Annonce
Debat

Roser til en ofte udskældt offentlig sektor: Tak for hjemmehjælp

Leif Hjernøe

I over tyve år, fra 1976 til 1998, havde min ægtefælle Lis og jeg det store privilegium at arbejde på Egmont Højskolen ved Hov. Det har været af største betydning for os og vores to børn, at vi igennem de mange år var vidne til, hvordan holdningen til og forholdene for skolens mange fysisk handicappede elever har ændret sig i mange positive retninger. Der er gennemført forbedringer og indhentet erfaringer, som før eller siden kommer os alle til gode. Er man så heldig at opnå en høj alder, så medfører det jo mange gange et eller flere handicaps.

Hjælpen er til stede og bliver tilbudt i en grad, som vi i dag kun har gode grunde til at være både imponerede over og taknemmelige for. Lis har fået nyt venstre knæ og albue, jeg selv efter uheldige fald nye hofter og nyt syn på tilværelsen efter indgreb mod grå stær. Så vi har vist modtaget det antal reservedele, vi kan tillade os at forvente.

Efter de vellykkede operationer på blandt andre det upåklageligt velfungerende Horsens Sygehus ventede der os en kommunal hjemmehjælp og hjælp til selvhjælp. Under devisen "længst muligt i eget hjem" har det været livsbekræftende at se denne holdning så effektivt praktiseret af Odder Kommune, der ellers meget sympatisk markedsfører sig selv under det beskedne - nogle vil med rette hævde typisk jyske - motto: "Det er da ret ok". OK kan her også læses som en forkortelse af Odder Kommune. Ja, det tør vi sige: "Det er da ret ok", at vi af vores hjemkommune igennem 40 år på egne kroppe har kunnet glæde os over nogle samfundsskabte goder, vi ikke før har mærket så meget til, men nu så meget mere nærværende er kommet til at præge vores hverdag.

Sygehuspersonalet i Horsens og på Aarhus Universitetshospital ydede deres tålmodige, kyndige og perfekte indsats under de kortvarige indlæggelser. Hjemme igen efter højt påskønnede ophold på det lokale Ålykkecentrets korttidsafdeling begyndte den længere varende hjemmehjælp. Det værdifulde har i den forbindelse været de mange daglige praktiske håndsrækninger og omhyggeligt gennemførte samtaler under besøg af unge og ældre hjemmehjælpere og sygeplejersker. Altid med smil og årvågne øjne for uregelmæssigheder, der opmærksomt, venligt, myndigt og bestemt påtales. Især hvad hygiejne og medicinering angår. En ansvarsbevidsthed, der kommer til udtryk i mange gode råd og vejledninger, der giver anledning til vores beundring af en kommunal indstilling til og virkeliggørelse af den "sammenhængende og helhedsorienterede indsats", der i disse år i den større politiske debat ellers tit kun tales alt for abstrakt og derfor uforpligtende om.

Efter en periode præget af den skemalagte og effektive genoptræning, vi blev tilbudt på Ålykkecentret i Odder, kunne Lis og jeg igen bevæge os ud i virkeligheden. Det var stærke, positive oplevelser, der ventede os der. Over alt mødte vi en hjælpsomhed og hensyntagen, blot fordi vi benyttede os af rollatorer eller armkrykker. Sådan virkede det: Man sparker ikke til nogen, der ligger ned. Man rækker en hånd, tilbyder en arm og giver i forretninger, togvogne og restauranter helt bogstaveligt en opløftende hjælp. En helt uforglemmelig erfaring, hvad angår den særlige kropsbevidsthed, man fyldes af efter operative indgreb i bevægeapparatets konstruktion, fik vi under besøg på museer. En helt ny fornemmelse for anatomiske proportioner, muskelmasser og knoglebygning kunne registreres under besigtigelse af både gammmel og nyere billedhuggerkunst.

Vores kunstige skeletdele og fornyede led fik karakter af surrealistiske installationer. Her er et konkret eksempel: I efteråret fik Lis og jeg den største museumsoplevelse i 2017. Vi besøgte i to omgange på Kunstmuseet i Tønder særudstillingen "Henry Moore - Grænser til Norden" i en tilstand, der på flere måder gav opholdet en særpræget personligt indfølende karakter. Henry Moores karakteristiske liggende, skulpturelle skikkelser, fremtræder ud fra den besøgendes skiftende synsvinkler med stramt formede kropskonturer, der tydeligvis bestemmes af bæredygtige knoglebygningers indre spændinger.

Ja, forbilledlig spændstighed må være et nøgleord i enhver beskrivelse af denne kunstners livsværk. Det spænder i det hele taget vidt, netop sådan som den sønderjyske kraftpræstation af et udstillingsprojekt demonstrerede. Det gik os mærkbart legemliggjort på. Og her må jeg blive lidt selvcentreret: Der var noget intimt selvforstærkende psykisk opbyggeligt ved at færdes i rummene omkring de store legemer af marmor eller træ, så kort tid efter den dobbeltsidige hofteoperation.

Med tre ugers mellemrum var mit skelet blevet effektivt afstivet af indsatte metalproteser. Et par måneder derefter havde jeg genvundet bevægelsesfriheden så meget, at det igen var muligt at køre i bil. Endda to gange 200 kilometer fra Odder til Tønder tur/retur. Jeg nåede det så alligevel. Nu nogenlunde uhæmmet stavrende omkring på den museale kunstskatteø ved hjælp af albuekrykker. En rytmisk gangart i adstadigt tempo gav svag genlyd i de store udstillingsrum. En akustisk lydkulisse der fremkaldte associationer fra en fjern ungdoms betagelse af sørøverromantiske drømme om skattekort og nedgravede kister fyldt med guld og ædelstene.

Det faldt mig ind, at sådan må det have lydt, når sørøveren Long John Silver i Robert Louis Stevensons roman "Skatteøen" (1883) humpede omkring på træben og krykker. Trodsigt og pågående utålmodigt. Jeg var under hospitalsopholdet blevet præsenteret for røntgenbilleder af de implanterede - helt bogstaveligt inkorporerede - kunstige hofteled, jeg nu var ved "at gå til": Skulpturelt formede kugleled og tilspidsede erstatninger for de skeletdele, der havde givet op. Knogleskørhed, kaldes det.

Sansen for legemers bærende indbyggede styrkeforhold kom på Tønder Kunstmuseum også til syne i form af et kæmpemæssigt elefantkranium, der har virket som inspirationskilde i Moores atelier. Sådan kan knogleskør glæde over legemliggjort sjælelig velbefindende også fremstilles! Elefanter har efter sigende en hukommelse, der gør dem til særligt omsorgsfulde sociale væsner. De symboliserer en "elefantorden" af højeste karat. Også på den måde at takke for (hjemme)hjælp - det er da ret ok, ikke?

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce