Annonce
Aarhus

Rune har knogleskørhed: - Jeg bliver ikke set som én med kærestepotentiale ligesom Brian på to meter

Rune Bang Mogensen bor og arbejder i Aarhus som socialrådgiver ved handicapcenteret for børn i kommunen. Foto: Flemming Krogh

Rune Bang Mogensen er født med knogleskørhed og har siddet i kørestil hele sit liv. Han har ikke haft en kæreste siden efterskole, og derfor har han sagt ja til at deltage i et anderledes datingprogram - også selvom han ikke er en fandens karl med en fodbold.

AARHUS: 31-årige Rune Bang Mogensen har altid sammenlignet sig med sine venner.

Selvom han har knogleskørhed og sidder i kørestol, så har han aldrig tænkt over, at han er handicappet i forhold til dem. En smule mere hensyn hist og her har selvfølgelig været nødvendigt, men hvis hans venner kunne tage på højskole og gå i byen, så kunne Rune også.

Derfor har der aldrig rigtig været den store forskel på dem til trods for kørestolen. De har tit mødtes og hældt øl i hovedet en fredag aften, de har uddannet sig, fået jobs og gjort karriere.

Det er først de seneste år, Rune har mærket, at der er forskel på sit liv og deres, eftersom han nu mødes med sine kammerater til børnefødselsdage i Djurs Sommerland i stedet for til fri bar på Heidis.

Men ligesom for de fleste andre i livet, er fadøllene med tiden blevet skiftet ud med sutteflasker for Runes venner. Det er bare ikke sket for Rune selv.

Derfor sagde han sidste år ja til at deltage i et lidt anderledes dating-program på TV2. Her følger man ham og fire andre singler, der alle har et forskelligt handicap, igennem en række dates i håbet om at finde en kæreste.

Annonce

OM RUNE BANG MOGENSEN


  • Han kommer oprindeligt fra Ulstrup, men har boet i Aarhus i 11 år.
  • Han er født med knogleskørhed, også kendt som osteogenesis imperfecta.
  • Han er 31 år gammel.
  • Han arbejder som socialrådgiver ved handicapcenteret for børn i Aarhus Kommune.
  • Han medvirker i en dating-serie på TV2, der hedder "Er der også en til mig," hvor fem mennesker med hver deres handicap, får hjælp til at date i et forsøg på at finde en kæreste.

Tinder virker ikke

Programmet hedder "Er der også en til mig?," og er for Rune ikke bare en mulighed for at finde en kæreste, men også en måde at vise, at knogleskørhed ikke forhindrer ham i at leve et liv som alle andre mænd.

- Det er en måde, så jeg kan forklare, at selvom jeg sidder i kørestol, kan jeg godt få børn, jeg kan godt skifte ble, og jeg kan godt lave mad, siger Rune og tilføjer:

- Jeg har de samme drømme som alle andre om børn og familie. Den eneste forskel er, at jeg oplever verden siddende.

Men han mærker stadig, at mange har en fast forestilling om mennesker med handicap. At "sådan er man" hvis man eksempelvis sidder i kørestol. Rune vil gerne pille ved de fordomme og vise, at handicappede ikke bare er handicappede, men at de kan og vil det samme som dem uden.

Alligevel kan hans kørestol give store udfordring i forhold til at finde kærligheden. At finde en kæreste kan selvfølgelig være svært for alle - det kan bare være endnu sværere for dem med et handicap, forklarer Rune:

- Når man ser mig, lægger man mærke til kørestolen som det første. Så kan jeg være nok så fremme i skoene på dating.dk eller Tinder, men når kvinderne lægger mærke til kørestolen, så ændrer det alligevel noget. Og det kan være frustrerende, siger han.

Rune Bang Mogensen har forsøgt sig med Tinder og dating.dk, inden han sagde ja til at deltage i dating-serien på TV2. Foto: Flemming Krogh

Friendzoner sig selv

Rune har siddet i en kørestol hele sit liv. Hans knogleskørhed er medfødt, og derfor har det altid været lidt en udfordring at konkurrere om pigerne mod de andre drenge, som intet handicap har.

- Jeg er ikke blevet set som en med kærestepotentiale af pigerne. Jeg er jo ikke ligesom 'Brian' på 2 meter, der er en fandens karl med en fodbold, forklarer Rune.

Men selvom Rune ikke kan rende rundt og jonglere med en fodbold, har han altid håbet på at nogle af hans andre kvaliteter, har været nok til at pigerne ville putte ham i kategorien for kærestepotentiale.

Han er god til at lytte, forstående og i det hele taget et helt godt og almindeligt menneske. Men Rune er bekymret for, at han kommer til at "friendzone" sig selv. At han gør sig selv mere til en ven end en kæreste.

Det er også heri meget af frustrationen opstår, fortæller han. At han har meget at byde på som menneske - bare ikke lige to meter.

Det er specielt frustrerende, når Rune stadig sammenligner sig med sine venner. De får kærester og koner, flytter ud og får børn. Selv har Rune ikke haft en kæreste siden efterskole, og dermed bliver forskellen på hans eget og vennernes liv pludselig tydelig.

Blotlægger sig selv på tv

Men Rune vil ikke have medlidenhed. Han synes, det er frustrerende, at han ikke har fundet en kæreste endnu, men han tror på, at der nok er en pige, 'der falder i' en dag.

Han ville heller ikke have medlidenhed i programmet. Det var vigtigt for ham, at han ikke blev udstillet som en, der brokkede sig og undskyldte med sit handicap.

- Jeg snakkede meget med produktionsselskabet fra start, så rammerne og formålet med udsendelserne var klar. Er det medlidenhed og ondt af mig, så gad jeg ikke, men jeg ville gerne medvirke til at få den gode historie frem, siger han.

I programserien kommer man også helt tæt på de frustrationer og tanker, Rune og de andre medvirkende, gør sig under forløbet. Man følger dem før, under og efter dates, når de ved hjælp af et confession-cam (et filmkamera de optager med, når de er alene) fortæller ærligt og ufiltreret om deres oplevelser.

- I det her program blotlægger man en del af sig selv, som man ikke normalt går og skilter med, og det tænkte jeg lidt over, inden jeg sagde ja. Men jeg tænkte også; hvad fanden, siger Rune.

Det kan selvfølgelig godt tage mere end et par dates på tv at finde kærligheden. Det var i hvert fald Runes udgangspunkt, da han gik ind til programmet for ikke at blive skuffet.

- Jeg ved godt, det måske ikke lykkes første, anden eller 19. gang, men en eller anden dag skal det nok, siger han.

Udsendelsen får premiere på TV2-play fra onsdag 4. juli og på flow-tv 11. august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce