Annonce
Debat

Søfartsdirektør går i brechen for Kvindemuseets navneskifte: Jeg ville ønske, vi havde gjort det samme

"Som historiker og direktør for et museum ærgrer det mig derfor, at så mange – både mænd og kvinder – frygter at miste indflydelse på historien, når den bliver flerstemmig. Skrækscenariet er et samfund, hvor hver enkelt gruppering, minoritet eller "stamme" får sit eget museum, hvor netop deres historie bliver fortalt – helt uimodsagt. Så mister vi nemlig enhver form for fælles forståelsesramme – og dermed også muligheden for gensidig empati og solidaritet", skriver Ulla Tofte, museumsdirektør på M/S Museet for Søfart. Arkivfoto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Debatten om Kvindemuseets nye navn har været så højrøstet – og undertiden skinger – at man har kunnet følge med overalt i landet; ja helt ned i bunden af den gamle tørdok ved siden af Kronborg, hvor M/S Museet for Søfart ligger.

Her ændrede vi museets navn i 2013 i forbindelse med indvielsen af Bjarke Ingels nye museumsbygning. Men i dag – knap 10 år efter – kan jeg godt fortryde, at vi ikke var lige så modige og fremsynede, som museumsdirektør Julie Rokkjær Birch og Kvindemuseets bestyrelse er.

Da Kvindemuseet blev stiftet i 1981, var det et museum om kvinder, drevet af kvinder. Museet blev – i lighed med det gamle Handels- og Søfartsmuseum - betragtet som lidt af en lukket klub. Selvom dets dobbelte fokus - at fortælle kvindernes historie og at skabe job til især unge arbejdsløse kvinder - ikke formelt udelukkede mænd, var realiteten, at mange af dem følte sig ekskluderet.

Annonce

Måske var det også ok i en tid, hvor stort set alle de genstande og fortællinger, der eksisterede på landets øvrige museer, var knyttet til mændenes historie. Men hvis man skal være lidt grov, rykkede Kvindemuseets strategi ikke meget ved ligestillingen i Danmark. Kvinderne havde fået deres eget ekkokammer, som de færreste udenfor gad lytte til.

Med museets nye fokus på kønnenes kulturhistorie gøres der op med Kvindemuseets de facto status som "kun for kvinder". Det sker i erkendelse af, at kvindernes historie er relevant for alle samfundsgrupper, og at den meget firkantede opdeling mellem køn og roller er under stærk forandring og derfor naturligt også skal afspejles i museets strategiske satsninger.

Besynderligt nok bliver netop ambitionen om at være et museum, der breder kvindehistorien ud og inkluderer flere grupper, voldsomt kritiseret af netop kvinder. De kvinder, der i sin tid var med til at stifte det dengang virkelig nytænkende og på mange måder radikale museum, sidder desværre fast i en ekskluderende og defensiv diskurs, hvor Kvindemuseet med militant retorik beskrives som et fort, en sidste bastion, der for enhver pris skal forsvares mod den onde, mandsdominerede verden udenfor, der vil "slette os igen", som en kritiker skrev i Århus Stiftstidende 20. december.

"Imidlertid står vores navn lidt i vejen for at kunne opfylde ambitionen om at være et søfartsmuseum for alle dem, der ikke er interesserede i søfartshistorie – endnu. Realiteten er nemlig, at navnet M/S Museet for Søfart for nogle mennesker er omtrent lige så ekskluderende, som navnet Kvindemuseet er for andre", skriver Ulla Tofte. Arkivfoto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix


I indlægget omtales navneskiftet som "højforræderi", og skribenten tilføjer, at "naturligvis kan Kvindemuseet rumme andre kønsidentiteter og minoriteter, men det skal ikke være på bekostning af kvinder. Andre må skabe deres eget museum".

Her er vi inde ved sagens kerne: Nemlig den udbredte misforståelse, at enkelte samfundsgruppers historie bliver mindre, hvis de skal "dele" den med andre. Desværre er det en fremherskende forestilling, at historien er et nulsumspil, hvor det gælder om at erobre den størst mulige bid til sig selv. Men faktisk forholder det sig lige omvendt: Vores fælles historie og fortællingerne om dem, vi er, bliver større jo flere stemmer, jo flere perspektiver og jo flere nuancer, vi får med.

På M/S Museet for Søfart har vi en ambition om at "være et museum for alle dem, der ikke er interesserede i søfartshistorie – endnu". Det betyder, at vi gerne vil være et relevant museum – også for mange flere end dem, der allerede har en stor viden om søfartshistorie eller personlig erfaring fra et liv til søs.

Hidtil har søfartshistorien primært været fortalt af (mandlige) historikere og har stort set udelukkende bestået af fortællinger om mænd, der enten ejede skibe eller sejlede. Søfart og søfartshistorie er fortsat mandsdominerede fag, og sådan vil det nok også være i fremtiden. Men i dag forekommer det indlysende, at søfolkenes historie kan blive endnu større og mere interessant for mange flere, hvis vi også inkluderer fortællinger fra andre befolkningsgrupper i museets forskning og udstillinger. Det kunne være familiestrukturernes betydning i søfartsbyerne, kvinder til søs eller udenlandske søfolk ombord på danske skibe.

I de seneste par måneder har vi arbejdet med at inddrage nye stemmer i udstillingen om den danske globale handel i 1700-tallet, så "vores" danske perspektiv nu suppleres af et blik på den fælles historie fra Grønland, Vestafrika og Vestindien. De nye stemmer reducerer ikke den danske historie – tværtimod bliver den større.

Det samme gælder, når vi breder søfartshistorien ud til at omfatte populærkultur som mode, musik og litteratur.

Imidlertid står vores navn lidt i vejen for at kunne opfylde ambitionen om at være et søfartsmuseum for alle dem, der ikke er interesserede i søfartshistorie – endnu. Realiteten er nemlig, at navnet M/S Museet for Søfart for nogle mennesker er omtrent lige så ekskluderende, som navnet Kvindemuseet er for andre. "Jeg troede, det kun var noget for gamle mænd" er en typisk reaktion fra de gæster, der besøger stedet for første gang. Og mange andre holder sig desværre helt væk – simpelthen på grund af navnet.

Den amerikanske historiker Martin Gurri har i sin bog "The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millennium" peget på, at forskellen på nye og gamle institutioner kan aflæses i deres navne. Hvor modernitetens samfund eller industrisamfundet, om man vil, lagde vægt på hierarki og seriøsitet, sker det stik modsatte i den senmoderne epoke, hvor organisationers navne skal signalere afstand til den etablerede orden.


Fra bunden af tørdokken, hvor M/S Museet for Søfart befinder sig, skal der derfor lyde et stort – og lidt misundeligt – tillykke med navnet, der nok skal bidrage til at gøre Køn til allemandseje.


Tidligere var navne som Bank of America, National Broadcasting Corporation, New York Times og for så vidt også Kvindemuseet og Museet for Søfart ensbetydende med autoritet og dermed retten til at definere verdensordenen – og historien. Men i dag er det organisationer med sære og uformelle navne som Google, Twitter, Instagram og Bitcoin, der befinder sig øverst i hierakiet. Ikke i kraft af deres navne, men i kraft af deres evne til reflektere en ny verdensorden og være relevante for flest mulige.

Kvindemuseets navneskifte til Køn er derfor både et udtryk for, at museet har ambitioner om at være meget mere end en kvindehistorisk boble og samtidig en del af en større tendens. Med navnet signalerer museumsdirektør Julie Rokkjær Birch og museets bestyrelse, at kvindehistorien har skal ses i et langt bredere perspektiv og forhåbentligt også forstås af mange flere, end det hidtil har været tilfældet.

Som historiker og direktør for et museum ærgrer det mig derfor, at så mange – både mænd og kvinder – frygter at miste indflydelse på historien, når den bliver flerstemmig. Skrækscenariet er et samfund, hvor hver enkelt gruppering, minoritet eller "stamme" får sit eget museum, hvor netop deres historie bliver fortalt – helt uimodsagt. Så mister vi nemlig enhver form for fælles forståelsesramme – og dermed også muligheden for gensidig empati og solidaritet.

Fra bunden af tørdokken, hvor M/S Museet for Søfart befinder sig, skal der derfor lyde et stort – og lidt misundeligt – tillykke med navnet, der nok skal bidrage til at gøre Køn til allemandseje.

Annonce
Aarhus For abonnenter

Kollaps flår et blødende sår i Enhedslisten i Aarhus: - Jeg er mega-vred og oplever en åbenlys tillidskrise

Danmark

Fredagens coronatal: Næsten 4,5 millioner danskere har fået mindst ét stik med corona-sprøjten

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Se video: De stenriges legetøj - 45 superbiler rullede ind på torvet

Aarhus For abonnenter

Flere føler sig til grin: Inge og Birgit er begge indkaldt til 'forundersøgelser' - i år 2027

Sport

En drilsk klausul: Derfor var det nødvendigt for Skanderborg Aarhus at skrive ny kontrakt med Danmarks største talent

Debat

Afvist på en bar: Kom igen, når du har crop top på

Aarhus

Ugens corona-tal: Antallet af indlagte halveret, men smitten er steget i forhold til forrige uge

Kultur For abonnenter

Pip pip på Svalegangen: En stork flyver ikke pludselig til Færøerne, fordi den har lyst

Debat

Alternativet prioriterer børn højt: Det skulle have været med i budgettet

Aarhus

Se alle billederne: Så slidt er byens engang flotteste 'dame' i dag - men en opfriskning er på vej

AGF

AGF meldt til politiet efter dramatisk ulykke: Træner lå fastklemt og bevidstløs i styrkecenter

AGF

Valby, Brønshøj, Marstal og kikset hooligan-stormløb på Gentofte Stadion: AGF-kampe ude i landet giver særegne oplevelser

Aarhus For abonnenter

Madanmeldelse: En retro-oplevelse med en wienerschnitzel på størrelse og tykkelse med et dameblad

Alarm 112

Fuld gevinst til patrulje: Nappede to narkosælgere i ét hug

Annonce