Annonce
Kultur

Pretty Maids-guitarist: Det ny album betyder intet i det store billede

Paul "Ronmie Atkins" Christensen og Kenneth "Ken Hammer" Hansen har stået skulder ved skulder i Pretty Maids, siden bandet blev dannet i 1981. Nu er Pretty Maids tilbage med ny skive, men glæden ved den præstation er svær at få øje på lige nu, oplever Kenneth Hansen. Arkivfoto: Morten Pape
Pretty Maids er tilbage, men udgivelsen af ”Undress Your Madness” sker i en tung skygge af Paul Christensens kræftsygdom, fortæller bandets guitarist.

Horsens: Pretty Maids er tilbage. Bandets ny album ”Undress Your Madness” landede fredag, og normalt ville guitarist Kenneth "Ken Hammer" Hansen med en nyudgivelse glad fortælle om bandets bedrifter og planer. Denne gang er det imidlertid snarere tristhed, der præger stemningen i Horsens mest navnkundige band.

Forsanger Paul Christensen fik tidligere i år konstateret lungekræft, og han kæmper lige nu for at blive sygdommen kvit efter en operation. Situationen har kastet en tung skygge over udgivelsen, siger Kenneth Hansen.

- Det er virkelig en forfærdelig tid, som jeg ikke ville ønske for nogen som helst. Det er Paul, der er syg, og som har det aller-allerdårligst, men det påvirker selvfølgelig hele vejen ned i bandet, og det er en bittersweet fornemmelse, jeg sidder med lige nu, siger guitaristen om nyudgivelsen.

Han skabte Pretty Maids sammen med Paul Christensen i 1981, og i løbet af årtiet skød kammeraterne bandet ind på den hjemlige og internationale scene som et af landets bedste bud på heavy med bund i, og fanbasen blev bygget op med turneer over det meste af kloden.

Annonce

Det er en meget underlig situation at være i; det med at være glad for det, vi har lavet, og på den anden side vide, at det absolut intet betyder i det store billede. Det har jeg det meget svært med.

Betyder intet

Pretty Maids har leveret flere end 20 albummer i sin fire årtier lange levetid, men selv om Kenneth Hansen er glad for de 10 nye skæringer på ”Undress Your Madness”, er glæden hul, fortæller han om at udgive nyt, mens kammeraten gennem 40 år ligger alvorligt syg.

- Det er en meget underlig situation at være i; det med at være glad for det, vi har lavet, og på den anden side vide, at det absolut intet betyder i det store billede. Det har jeg det meget svært med. Efter en udgivelse plejer vi altid at lægge ud med en turné og snak om pladen. Lige nu ligger det hele lidt hen i det uvisse.

- Hvis Paul bare havde brækket benet, var det noget andet. Så får man gipsen af og skal lige ligge og sunde sig et par uger. Men det her er der ikke nogen, der er herre over, og det gør altså glæden ikke så lidt mindre, siger guitaristen.

Mere melodiøse sange

Midt i tristheden er det en trøst, at Paul Christensen trods modgangen er ved godt mod, og de to gamle kammerater er i kontakt med hinanden flere gange om ugen, fortæller Kenneth Hansen.

- Det her er bare en lang proces, og vi håber alle på det bedste, siger han.

Stoltheden ved den ny plade er da heller ikke helt udvisket.

Ganske vist kommer Pretty Maids ikke foreløbig ud at turnere med de nye numre, for ingen ved, hvornår Paul Christensen bliver helt klar igen. Det betyder blandt andet også, at den traditionsrige julekoncert på Horsens Ny Teater er aflyst. Men hvis fansene skruer op for anlægget derhjemme, får de en erstatning i form af solid, klassisk hårdrock, forsikrer Kenneth Hansen.

- Jeg synes, det er en bunke gode sange, som måske også er lidt anderledes end sidst (med "Kingmaker" fra 2016, red.). Det er helt sikkert stadig heavy, for det er det, vi laver, men sangene er mere melodiøse, synes jeg. Hvorfor kan jeg ikke sige - det har bare ligget i luften, og så trak vi det ned derfra, forklarer han om sangene, der blev skrevet i Horsens i januar, indspillet i februar og siden bare har afventet pladeselskabets tryk på releaseknappen.

Nu er skiven ude, og Pretty Maids, som i de seneste små 10 år har oplevet en form for genfødsel og slået deres navn fast som stærk ingrediens i dansk rocks ursuppe, har heller ikke denne gang leflet for smagsdommeres øregange, pointerer guitaristen.

- Vi skriver først og fremmest sangene, som vi synes, de skal være - ikke for at andre skal synes om dem. Den del må selvfølgelig meget gerne komme bagefter, men vi synes selv, at vi har god smag inden for vores felt, siger han med et grin.

Hvordan ”Undress Your Madness” lyder, har man siden fredag blandt andet kunnet høre på diverse streamingtjenester.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce