Annonce
Indland

Professor: Inaktiv barndom kan være svær at vende som voksen

Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Børn, der ikke bevæger sig, har sværere ved at komme i gang med motion som voksne, påpeger professor.

Selv om de fleste børn bevæger sig for lidt i det daglige, kan udviklingen stadig vendes i de senere teenageår eller som voksen.

Det bliver bare sværere at vænne kroppen til motion, hvis man ikke har været vant til det som barn.

Sådan lyder det fra Jens Troelsen, der professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet (SDU).

- Løbet er ikke kørt, selv om man har ikke været fysisk aktiv som barn.

- Vi ved bare fra forskningen, at det er sværere for voksne i dag, som ikke har været aktive fysisk som unge, fordi man ikke har været vant til at være forpustet, stakåndet og at svede, siger Jens Troelsen.

En ny undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO viser, at 84,5 procent af danske børn mellem 11 og 15 år bevæger sig under en time om dagen.

Jens Troelsen vurderer, at der først og fremmest bør sættes ind, mens børnene stadig er børn.

- Jeg kan godt frygte, at den store mængde af børn, der er i dag er inaktive, kan få svært ved at komme i gang som voksne.

- Det er aldrig for sent at gøre noget, men vi skal gøre mere for, at den her generation af kommende voksne kommer i gang med mere fysisk aktivitet som børn, siger Jens Troelsen.

Inaktiviteten blandt børn vækker også bekymring hos Danske Regioner, der driver landets sundhedsvæsen.

- Det er bekymrende, at så mange unge ikke bevæger sig nok, fordi vi ved, at fysisk og mental trivsel hænger sammen, siger Karin Friis Bach (R), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Når man ser på det ud fra et folkesundhedssynspunkt, er det bekymrende, fordi vi ved, at det kan føre til livsstilssygdomme, når man bevæger sig lidt, siger hun.

Jens Troelsen fra SDU mener, at ansvaret er i en Bermuda-trekant bestående af forældre, skole og samfundet.

- Der er flere, der skal løfte i flok. Vi skal som forældre være opmærksomme på, at vores børn ikke sidder for mange timer foran en skærm, men skolerne skal også i højere grad sørge for at få bevægelse tænkt ind i undervisningen og frikvarterne.

- Samtidig skal samfundet sørge for cykelstier og legepladser, som ikke kun er for de mindste børn under seks år. Der skal også være steder at hænge ud for de ældre børn, hvor der også er tænkt bevægelse ind, siger han.

/ritzau/

Annonce
Link til undersøgelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce