Annonce
Kultur

Punkrock blottet for alderstegn

Last Seen Laughing betragter lige så meget Berlin - og som her London - som deres hjemmebane. Fra venstre Steen Thomsen, Jens Peter Nejrup og Kresten Nejrup. PR-foto.

Last Seen Laughing nyder mere medgang udenfor landets grænser end her i kongeriget. Bandets nye album markeres alligevel med gratis koncert lørdag på hjemmebanen i Aarhus.

»Klassisk lyd og den rette attitude. Hvis det her er det første oi! album, du nogensinde hører, sidder du med et genre-definerende af slagsen.«

Annonce

De rosende ord er frit oversat efter en amerikansk anmeldelse af et nyt album med Aarhus-bandet Last Seen Laughing.

Last Seen Laughing

Last Seen Laughing blev dannet i 2008 af Kresten Nejrup, hans bror JP samt Steen Thomsen. De tre er henholdsvis 40, 42 og 51 år.

Brødrene Nejrup har hver især spillet i flere bands, mens Steen Thomsen i 1979 var med til at danne et af byens længst levende punkbands The Zero Point.

Udenfor musikken er Kresten Nejrup tømrer; JP er specialarbejder og Steen Thomsen er fritidspædagogisk leder i en SFO.

Last Seen Laughing albumdebuterede i 2011 med »Where We Belong«. Siden har trioen givet en del koncerter i udlandet, blandt andet ved denne tid for et år siden i London, hvor de delte plakat med to mastodonter indenfor scenen; britiske Cock Sparrer og amerikanske Rancid.

For nylig udgav Last Seen Laughing albummet »As True As It Gets.«

Udgivelsen markeres lørdag 21. december kl. 17 med en gratis koncert på Sway under Clemens Bro.

Oi!?

Ja, oi!

Begrebet dækker over en gren af punkrocken, der skød frem i Storbritannien i slutningen af 70'erne.

Genren var groft sagt en modpol til, hvad den gængse punk i manges øjne efterhånden havde udviklet sig til.

Fremfor at hænge på et intellektuelt overdrev og hagle det politiske system ned, handlede det hos oi! pionererne mere om det jordnære.

Ikke mindst arbejdsløshed, fodbold og pints nede på pubben.

Delte plakat med Rancid

Last Seen Laughing har de seneste par år bekendt sig til den stolte britiske tradition.

Og det i en sådan grad, at de tre århusianere sidste år ved denne tid delte plakat med to af punkrockens største navne; britiske Cock Sparrer og amerikanske Rancid.

Det skete ved en koncert i London.

»Siden er det bare eksploderet«, konstaterer trommeslageren Jens Peter (JP) Nejrup nøgternt.

»Det hele kører lidt lettere. Det er i hvert fald blevet nemmere at få koncerter, ligesom netværket naturligvis er blevet udvidet.«

Koncerten i London, lader han forstå, »var kæmpestort for et lille band som os.«

Trods den beskedne karakteristik er de tre medlemmer i Last Seen Laughing ikke ligefrem grønskollinger på scenen.

JP og hans bror, sangeren og guitaristen Kresten Nejrup, har begge spillet i punk- og oi!-bands gennem mange år.

Og bassist og sanger Steen Thomsen var såmænd med til at danne et af de første århusianske punkbands; The Zero Point.

Afgørende bedre lyd

Det er netop hos Thomsen, at vi har sat os til rette i bløde sofaer for at tale om bandets nye album.

»As True As It Gets«, hedder det.

Adspurgt om de største forskelle på det to år gamle debutalbum og dette, svarer Steen Thomsen skraldgrinende:

»Det er de samme tre idioter, men denne gang med god lyd.«

»Der er to vigtige ting,« siger JP, mens han i langsomme bevægelser ruller en smøg.

»Bedre lyd plus det, at vi har udviklet os. Vi har spillet en masse koncerter, hvilket selvfølgelig giver et overskud og en frihed til at gøre tingene lidt anderledes.«

De gyldne fingre

Den omtalte gode lyd skal i høj grad tilskrives den århusianske producer og lydtekniker Tue Madsen, bemærker trioen samstemmigt.

Han er især kendt for at arbejde med store internationale bands fra metalrock-genren. Ikke desto mindre fangede han lynhurtigt, hvad Last Seen Laughing var ude efter.

»Den mand har simpelthen gyldne fingre! Det var utroligt at opleve, hvordan han kunne få et tremandsband som os til at fylde hele paletten,« siger JP.

»Ja, på det punkt er han simpelthen gudsbenådet. Det er et bevis på, at han kan lave det hele. Vores lyd er jo ekstremt »ren« i forhold til nogle af de ting, som han er blevet kendt på at lave,« forklarer Kresten Nejrup.

Berlin fremfor Aarhus

Mens bandet altså nyder en vis respekt udenfor Danmark, er det begrænset med opmærksomheden herhjemme.

»Vi spiller mere i London og Berlin, end i Aarhus. Der er ikke mange spillesteder her i byen, der tør binde an med punk længere«, mener JP.

»Men Aarhus Kommune har hjulpet os i forbindelse med at få pladen finansieret,« siger Steen Thomsen.

»Så det passer ikke helt, når nogen siger, at det kun er finkulturen, der bliver støttet. Måske det nye byråd skulle invitere os til at spille i festugen?«

»Ja, vi kan da åbne festugen, hvis det skulle være,« foreslår Kresten Nejrup.

Tilsammen er de tre musikere 133 år. Med Steen Thomsen som alderspræsidenten på 51 somre.

Rollator og iltapparat

Alligevel afviser de, at alder er et tema.

»Vi kan sagtens hænge ud med folk på 20 år, uden at jeg skænker det en tanke,« siger JP og tilføjer efter en kort pause:

»Selvfølgelig er der situationer, hvor jeg tænker om nogle af dem; ok, du bliver klogere. Men det ændrer ikke ved, at der er et utroligt stærkt sammenhold indenfor miljøet.«

»Man gør det kun, fordi man gider, når man kommer op i den her alder. Vi har ikke noget at bevise længere.«

»Bare I kommer med rollatoren, når tiden er inde. Så er det fint!« siger Steen Thomsen og holder masken.

»Det skal vi nok«, siger JP med lige så alvorlig en mine; før han med et bredt smil tilføjer:

»Og iltapparatet!«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tilbagegang til det bedre

Der er ingen grund til at ærgre sig eller græde over, at der bliver lånt færre bøger på bibliotekerne i Aarhus end tidligere - hvis nogen skulle komme på den tanke. For der er masser af folk på bibliotekerne. De henter viden, lærdom eller erfaring på andre måder end ved at slæbe bøger med hjem. De låner også stadig bøger, bare lidt færre end tidligere. De nye tider er såmænd bedre end de gamle. For mulighederne for at finde det, man har brug for, er øget betydeligt. Selvfølgelig står bibliotekerne ligesom andre, der opererer med trykte ting, i et vadested. For ingen ved, om den trykte verden helt forsvinder. Det gør den næppe. Under alle omstændigheder har elektronikken helt forandret vores verden, oftest til det bedre, ja, selv i lande, der gerne vil bestemme, hvad deres indbyggere skal tro og mene, må magthaverne give op. Det er nemt at finde oplysninger og nemt at komme ud med sine budskaber. Både det århusianske hovedbibliotek Dokk1 og de 18 lokale biblioteker låner stadig bøger ud, så på den front har de en mission, men de er også blevet så meget andet. For eksempel et sted, hvor man henter elektroniske oplysninger på computeren. Der ydes også borgerservice, og så har især Dokk1 fået en hel stribe af nye, velfungerende funktioner. Både det sted og lokalbibliotekerne er blevet mødesteder, og det var helt genialt, da Dokk1 fandt ud af at lave aftaler på forhånd med foreninger, som nu har mødested i den grå diamant på havnefronten. Flere end 100 foreninger har deres faste mødested der, hvor de ikke alene har plads, men også adgang til mange funktioner, som de har brug for i forbindelse med foreningsarbejdet. Dokk1 er også blevet et sted, hvor studerende går hen for at læse og arbejde sammen to eller flere i grupper og en legeplads for forældre med mindre børn. Det er virkelig blevet et multikulturelt hus med en god atmosfære og brugbare platforme. At omkring 1,2 millioner hvert år besøger huset vidner om dets værdi. Og så gør det ikke så meget, at de færreste kommer for at låne bøger.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce