Annonce
Biler

Rummelige hybrider kommer ikke helt i mål

To bundsolide, rummelige og meget praktiske SUV'er, som begge er aktuelle som hybrider. Til venstre er det Honda CR-V, flankeret af Toyota Rav4. Foto: Christian Schacht
En stor, rummelig og ikke mindst yderst komfortabel SUV bliver endnu bedre, når den får hybridmotor. Det viser testen af de nye Honda CR-V og Toyota Rav4. Men der er også plads til forbedringer.

Det er ret utroligt, at der skulle gå så lang tid. Selv om Toyota Prius, der var den første masseproducerede hybridbil, kom på markedet i 1997, skulle vi helt frem til 2016, før japanerne installerede teknikken i den populære SUV Rav4.

Ferrari, Porsche og McLaren har jo alle sendt hybriddrevne supersportsvogne med astronomiske hestekræfter på markedet, og de sidste 10 år har racerbiler i Formel 1 haft elektrisk assistance, men først nu er konkurrenten Honda klar med elektrisk assistance til sin CR-V.

Meget af langmodigheden handler om, at dieselmotorer traditionelt set har været et godt valg i denne klasse, men både Toyota og Honda har fravalgt denne mulighed i de to nye SUV'er, som vi lader kigge hinanden dybt i øjnene for at finde ud af, og hvem der gør det bedst.

Annonce

Honda CR-V 2,0H E-CHT Executive Navi AWD

3 stjernerPris: 533.000 kr.

CR-V Hybrid fra: 429.000 kr.

Forbrug: 13,7 km/t., WLTP-norm

Motor: Elmotor med 184 hk, der får strøm af en 1,5 benzinmotor

0-100 km/t.: 8,8 sek.

Topfart: 180 km/t.

L/B/H: 460/186/168 cm

Trækvægt m/ bremser: 750 kg

Simple, men effektive hybrider

De to nyheder har begge et lukket hybridsystem, så der er altså ikke tale om de mere avancerede af slagsen, der kan lades op i en stikkontakt eller ved en offentlig ladestander og køre 30-40 km på ren strøm. Til gengæld slipper man i sagens natur for det bøvl, der kan være med at finde lademuligheder, samtidig med at man jo heller ikke skal køre rundt med et stort batteri og ladekabler.

Begge har benzinmotorer i basisversionerne, så selv om disse starter ved ca. 300.000 kr., skal vi desværre noget højere op i pris for at finde hybridbilerne, der starter ved ca. 420.000 kr.

Jeg tester Toyota Rav4 Hybrid H3 Style 4x2, der koster 476.900 kr. og Honda CR-V 2,0H e-CVT Executive Navi AWD til 533.000 kr. Sidstnævnte er den absolutte topmodel, men hybridbilen kan ikke leveres som syvpersoners ligesom den almindelige benzinvariant af CR-V. Her i testen gør det ikke noget, for en Rav4 er altid fempersoners, så bilerne er lette at sammenligne.

Den beskatningsmæssige værdi for en Rav4 ligger på 371.900 kr., mens vi ikke har lignende tal for Honda. Udvendigt adskiller de sig en del, for Honda har bløde, lidt anonyme linjer, måske lidt for amerikansk at se på, mens Rav4 snarere er skarp som et samuraisværd og mere interessant at skue.

Masser af plads og komfort

Begge biler er ekstremt rummelige i kabinen, teenagebørnene skal være meget langlemmede, før de kan tillade sig at klage over forholdene på bagsædet. Der kan endda være fem voksne, et stort bagagerum og masser af praktiske aflæggerum. Honda har dog en fantastisk detalje, for bagdørene åbner ganske enkelt helt vinkelret op, så det er ekstra behageligt at stige ind og ud.

Bag rattet bliver jeg til gengæld aldrig helt dus med nogen af kombattanterne, og det skyldes, at hverken Honda eller Toyota endnu helt har knækket koden til, hvordan man laver moderne infotainmentsystemer.

I CR-V er grafikken gnidret og noget svær at overskue, mens Toyota uforståeligt nok stadigvæk tøver med at installere Apple Carplay i sine biler. Til gengæld er de virkelig veludstyrede begge to. Her er der sikkerhedspakker med avancerede nødbremser, adaptive fartpiloter, der selv kan holde hastigheden helt ned til stilstand, store alufælge, mv. Honda har også navigation med om bord, hvilket koster 8.000 kr. ekstra i Toyota.

Toyota RAV4 Hybrid H3 Style 4x2

4 stjernerPris: 476.900 kr.

Rav4 Hybrid fra: 419.000 kr.

Forbrug: 18,2km/t., WLTP-norm

Motor: 2,5 benzinmotor, hjælp fra elmotor, i alt 218 hk

0-100 km/t.: 8,1 sek.

Topfart: 180 km/t.

L/B/H: 460/186/167 cm

Trækvægt m/ bremser: 800 kg. Med 4x4 må den trække 1.600 kg.

Forskellige hybridkoncepter

Lad os komme ud at køre. Honda har ikke samme erfaring som Toyota med at lave hybridbiler, men har alligevel haft modet til at gå nye veje. Derfor kører bilen under de fleste omstændigheder udelukkende via sine elmotorer, som får strøm fra en almindelig benzinmotor, som dog træder til med direkte trækkraft, hvis man har behov for kraftig acceleration.

Teknikken virker glimrende og er ikke noget, man lægger særligt mærke til, og ofte kører man rundt i bytrafik uden støj fra benzinmotoren. Trykknapper på midterkonsollen har erstattet den traditionelle gearstang, og det gør det legende let at køre bilen. Under kraftig acceleration lader kraftværket sig dog høre, præcis som det også er tilfældet i den mere klassisk opbyggede Toyota, der i årevis har forfinet sin hybridteknik. Begge biler kører mellem to-fire km på ren strøm, uden at benzinmotorerne behøver at arbejde.

Umiddelbart er jeg alligevel mest tilhænger af Rav4's måde at fungere på. Den starter normalt op for ren el, men ellers er det benzinmotoren, som er den primære kraftkilde, hjulpet af elmotoren. Den store fordel er, at det rent faktisk også er en mere økonomisk løsning.

Der er tale om to sympatiske biler, men de er meget forskellige i deres opbygning. Foto: Christian Schacht

Rav4 er mest økonomisk

Ifølge de officielle tal kører Rav4 op til 18,2 km/l, mens CR-V klarer noget mere beskedne 13,7 km/l. I praksis viste mine egne målinger dog en mindre forskel, for det er ganske let at få Honda til at leve op til de officielle tal. Her er det især ved by- og landevejskørsel, at man bliver imponeret, for Rav4 kørte 17 km/l, mens CR-V nåede ud på 15,5 km/l.

For begges vedkommende, og alle andre hybrider, gælder det, at motorveje ikke er det sted, de duperer med lavt forbrug, for her kommer elmotoren ikke til sin ret. Har man sportslige ambitioner, er Toyota en hurtigere bil, især fordi den yder 218 hk mod 184 af slagsen i Honda, men afgiver også mere støj.

Begge modeller er opsat til at være komfortable biler, men der er alligevel forskel. Honda er især udviklet til det store amerikanske marked, hvor den i årevis har været en bestseller, og det kan vi godt mærke på hele filosofien bag. Den føler sig især hjemme på de lange stræk, men er ikke så glad for skarpe sving som den mere agile Rav4, der nyder godt af et lavere tyngdepunkt.

Til eventuelle spørgsmål fra campister eller andre med behov for stor trækkeevne: Nej, en Honda CR-V Hybrid må ikke trække en campingvogn, for vægten er begrænset til kun 750 kg uanset udgave. Her går det bedre hos Toyota, hvor vægten godt nok er beskedne 800 kg, men, hvor der trods alt findes en udgave med træk på alle fire, der så kan klare 1600 kg og har en merpris på 40.000 kr.

Det er ganske let at finde rundt i Rav4, men det er ærgerligt, at Toyotas infotainmentskærm ikke er bedre og mangler Apple Carplay. Foto: Christian Schacht

Konklusion

Honda CR-V er på flere punkter en interessant bil, for den er virkelig rummelig, praktisk indrettet og særdeles komfortabel. Den er også godt udstyret, men det tæller ned, at trækvægten er begrænset, og så er den heller ikke lige så økonomisk som Toyota. Vi vælger Rav4, fordi den kører bedre og har en klassisk, men meget velfungerende hybridteknik.

Generelt er der tale om et par sympatiske biler, der er ret lette at få til at køre langt på literen i byen og på landevej, og uden at man behøver at bøvle med opladning. De to nyheder har begge et lukket hybridsystem, så der er altså ikke tale om de mere avancerede af slagsen, der kan lades op i en stikkontakt.

Cockpittet i Honda er noget forvirrende at kigge på, men der er masser af udstyr og Apple Carplay. Foto: Christian Schacht
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

Annonce