Annonce
Østjylland

Regionens sparekniv snitter dybt: Million-regning og færre busser i Østjylland

Buspassagerne i Østjylland kommer til at kigge langt efter en del af Region Midtjyllands blå busser. I øjeblikket er kommunerne ved at se på mulighederne for at lappe på hullerne efter en regional spareplan for busdriften. Arkivfoto: Axel Schütt

Regionens nedskæringer på de blå busser står til at koste skatteyderne i Østjylland 14 millioner kroner. På trods af investeringerne vil en række busruter lukke eller blive beskåret. Protestbevægelse efterlyser inddragelse af passagererne.

ØSTJYLLAND: En omstridt spareplan for de blå busser kommer til at koste indbyggerne i seks østjyske kommuner cirka 14 millioner kroner og ringere busdrift.

Aarhus, Odder, Skanderborg, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs kommuner er i gang med at lappe på de huller i køreplanerne, som Region Midtjylland ved udgangen af juni næste år efterlader ved en omfattende spareøvelse for busdriften.

Alle kommuner vil finde skattekroner til at holde liv i busruter, men der venter også beskæringer og lukninger af ruter.

Eksempelvis vil indbyggerne i Hørslev, Hørslevbol og Labing i Aarhus Kommune miste den faste busbetjening.

- Serviceniveauet i de øvrige små berørte bysamfund vil ikke være det samme som i dag. Antallet af ture i køreplanen vil ikke være lige så mange, nogle af turene bliver kun udført ved forudgående bestilling, og nogle steder bliver man nødt til at skifte bus i stedet for at blive kørt direkte. Enkelte helt små landsbyer henvises alene til flextur, fortæller Rigmor Korsgaard, chefkonsulent i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Annonce

Regionens spareplan


  • Region Midtjylland har vedtaget en spareplan for den regionale busdrift. Spareplanen træder i kraft ved udgangen af juni 2019.
  • Spareøvelsen betyder nedskæringer for 60 millioner kroner. Regionen trækker sig helt eller delvist ud af driften af 21 østjyske busruter.
  • Region Midtjylland har på initiativ af Dansk Folkeparti fundet penge til en særlig pulje på 5,2 millioner kroner til at sikre en morgenafgang og to eftermiddagsafgange på syv såkaldte uddannelsesruter i Midtjylland. I det østjyske område gælder det ruterne 107 og 351.
  • Kommunerne i Østjylland vil sikre den videre drift af en del af ruterne. Men nogle busruter forsvinder helt, mens andre får antallet af afgange beskåret. Der vil også ske omlægninger af bussernes ruter.

Omstridt spareplan

Regionsrådet i Region Midtjylland har siden foråret 2017 arbejdet på en spareplan for driften af de blå busser.

I hele forløbet er der fra byer, foreninger, buspassagerer og borgere protesteret ihærdigt mod spareplanen, men alligevel endte regionens politikere den sidste dag i oktober med at vedtage besparelser for 60 millioner kroner.

Regionen vil have blandt andre de østjyske kommuner til at overtage driften af busruterne. Det har kommunerne i lang tid kæmpet for at undgå, men efter beslutningen i regionsrådet er lokalpolitikerne i Østjylland nødt til at se på sagen.

I de østjyske kommuner begynder der så småt at tegne sig et billede af fremtidens busdrift. Alle kommuner er klar til at investere i busdriften, og på budgetterne for de kommende år afsættes der penge til at holde nogle af busserne kørende for kommunale kroner.

Aktuelt har Aarhus, Odder, Skanderborg, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs kommuner reserveret i alt 14 millioner kroner til at imødegå regionens busbesparelser.

Afgørende engagement

De 14 millioner kroner matcher dog slet ikke den besparelse, som regionen gennemfører i de seks kommuner.

Alene på Djursland skærer Region Midtjylland 12 millioner kroner af driften af de blå busser, og 21 af de 36 busruter berørt af spareplanen kører i det østjyske område.

- Busbetjeningen bliver ringere. Ingen tvivl om det. Der er stadig brug for, at buspassagerer og andre med interesse i den kollektive trafik gør en indsats for at påvirke udarbejdelsen rutenettet. Det kan have enorm betydning for eksempelvis tilflytningen til en mindre by, at det stadig er muligt at tage bussen, understreger Martin Godsk, initiativtager og talsmand for protestbevægelsen "Bevar Vores Busser".

I forløbet omkring busbesparelserne har den økonomisk pressede Norddjurs Kommune i flere omgange råbt vagt i gevær. Nu håber kommunen, at lave de mest nødvendige feberredninger med en årlig investering på en million kroner.

- Desværre har vi ingen muligheder for at forhindre regionen i at smide håndklædet i ringen og fralægger sig ansvaret for den regionale kollektive trafik på Djursland, forklarer formand Jens Meilvang (LA) fra miljø- og teknikudvalget i Norddjurs.

Samme holdning er afsæt for aftaler om flere busruter vest og syd for Aarhus.

Skanderborg, Aarhus, Horsens, Odder og Silkeborg kommuner er ved at blåstemple aftaler, der i forskelligt omfang sikrer driften af ruterne 103, 107, 112, 311 og 502. Til gengæld nedlægges ruterne blandt andet ruterne 109 og 116.

Klar forventning

Region Midtjyllands spareplan var egentlig sat til at ramme fra 1. april 2019.

Men regionen har fundet 15 millioner kroner ved en kombination af en merindtægt fra Midttrafiks samarbejde med DSB, positiv udvikling på lufthavnsruten til Billund samt uventet mindre forbrug i Midttrafiks administration.

De penge bruges til at udskyde nedskæringerne til udgangen af juni. Dermed har kommunerne fået ekstra tid til at arbejdet med at overtage nogle af busruterne, og det glæder i "Bevar Vores Busser".

- Regionen afholdt ingen høringer eller inddrog andre måder buspassagerer eller andre interessenter i arbejdet med busbesparelserne. Vores forventning er, at kommunerne ikke begår den samme fejl, understreger Martin Godsk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce