Annonce
forside

Rapport om voldtægter: Krav om modstand stopper ofrene

Syv ud af ti ofre for voldtægt "fryser" under overgrebet og har derfor ikke mulighed for at gøre modstand, viser forskning. (Modelfoto).

Fokus på om ofre for voldtægt har gjort modstand, afholder kvinder fra at gå til politiet, vurderer Amnesty.

Et seksuelt overgreb kan paralysere et menneske.

Det er en helt normal reaktion, og derfor er det et stort problem, at spørgsmålet om, hvorvidt et voldtægtsoffer har gjort modstand, har stor betydning i dansk retspraksis i dag.

Det mener Amnesty International, som i en rapport kortlægger voldtægtsofres retsstilling i Danmark.

En af hovedkræfterne bag rapporten, programleder Helle Jacobsen, forklarer, at mange kvinder undlader at gå til politiet efter en voldtægt, hvis der ikke er beviser for, at de har kæmpet imod.

- Jeg har læst mange hundrede domme og henlagte sager og har været med til at interviewe adskillige ofre. Noget af det, der tillægges størst vægt, er, om der har været fysisk vold, og om ofret har kæmpet imod.

- Men mange "fryser" under selve voldtægten, og det er en helt almindelig og kendt traumereaktion, siger Helle Jacobsen.

Et studie fra Sverige peger på, at det sker for cirka 70 procent af ofrene.

Rapporten fra Amnesty bygger på interview med 18 kvinder og piger over 15 år, repræsentanter fra organisationer, jurister og andre eksperter.

Desuden har Amnesty analyseret byretsdomme fra maj 2017 til maj 2018 samt gransket anklagemyndighedens afgørelser om at lukke efterforskningen af voldtægtsanmeldelser.

Kirstine Holst er én af de kvinder, der er blevet interviewet. I sommeren 2017 anmeldte hun en voldtægt efter at have overnattet hos en nær ven. Han kom ind til hende midt om natten.

I modsætning til andre ofre forsøgte hun at gøre modstand, fortæller hun.

- Først sagde jeg nej til sex, og så tog han halsgreb på mig. Bagefter sagde jeg flere gange stop og slip mig og bad ham om at lade mig være. Og så forsøgte jeg at holde hans arme væk, siger hun.

Kirstine Holst anmeldte episoden og blev trukket gennem en langsommelig proces, hvor hun blev sendt fra den ene politistation til den anden.

Hændelsen førte til en retssag, men hendes ven blev frifundet.

- Jeg oplevede, at politiet ikke gjorde sig særligt umage i sagen, siger Kirstine Holst og henviser blandt andet til, at den tiltalte først blev afhørt en måned efter voldtægten.

Utilfredsstillende håndtering af sager om voldtægt er et andet kritikpunkt, som Amnesty fremhæver i sin rapport.

Netop for at sikre, at voldtægtsofre behandles bedst mulig, nedsatte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i efteråret et ekspertpanel.

Panelet undersøger voldtægtsofres vej gennem retssystemet og kommer med anbefalinger til ændringer.

- Jeg er enig med Amnesty og andre i, at der er behov for en ny lovgivning, der bygger på, at sex altid skal være frivilligt. Derfor overvejer vi også lige nu mulige modeller for en ny bestemmelse, der baserer sig på frivillighed, siger Søren Pape Poulsen i en skriftlig kommentar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce