Annonce
Debat

Psykiatrien er i knæ: Det koster i sidste ende, hvis man ikke bruger penge her

Annonce

DEBAT: For nylig viste TV2 den meget vigtige og hjerteskærende dokumentar "Min datter er sindssygt farlig", der viser nogle af de kæmpe udfordringer, psykiatrien står i. Tak til Louise og hendes familie for at medvirke til at vise virkeligheden for de sværest syge.

Det er jo himmelråbende tydeligt, at alt for mange menneskeliv tabes på gulvet, og alt for mange pårørende og patienter ikke får den hjælp, de så desperat har brug for.

I den efterfølgende debat blev man præsenteret for den virkelige historie om Louise sammenholdt med fakta som f.eks. at antallet af patienter i psykiatrien er steget med 31 procent fra 135.000 i 2009 til 177.000 i 2018, at 23 procent af alle psykiatriske indlæggelser i 2017 efterfølges af en genindlæggelse, og at 25 procent af alle genindlæggelser finder sted inden for de første tre dage efter udskrivning.

Det burde virkelig gøre indtryk hos enhver!

Det positive i den efterfølgende debat er at høre politikere sige højt, at man nu vil sikre finansieringen af 10-årsplanen for psykiatrien. Der er nemlig behov for et massivt løft i milliardklassen for bare at genoprette hjælpen til mennesker, der rammes af psykiske lidelser, og deres pårørende. Men vi kan ikke være bekendt at vente for længe på en finansieret plan. Specielt de sværest syge tabes lige nu gulvet pga. manglende kapacitet til at hjælpe. Det er ikke ordentligt!

Man kan sidde tilbage med en frustration over skiftende politikere, som i årevis har kendt de alarmerende statistikker, overhørt nødråb fra patienter, pårørende og fagfolk og forsømt at give psykiatrien de ressourcer, der skal til for at hjælpe Louise og de mange andre, som får ødelagt deres liv af sygdomme, der kunne have været behandlet.

Fire oplagte ting man dog kan trække ud af dokumentaren:

- Specialiseret hjælp til de tusinder af mennesker, som udover psykisk sygdom kæmper med misbrug. Ansvaret for behandling af psykisk sygdom og misbrug er lige nu delt mellem kommuner (misbrugscentre) og regioner (hospitalspsykiatrien), og den syge bliver kastebold eller falder helt fra. Den indlysende løsning er derfor at samle ansvaret og ressourcerne for hjælpen til de alvorligt psykisk syge, der også selvmedicinerer med stoffer og alkohol, hos hospitalspsykiatrien i regionerne.


Hvis man havde samme ressourcer i almenpsykiatrien som i retspsykiatrien, havde lavet investeringer i socialpsykiatrien i kommunerne og rullede de fjernede psykiatriske senge tilbage, så kunne vi vende situationen og undgå symptombehandling af en psykiatri i knæ.


- En målrettet og systematisk hjælp til de uendeligt mange forældre, børn og andre pårørende, der er ved at blive slidt ned af psykisk sygdom. Pårørende skal have bedre og mere systematisk støtte og undervisning i at være pårørende til én med psykisk sygdom. Og de skal have psykologisk rådgivning, så de ikke at bryder sammen. Hvis det sker, rammer det nemlig ikke kun dem selv, men også resten af familien og ikke mindst den syge. Det er ringe i vandet!

- En mere nuanceret debat om tvang. Ingen tvivl om, at tvang skal nedbringes og kun være sidste udvej, og der skal være en skarp lovgivning på området, og den skal tolkes korrekt. Hos de sværest syge kan tvang dog nogle gange være et element i at give en god behandling. Det mest groteske er jo, at det først er i retspsykiatrien, man har ressourcer og tid til at give den rigtige udredning og behandling. En hjælp, der kommer alt for sent, da sygdommen er blevet forværret i en sådan grad, at misbrug eskalerer, og kriminalitet bliver en del af billedet. Det er jo helt hen i vejret!

- Sikre ressourcer og kapacitet, så der er tid og plads til en værdig hjælp. De penge, der kom på sidste års finanslov, var alle klar over var en dråbe i havet, og at man forventede den større 10-årsplans snarlige komme. Den lader nu vente på sig. Forklaringen fra politikerne vil være de økonomiske konsekvenser af coronakrisen og pressede økonomier i kommuner og regioner, og at man først vil danne sig et overblik over de sidste dekader af psykiatriplaner, som ikke er implementeret. Ja, det kan man jo tale vidt og bredt om.

Pointen er, at hvis man havde samme ressourcer i almenpsykiatrien som i retspsykiatrien, havde lavet investeringer i socialpsykiatrien i kommunerne og rullede de fjernede psykiatriske senge tilbage, så kunne vi vende situationen og undgå symptombehandling af en psykiatri i knæ. Derved ville der heller ikke være behov for en hjerteskærende dokumentar som denne om Louise, fordi mennesker i lignende situationer som Louise i så fald ville få den rette hjælp.

Og til politikerne: Det koster at lade være!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Sundhedsstyrelsen anbefaler øget brug af mundbind hos lægen

Annonce