Annonce
Kultur

Rasmus Krogsgaard: Aalborg Vinterrevy er underholdning med tæft og tempo

Her ses Rasmus Krogsgaard i et numre fra sidste års vinterrevy i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Han er igen i år instruktør på revyen, der har premiere 15. november. Foto: Henning Bagger/Scanpix

En vinterrevy har et højere tempo end en sommerrevy, men er stadig en ventil, som giver luft til at grine af alvorlige emner.

- Hvad er temaet til Aalborg Vinterrevy i år?

- Jeg tror godt, jeg kan afsløre, at Nordkoreas præsident Kim Jong-Un kommer på besøg. Derudover har vi fået en liste om alt, hvad der sker i Aalborg - både stort som småt. Det kan være sager som et hus, der bliver revet ned for at få plads til en p-plads. Det kan være et tilskud til en ny motorvej, som ikke er kommet endnu, og derfor holder folk i kø hver dag. Det er altid godt at lave sjov med noget lokalt, men som folk udefra også vil synes er sjovt. Men revyens overordnede emne er skærme og zapperkultur.

Annonce

Aalborg Vinterrevy

Aalborg Vinterrevy spiller i Aalborg Kongres & Kultur Center i Europahallen. I år er det 29. gang, at revyen spiller.Vinterrevyen har premiere torsdag 15. november. Den spiller hver fredag og lørdag til og med 8. december.

I år består holdet bag vinterrevyen af skuespillerne Vicki Berlin, Thomas Mørk, Pernille Schrøder og Rasmus Krogsgaard, der også er instruktør.

Både Rasmus Krogsgaard og Thomas Mørk var nomineret til TV2 Charlies gallapris i kategorien som bedste mandlige revyskuespiller. Det var Thomas Mørk, der blev kåret. Både Vicki Berlin og Thomas Mørk spillede med i Odense Sommerrevy, der blev kåret til årets bedste.

Aalborgs danseskole House of Dance står for en danseoplevelse med de fire dansere Mie Busk Sørensen, Christine Kragmann, Caroline Kragmann og Emilie Blangstrup Dahl.

Prisen for en billet inklusive julebuffet, revy og dans er 615 kroner.

Læs mere på www.akkc.dk.

De medvirkende i Aalborg Vinterrevy er fra venstre mod højre: Thomas Mørk, Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin og kapelmester Mickey Pless. PR-foto: Peter Halskov

- Hvornår går I i gang med at øve?

- I begyndelsen af oktober holder vi et møde, hvor vi bruger en dag på at gå alle tekster og idéer igennem. Vi har alle sammen bidraget med tekster, som vi vil lave numre ud af. Det er en kæmpestor bunke, som lige nu er alt for stor. Vi skal bruge en dag på at koge den ned. Men det er faktisk først i slutningen af oktober, at vi begynder at øve intensivt. Der rykker vi til Aalborg og bor på hotellet, der hænger sammen med spillestedet. Det er et arbejde i døgndrift, som plejer at være intenst, men også meget hyggeligt.

De medvirkende i Aalborg Vinterrevy fra venstre: Thomas Mørk, Vicki Berlin, Pernille Schrøder og Rasmus Krogsgaard. PR-foto: Peter Halskov

- På grund af aktualitet kan revyens indhold vel godt ændre sig lige op til premieren?

- Ja. Et godt eksempel på at vi skulle tænke et nummer om, er for to år siden, hvor det var første år, jeg instruerede vinterrevyen. Det var lige op til præsidentvalget i USA. Vi vidste, der ville blive valgt en præsident, og på det tidspunkt troede alle, det blev Hillary Clinton, der ville vinde valget. Revyforfatter Leif Maibom havde skrevet et nummer med udgangspunkt i Hillary som præsident, men sådan faldt valget ikke ud. Så der fik vi pludseligt travlt, men det lykkedes os heldigvis. Vi var den første revy, der havde noget med Donald Trump som præsident.

Rasmus Krogsgaard er medvirkende og instruktør på Aalborg Vinterrevy. PR-foto

- Det er tredje gang, at du er instruktør, og fjerde gang at du er med i revyen. Hvad er dine forventninger til i år?

- De tidligere år har vi bygget revyen op i to akter, men i år er vi enige om at spille revyen i én akt. Det fungerer bedre for et julefrokostpublikum. Først er der julebuffet, og når vi er færdige, står aftenen på dans. Med kun en akt er energien mere koncentreret, og derfor forventer jeg, at revyen i år bliver mere tempofyldt. Revynumre i dag også kortere end for bare ti år siden, derfor er der også plads til flere. Det afspejler måske en zapperkultur - apropos temaet i år. Folk er vant til at kunne skifte kanal, hvis de keder sig. Folk dvæler ikke så meget mere. Det vil vi dog stadig gerne have, at publikum skal have mulighed for. Derfor bliver der også plads til et par længere indslag, som er lidt dybere. At lave revy er en vekselvirkning mellem at have noget på hjerte, men også at kunne underholde på den helt basale og simple måde. Vi vil også gerne have, at folk måske får stof til eftertanke.

- Hvad er forskellen på sommer- og vinterrevy?

- Man skal være opmærksom på, at hvis man lavet sommerrevy, så kommer folk primært for at se revyen. Maden og festen er sekundær. Når det handler om vinterrevy, er det én stor fest, hvor man skal have mere fod på speederen. Til en sommerrevy er publikum mere indstillet på at lytte til en stille vise. I en vinterrevy handler det lidt mere om komme ud over stepperne og skabe en fest. En sommerrevy har lidt mere tid til fordybelse og eftertænksomhed midt i alt det sjove.

- Hvor vigtig er musikken i en revy?

- Meget vigtig. Revy er den eneste genre, der er en blanding af musik og humor. Jeg har altid været glad for musik og spiller meget selv. Men jeg er virkelig også glad for at få folk til at grine. Anders Matthesen (red. komiker) har en gang sagt, at det eneste, der er bedre end selv at grine, er at få andre til at grine. Vi ved alle sammen, hvordan det føles, hvis man virkelig får brugt lattermusklerne. Det er en fantastisk følelse. Det er endnu mere fantastisk at få folk til at grine. Hvis man kan blande grinet med musik, som man kan i en revy, er det den perfekte genre. Det er også skønt at få noget dagsaktuelt ind og bruge revyen til at afspejle samfundet. Det kan være med afsæt i alvorlige emner, som folk er kede af til daglig. Det kan revyen så belyse fra en vinkel, så folk pludselig kan grine af det. Revy skal ikke redde verden - den skal bare redde en lørdag aften.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce