Annonce
Danmark

Rod i hankøn og hunkøn

Chefredaktør Peter Rasmussen, avisen Danmark

Årh nej, så blev det igen en af de uger, hvor man har lyst til at slå sig selv blidt i panden med flad hånd og spørge; hvad hulen har de gang på Københavns Universitet?

Underviserne på instituttet for Kunst- og Kulturvidenskab har i fuld alvor fået en henstilling fra ledelsen om at undgå, at sige ”han” og ”hun” og opfordres i det hele taget til at bruge kønsneutrale ord om de studerende. Altså ikke noget med at komme ind i klassen og sige ”Halløj drenge og piger, så sætter vi os lige ned”. Nej, for tænk nu hvis der er én blandt de studerende, der ikke kan identificere sig med den slags snærende begreber, men forholder sig til en ikke-binær kønsforståelse.

Ja, og hvad så kunne man tænke. Hvis man har en særlig kønsforståelse, som ikke lige falder ind under ”han” eller ”hun”, så kan man vel passende selv sige til. Men at et helt institut opfinder et vrøvlesprog, hvor man sorterer almindelige begreber ud for at tilpasse nogle få trans-studerende virker mildt sagt mærkeligt - for ikke at sige fjollet.

Men ikke nok med det. Underviserne bliver også opfordret til, at de ved studiestart finder ud af, om de studerede vil kaldes det navn, som de er indskrevet på universitet med. Det kunne jo være, at de har fået et navn, som de ikke længere identificerer sig med.

Altså helt ærligt. Hvor god tid har de på det universitet? Åbenbart tid nok til at spørge alle, om de vil hedde det, de hedder - eller om man måske i mellemtiden har fået mere lyst til at hedde Bosse eller Batman.

Også her kunne den studerende vel passende selv sige til, hvis det skulle være tilfældet.

For selvfølgelig skal studerende - og mennesker i det hele taget - behandles med respekt, uanset hvilken kønsforståelse de har. Men det får et skær af hysteri og sygelig optagethed af den kønslige orientering, hvis det pludselig skal være mest hensynsfuldt at udradere ordene ”han” og ”hun” fra vores sprog.

Problemet er, at den slags krænkelsesparathed har det med at vende ondt tilbage. Det gavnede for eksempel ikke integrationen, at en lærer på Copenhagen Buusiness School følte sig krænket over, at der blev sunget "Den danske sang er en ung blond pige" til morgensangen, fordi hun tilfældigvis selv havde mørkt år.

Og det gavner heller ikke forståelsen for forskellige måder at opfatte sit eget køn på, at debatten bliver parodisk og ender i det rene fjolleri. Tværtimod risikerer man at sætte det, som seksuelle minoriteter har kæmpet for i generationer, over styr; nemlig respekten for mennesker i alle afskygninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce