Returbillet til risikoen

»Her er sindssygt mange kunstnere, og man lever lidt på må og få. Men i det mindste er vi sammen om det«.

Troels Primdahl reflekterer i et kort øjeblik over sine ord. En nøgtern konstatering, der synes at indkapsle de umiddelbart hårde odds for en kunstner i Berlin meget godt.

Vi har netop forladt lejligheden i Dieffenbachstrasse i Kreuzberg, som han for en periode bor billigt i - takket være TækkerAIRBerlin; en ordning, som den århusianske ejendomsudvikler Jørn Tækker og Aarhus Billedkunstcenter lancerede i foråret 2014.

Den 30-årige koreograf og instruktør viser i rask trav vejen til U-bahn stationen Schönleinstrasse.

Tempoet stemmer helt overens med hans engagement.

Den spinkle århusianer med sydkoreanske rødder er tydeligvis opslugt af at skabe.

Danseforestillinger, filmprojekter, musikvideoer. Troels Primdahl favner bredt.

På de få hundrede meter, vi foreløbig har tilbagelagt i hinandens selskab, har han berettet om projekter i både Berlin, New York og Island.

Turen lige nu og her går til den nordlige bydel Wedding, hvor Troels Primdahl har en aftale med fotografen Anders Bigum.

»Vi mødte hinanden hernede i oktober sidste år,« fortæller Troels Primdahl.

»Vi er for tiden i gang med et projekt, som vi forhåbentlig kan præsentere til sommer; en sceneproduktion med arbejdstitlen »Ørkenvandring«. Det bliver en danseforestilling i en panoramaopstilling, hvor der også indgår elementer af film.«

»Det er en tung, eksistentiel problematik, vi forsøger at indfange«, siger han, idet vores tog på linje U8 nærmer sig perronen.

»Ørkenvandring...«, fortsætter han, da dørene lukker bag os med et »einsteigen, bitte«,

»...er jo en tilstand, man før eller siden bliver kastet ud i som individ: Følelsen af at havne i et orienteringsløst landskab.«

Mens vi passerer Kottbusser Tor, Moritzplatz og Janowitzbrücke, fortæller Troels Primdahl om en portrætfilm af Funkhaus Berlin, DDR's gamle radiohus, som han arbejder på med Anders Bigum.

Makkerparret fik efter talrige forhandlinger lov til at blive lukket ind i den monumentale bygning, der blev opført i 1951. I dag står stedet, med sine store sale og støvede optageudstyr, som et fascinerende symbol på en svunden tid.

Stationen med skiltet Bernauer Strasse må for de, der kan huske det, om noget være et af stederne, der markerede grænsen mellem øst og vest.

Da Muren blev bygget i 1961 gik den langs netop denne gade i den daværende franske sektor. Troels Primdahl tygger lidt på spørgsmålet om styrken i sit virke.

»Jeg har ikke et specifikt håndværk. Mit største talent er nok at samle folk. Folk, der normalt ikke mødes, gør det i kraft af de her eksperimenter, jeg kaster mig over.«

»Det handler om at få folk med. Om at de skal ind i en proces, ind i en selverkendelse. Hvilket igen handler om, at de skal gennemkrydse en form for indre konflikt.«

Hvorfor?

»Fordi det giver en indre nerve til hele projektet. Jeg arbejder principielt interdisciplinært (tværfagligt, red.)«

»Jeg sørger altid for, at der ikke kun er eksempelvis dansere med. Eller filmfolk. Der er altid komponister, scenografer, musikere og fotografer med. Det hele bør blandes. Det skaber en merværdi - en berigelse. For den kan være med til at udfordre hinanden«.

»Men for at skabe det samme grundlag for kommunikation; at en komponist forstår, hvad en danser gør, så forsøger jeg at skabe en selvforglemmelse.«

Hvad er fordelen ved det?

»Dels at de bryder ud i en ny form. Der opstår noget helt særligt ved, at de risikerer noget«.

»Det er netop opgaven for kunsten, synes jeg; at den rummer et radikalt brud. Den må være foregangsmand for mennesket: Vise, at man tør at bryde nogle normer, dogmer og tabuer i samfundet.«

Han kigger op og smiler:

»Det er dét, jeg gør. Jeg prøver i hvert fald!«

Vi stiger af på Gesundbrunnen, et trafikalt knudepunkt af en station, hvis historie går tilbage til 1872.

Selve U-bahn stationen, bygget i 1930, blev under 2. Verdenskrig brugt som et enormt beskyttelsesrum.

Et stop senere er vi i Wedding.

Vi krydser gaden neden for S-bahn stationen, mødes med fotografen Anders Bigum og køber tre gange dagens ret zum mitnehmen i en lille café, drevet af to pragtfulde tyrkiske kvinder.

Lidt efter sidder vi solen i den femte baggård ved det gigantiske kulturhus og kunstnerkollektiv Gerichtshöfen på Gerichtstrasse.

Et temmelig kreativt samlingspunkt. For nu at sige det underdrivende jysk.

Troels Primdahl fortæller om sin opvækst i Skjern og om gymnasietiden i Tarm.

Og om at søge til Aarhus.

Kunne du udrette alt det, du gør, hvis du havde base i Aarhus?

»Jeg kunne sagtens arbejde i Aarhus, det har jeg også gjort i lange perioder. Til august skal jeg i øvrigt arbejde sammen med komponisten Line Tjørnhøj om at iscenesætte en madopera; en forestilling, der blandt andet involverer en kok, fire sangere og en cellist«.

»Men sagen er, at der bare er færre mennesker at arbejde sammen med i Aarhus. Desuden er der en anden risikovillighed til at satse stort her i Berlin.«

Hvad er minusset ved vilkårene som kunstner i byen?

»At folk godt ved, at det er her, det er muligt at eksperimentere. Det ville ikke være muligt i for eksempel London, fordi det er en tre gange så dyr by at bo i.«

»Her er som nævnt sindssygt mange kunstnere, hvoraf mange arbejder gratis. Gør man hele tiden det, er det naturligvis undergravende for miljøet. Man ødelægger det groft sagt for hele miljøet«.

»Så det må man trods alt hele tiden kæmpe med - den finansielle side«.

Han piller lidt ved etiketten på sin Fritz Kola.

»Det er på én gang sympatisk og problematisk, når folk underbyder hinanden. Man gør det jo for kunstens skyld og fordi, man ikke kan lade være.«

Hvordan finansierer du din tilværelse?

»Jeg er stadig ansat som faglig mentor på Aarhus Universitet, hvor jeg sparrer strukturmæssigt på opgaveprojekter. Derudover fundraiser jeg til mine egne projekter,« siger han og afbryder sig selv:

»Det løber rundt, men også kun fordi, jeg er villig til at leve et ikke særligt komfortabelt liv.«

Du lever spartansk?

»Det føler jeg egentlig ikke, nej. Det foregår bare efter et andet værdisæt end normen.«

Da vi efter mødet med fotografen i Wedding bevæger os op ad Hochstrasse og forbi Volkspark Humboldthain, vender vi tilbage til udgangspunktet for hele samtalen:

Hvorfor Berlin?

»Det et svært at svare entydigt på, hvad byen giver«, siger Troels Primdahl.

»Jeg tog herned, efter at have opbygget et ret stærkt netværk i Aarhus. At kende tangenterne, man kan spille på, giver selvfølgelig en robusthed. Alligevel var det en lidt befriende følelse at komme herned til et miljøskifte.«

Vi stopper op. Opmærksomheden er rettet mod en stor betonklods af en fæstning øverst på bakken overfor.

Uden megen betænkningstid piler vi over vejen og forcerer stierne, der fører op til toppen.

Udsigten over byen får Troels Primdahl til at miste mælet for en stund.

»På en måde er det mit handicap, at jeg er afhængig af at lave kollaborationer på tværs af disciplinerne,« funderer han.

»Men det gik nu alligevel stærkt med at opbygge et netværk, efter jeg kom herned.«

»Det var faktisk overraskende let.«