"Risskov er mit kerneland"

Jens Blendstrup er med romanen »Gud taler ud« fra 2004 og den aktuelle »Luskefisefortællinger«, der begge udspiller sig i Risskov, ved at skrive sig ind i den kongerække af danske humorister som i forvejen tæller Gustav Wied, Storm P., Hans Scherfig, Leif Panduro, Finn Søborg og Ole Lund Kirkegaard. Men det er ikke de gode grin, der kæmper om pladsen på hans eget natbord. Her ligger for tiden Dostojevskijs »Dobbeltgængeren« og Thomas Webers »Hitlers første verdenskrig«.

»Jeg læser faktisk helst historisk faglitteratur, og jeg læser kun meget sjældent andre humorister. Åh nej, nu skal jeg grine, tænker jeg altid. Så det er for mig lidt som at være på arbejde. Men selvfølgelig er der stor forskel på humoristerne. Søborg og Panduro holder jo den dag i dag for slet ikke at snakke om min kæphest Hans Scherfig, siger 45-årige Jens Blendstrup.

I et tidligere interview har han fortalt, at han ofte har svært ved at se det sjove i det andre skriver. Det bedste grin får han derfor, når han læser noget så trøstesløst, at han simpelthen er nødt til at overgive sig til en stille klukken.

For 10 år siden bragede han igennem den litterære lydmur herhjemme med romanen »Gud taler ud«, hvor han tegnede et tragikomisk portræt af sin gale, alkoholiserede, livslystne, excentriske, elskede og forgudede far, psykologen Uffe Blendstrup, der døde af strubekræft i 2001. Bogen igennem demonstrerer faren et fantastisk talent for at ødelægge eller besværliggøre hverdagen for familien, hvor moren har travlt med at glatte ud og beskytte børnene og på trods af mandens excentriske og hallucinatoriske indskydelser og påhit mirakuløst får hverdagen til at fungere.

Under skriveprocessen befandt forfatteren sig i en sjælelig krise og blev faktisk af sin psykiater advaret mod projektet. Men det lykkedes ham at skrive sig ud af sin depression. Selv om bogen rummer stof til et faderopgør af Bergmanske dimensioner, valgte Jens Blendstrup at holde romanen i en tragikomisk tone, som faldt i læsernes smag og blandt andet indbragte ham Berlingske Tidendes og bibliotekernes »Læsernes Bogpris«.

Men faren var også så meget andet, nærværende og inspirerende og efterlod ved sin død et enormt savn hos forfatteren og hans tre storebrødre. Med årene har Jens Blendstrup dog bragt Gud ned på jorden og fået et mere nuanceret forhold til faren - men også til moren, der døde et halvt år efter sin mand, og som i romanen fyldte meget lidt.

»Men det er som om, at de nu er begyndt at bytte plads i min bevidsthed, og det er kun godt, at han nu begynder at vige pladsen til fordel for hende, som jeg også godt kunne tænke mig at give et litterært eftermæle,« siger Jens Blendstrup.

Forældrenes rolleskift er sket, efter at Blendstrup droppede det, han kalder sin egen selvdestruktive adfærd. For et par år siden besluttede han derfor at droppe alkoholen.

»I dag kan jeg godt igen nyde rødvin, men det er slut med at gå i byen flere dage i træk. Jeg kan ganske enkelt ikke holde til det. Det tager for lang tid at komme sig over sådan en tur. Det er spild af tid,« tilføjer Jens Blendstrup.

Med »Luskefisefortællinger« er Jens Blendstrup tilbage i barndommens land i Risskov, som han betegner som sit »kerneland«. Og igen har anmelderne taget godt imod hans mere eller mindre sandfærdige historier.

»Det er som om, at jeg skriver anderledes, når det handler om Risskov. Jeg kan slappe mere af og give los. Det er som en musiker, der finder sin naturlige tone. For tiden har jeg alvorlig hjemve og kunne virkelig godt tænke mig en dag at flytte tilbage til Risskov. Men det er nu også fedt at bo i Korsør,« griner han.

I sin nye roman er det voksen-Jens, der med fintunet sans for det skæve og skøre skriver om drengen Jens og om de andre rødder i kvarteret.

»Vi er børn, selv om vi får skæg og hår og hud og knogler og hobbies og mening og dør brølende under den kridhvide sol, som kommer fra alle retninger, når vi har levet det, vi skal leve, er vi børn,« hedder det i prologen underforstået, at vi bærer på barndommen hele livet. Uskyldstabet er som hos en Nils Malmros smertefuldt men uundgåeligt: »Puberteten tog de bedste af os«, konstarerer Jens Blendstrup.

»Når vi er børn, er verden ny hver dag. Det er helt fantastisk. Det mest uhyggelige er at møde et menneske, hvor du kan mærke, at barnet i vedkommende er gået tabt,« tilføjer han.

Om kort tid skal han aflevere en »slags« rejsebog, der ifølge forfatteren mest af alt henvender sig til turister, som godt kunne tænke sig at fare vild i Vendig, og så skriver han på en bog om danske egetræer. Et emne, som han absolut intet kender til, men finder derfor opgaven desto mere udfordrende.

Den erotiske bølge i litteraturen er heller ikke gået den Blenstrupske næse forbi, og han har derfor besluttet selv at ride med på den. Man skal dog ikke forvente en ny »Fifty Shades of Grey«, når hans samtidsroman »Slagterkoner og bagerenker 2« næste år ryger ud til boghandlerne.

»Den første gik simpelthen i stykker derfor 2-tallet. Det er nok det mest sindsyge jeg kommer til at skrive. Ja, nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger og lover, men det er et vildt projekt om Jørgen, der er en cirka 50-årig arbejdsløs elektriker, og som ikke ligefrem er nogen erotisk ørn. Det bliver en roman, som sætter en streg under, at erotik også kan være grotesk, uskønt og bizar,« lyder det efterfulgt af en skraldlatter.

Jens Blendstrup er i den kommende uge højaktuel i Aarhus. I morgen, fredag klokken 17., er han på besøg hos Kr. F. Møllers Boghandel på Store Torv, hvor han læser op fra sin nye roman »Luskefisefortællinger«, og fra på tirsdag 18. februar og frem til 1. marts kan man på Svalegangen opleve »Gud taler ud« i et gæstespil med Husets Teater. Mads Wille giver den i rollen som fortæller og yngste søn og med sig på scenen har han den svenske multiinstrumentalist Bebe Risenfors. Forestillingen er iscenesat af Simon K. Boberg, mens scenografien er skabt af Reumertvinderen Edward Lloyd Pierce.

Oplæsning

»Gud taler ud«