug for en væsentlig samtale om, hvordan vi ønsker at bruge vores offentlige rum, så den frie porno også betyder reel frihed til at kunne fravælge porno. Vi kunne også kigge på det helt almindelige menneske, som vi elsker og deler hverdag med. Hvem ved om det slår gnister? God dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Påbud til kommunens sygepleje-indsats i en del af Aarhus: - Kritikken hører til noget af det værste, jeg har set

Leder For abonnenter

Kunstværk er vigtigere end kunstkøn

Lad os bare slå det fast fra start: ja, der er stadig åbenlyse udfordringer med ligestilling i dagens Danmark. Det er der på mange områder, og på mange områder er der heldigvis også bevægelser mod mere ligestilling. Måske ikke på alle områder, og måske er der heller ikke lige meget fart i bevægelserne mod det bedre, men der er bevægelse mange steder. Et af de steder er i kunstens verden, og seneste eksempel er hentet i hovedstaden, hvor Københavns Kommune har et udvalg; Rådet for Visuel Kunst, der støtter og køber kunst af "høj kvalitet" (som der står skrevet på kommunens hjemmeside) Rådet for Visuel Kunst køber kunst til kommunens mange institutioner og kontorer og har nu besluttet, at der fremover skal være kønskvoter på den kunst, som Københavns Kommune køber. Det vil sige, at der fra nu af skal være en kønslig ligefordeling mellem de indkøbte værker. At kunstnerens køn skal være et parameter, når der købes et kunstværk. Men måske burde Rådet for Visuel Kunst vende øjnene 180 grader og kigge nærmere på kønsfordelingen blandt dem selv. Der er nemlig otte medlemmer af rådet, hvoraf kun to er kvinder. De seneste seks år har rådets seks mænd og to kvinder købt 190 kunstværker, hvoraf 109 er udført af en mand, og 81 er udført af en kvinde. Det er ikke kønslig ligefordeling til sidste decimal, men det er vel ikke et udtryk for et kønsligt fravalg af kvinder. Havde den kønslige fordeling af kunstværker været mere lige, hvis rådet havde været mere lige kønsfordelt? Måske. Måske ikke. Men når det drejer sig om kunst, så bør kunstnerens køn ikke spille nogen rolle overhovedet. Kunstværket er vigtigere end kunstnerens køn, og selv om intentionen bag beslutningen om et ligeligt kønsfordelt indkøb af kunstværker er prisværdig, så er beslutningen også latterlig, netop fordi den siger, at kønnet er vigtigere end værket - og hvorfor så købe værket? Nu risikerer Københavns Kommune at købe kunstværker af "mindre høj kvalitet", fordi der er truffet en beslutning om kønslig ligefordeling, og dermed kommer kunsten i anden række. Det er vel ikke meningen.

Aarhus For abonnenter

Vandchef vil forebygge katastrofer: Ønsker flere engsøer ved Aarhus

Aarhus

En stemning af første skoledag: 169 århusianere havde en fest med at blive danske statsborgere

Aarhus For abonnenter

Ombudsmand trækkes ind i sag om privatisering af veje i Aarhus: Er der sket lovbrud og fiflet med sandheden?

Annonce