Annonce
Aarhus

71-årige Lisbeth har været frivillig på Tunø Festival i 20 år: - Jeg elsker at se det hele blive bygget op fra ingenting

Lisbeth Møller har været frivillig i 20 år. Hun startede, fordi "jeg blev simpelthen træt af, at jeg stort set aldrig hørte musikken, fordi jeg var så fuld og nærmest sov hele tiden." Foto: Kim Haugaard
Tunø Festival savner frivillige. Den unge generation mangler lysten til at give en hjælpende hånd.

TUNØ: Når man bevæger sig rundt på Tunø Festival er det ikke umiddelbart til at mærke det. Overalt man kommer frem, er der flinke smilende folk klar til at hjælpe og svare på spørgsmål fra de 500-600 mere eller mindre halvfulde gæster.

Men spørger man sig lidt omkring, er der ingen tvivl – der mangler frivillige hænder på Tunø i disse dage. Faktisk en hel del endda.

- Det går ok, og vi får dækket alle vagterne ind, men der er ingen tvivl om, at vi godt kunne bruge lidt flere frivillige, siger Tunø Festivals formand Birgitte Leinhøft.

Formanden håber, at der i de kommende år vil melde sig lidt flere gerne unge frivillige. Opgaven er hyggelig og kravene er til at overskue.

- Man skal være hjælpsom, og så skal man være med til at sørge for, at de, der har købt billet, får en fed fest, siger Birgitte Leinhøft.

Annonce
Festivalformand Birgitte Lienhøft stiller ikke de vilde krav til de frivillige: Man skal være hjælpsom, og så skal man være med til at sørge for, at de, der har købt billet, får en fed fest. Foto: Kim Haugaard

20 års jubilæum

En af de frivillige, der er med til at skabe den fede fest, er 71-årige Lisbeth Møller.

Selv kan hun i år fejre 20 års jubilæum som frivillig, men hun kan også godt mærke, at det er stadig sværere at finde frivillige. Da der var flest, var de over 500 frivillige, men der er meget langt til det tal i dag.

- Problemet er, at mange af de gamle stopper, fordi de ikke længere kan holde til det. Det kan jeg egentlig heller ikke, men jeg gør det alligevel, for jeg synes, det er sjovt. Desværre er der ikke så mange af de unge, som tilsyneladende kan se fordelen ved at give en hjælpende hård, siger Lisbeth Møller.

Hun meldte sig selv som frivillig efter at have deltaget i festivalen som gæst i fem år.

- Jeg blev simpelthen træt af, at jeg stort set aldrig hørte musikken, fordi jeg var så fuld og nærmest sov hele tiden. Ved at melde mig som frivillig og tage 20 timers vagter i løbet af festivalen, satte det jo en stopper for, hvor meget jeg kunne drikke, siger Lisbeth Møller med et smil.

Elsker Tunøs forvandling

Nu er hun på pension, men da hun endnu var på arbejdsmarkedet, var det krav, at hun altid skulle have ferie i uge 27.

- Jeg ankommer til Tunø, et par dage før opstillingen af teltet starter, og så bliver jeg, til et par dage efter festivalen er slut. Jeg elsker nemlig at se det hele blive bygget op fra ingenting til en hektisk festivalplads, og så få dage efter festivalen er slut opleve, hvordan det hele igen bliver forvandlet til en stille og rolig ø med bare 150 indbyggere igen, siger Lisbeth Møller.

Denne fredag formiddag er det nu begrænset, hvor hektisk det er på festivalpladsen.

Fire modne mænd er i gang med at fejre, at klokken snart er 11 ved at dele en kande juice og en flaske vodka, men ellers er der ikke ligefrem kø foran juiceboden.

- Der er desværre meget længere mellem gæsterne i år. Sidste år var også voldsomt på grund af det fantastiske vejr. Men med det elendige vejr torsdag, er der nok mange, der lige har villet se tiden lidt an, inden de besluttede sig for om de vil deltage eller ej. Men nu er solen jo heldigvis kommet frem, så forhåbentlig vil det få mange til at komme i weekenden, siger Lisbeth Møller, der slet ikke kan forstå, hvorfor folk ikke valfarter til Tunø.

Gråt guld 1. Rock Nalle var igen på Tunø med sine Crazy Ivans. Foto: Kim Haugaard

Landets reneste festival

En fantastisk festival, kalder hun den.

Ikke mindst fordi festivalen afvikles uden de store mængder skrald og svineri, der ses på andre festivaler.

- På et tidspunkt havde vi jo ry for at være landets reneste. Det slogan kunne jeg godt lide. For det er virkelig det, vi er. Her er ingen, der sviner som på de store festivaler. Sikkert fordi gæsterne her er noget ældre, siger Lisbeth Møller, der garanterer, at de unge bliver holdt i ørene.

Er der nogen, der så meget som overvejer at tage stoffer, får de omgående klippet armbåndet og sendt med færgen retur. Der er ingen kære mor.

- Det gælder også, hvis de sviner. Så får de udleveret et sort sæk, og så er det bare med at komme i gang med oprydningen. Ellers er det ud. Og sådan skal det blive ved med at være. Skal Tunø Festivalen overleve, er det afgørende, at vi fastholder hyggen og indstillingen til den slags ting. Det er derfor folk stadig bliver ved at komme her, siger Lisbeth Møller.

Gråt guld 2. En af de skøre ivan'er er guitaristen Ivan Sand. Foto: Kim Haugaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Prøve afkræfter mistanke: Dansk mand indlagt i Aarhus er ikke smittet med coronavirus

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce