Annonce
Aarhus

Rådhusklokkerne har ikke spillet koncert i 10 år: I festugen spiller de igen

Her er de - rådhusklokkerne med den nyeste klokke forrest i billedet. Foto: Bo Nørgaard

Rådhusklokkerne er næsten igennem renoveringsprocessen og skulle være klar til at spille igen til festugen.

Rådhusklokkerne spiller snart igen. Nærmere præcist i festugen i slutningen af august.

Efter nogle års pause kommer de igen til at give signal hvert kvarter og give lyd en gang i timen. Det er også derfor, klokkerne de seneste eftermiddage har givet lyd fra sig - de er nemlig blevet restaureret og skal derfor testes.

Arbejdet med renoveringen blev sat i gang i maj sidste år, og der er premiere på det nye klokkespil i forbindelse med festugen.

Klokkerne får en lille pause de næste par ugers tid, mens firmaet Thubalka, der renoverer dem, holder ferie, men så går det sidste arbejde i gang.

- Det store arbejde er ved at være slut, så nu mangler vi bare lige de sidste ting, siger Per Østergaard, der sammen med sine kolleger har arbejdet i toppen af rådhustårnet det sidste stykke tid.

En del af det arbejde har været at befri klokkerne og systemet rundt om dem fra det, der egentlig skulle gøre det mere automatisk, men som har gjort det mere besværligt at spille på. Det har blandt andet betydet, at det ifølge Aarhus Kommune ikke har været muligt at spille koncerter på klokkerne siden 2006, ligesom der længe har været problemer med at afvikle kvarter- og timeslagene.

Annonce
Sådan her ser stok-klaveret ud. Stokkene er arrangeret, så de passer med at klokkerne bliver tungere fra højre mod venstre, og fodpedalerne kan bruges til nogle af dem længst til højre. Foto: Bo Nørgaard

En tone er i virkeligheden fem toner

Men det bliver der altså lavet om på i løbet af sensommeren, når Per Østergaard og hans kolleger er færdige. Så kan der igen spilles koncerter på klokkerne, ligesom de kommer til at give lyd fra sig hvert kvarter og hver time.

Men hvordan spiller man på et klokkeværk, hvor den letteste vejer nogle hundrede gram og den tungeste vejer 2,5 ton? Det gør man såmænd via et såkaldt stok-klaver, som temmelig meget ser ud, som det lyder. Det ligner et klaver eller et orgel, men i stedet for at spille på tangenter med fingrene spiller man med undersiden af hånden på nogle træ-stokke, som er forbundet til klokkerne i tårnet.

Sådan her ser stok-klaveret ud. Stokkene er arrangeret, så de passer med at klokkerne bliver tungere fra højre mod venstre, og fodpedalerne kan bruges til nogle af dem længst til højre. Foto: Bo Nørgaard

Og vidste du så i øvrigt, at en klokke ikke bare spiller én tone?

- Den tone, du hører på afstand, består faktisk af fem partialtoner, som til sammen danner en tone. Det er lidt ligesom en akkord på en guitar, fortæller Per Østergaard, og slår tre toner an med en skruenøgle.

Men i første omgang skal klokkerne være helt klar til festugekoncerten, og det står Per Østergaard og hans kolleger altså for. Og det er de ret glade for at gøre nu, og ikke i januar, som det først var planen.

- Nogle af møtrikkerne er jo ikke større end et par millimeter, så det ville have været træls med store arbejdshandsker på, griner han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce