Annonce
Navne

Søren Plum

Lektor på Journalisthøjskolen Nils Mulvad skriver følgende mindeord om arkitekt, journalist, gøgler og musiker Søren Plum, der døde lørdag 6. december, 62 år gammel.

I studietiden på Arkitektskolen i 1960erne forvandlede den retlinede og meget omhyggelige arkitektgulddreng Søren Plum sig til aktivist på den yderste venstrefløj.

Som folkemusik-interesseret igangsatte han siden en karriere som gøgler og musiker. Med sine organisatoriske evner ledede han et forlag, der udgav plader, musik-kassetter og cder. Søren Plum tog initiativ til de særlige gårdsangeraftener, som nu er en institution i Århus Festuge. Og han fungerede som direktør for Cirkus Krone, der glæder børn og voksne med deres særlige form for anti-cirkus og klovnerier.

Amatørarkæologen opdagede i 1989, at der fandtes en ekstra ring til jernalderborgen Ringborgen på Bornholm. Han sammenfattede lokale spekulationer med sin viden om arkitektur og overvejelser over, hvordan han selv ville have bygget øens forsvarsværker, skaffede et luftfoto og overbeviste Bornholms Museum om at udgrave jernalderborgen, der også førte til påvisningen af et helt unikt stenalderanlæg bl.a. med såkaldte woodhenges, stolpekredse.

Efter mange år med fast bopæl i Haveforeningen Mozart i Københavns sydvestkvarter sprang han i 1992 til et job som forstander på Kolding Højskole.

Da han for syv år siden blev ramt af halskræft kæmpede han ikke kun mod sygdommen, men også mod sygehusvæsnet. Han stod offentligt frem med sine synspunkter, blandt andet om erfaringerne med at blive behandlet i Kina. Det kunne dog ikke redde ham.

Søren Plum efterlader sig fire døtre og to børnebørn. Og en masse berørte mennesker ud over familien – fra venstrefløjen over gøglermiljøet til arkæologer og højskolefolk, der alle husker ham for hans smittende engagement og lyst til altid at kaste sig over noget nyt og altid som en af de første.

Henrik Tranum skriver på vegne af Potters Jig følgende mindeord om bandets forsanger gennem 12 år, Heidi Lorenzen, der blev dræbt i en tragisk ulykke i Odder:

Vi har mistet vores gode kammerat og sanger Heidi Lorenzen ved en tragisk ulykke. Vi er alle i dyb sorg.

Heidi var vor alles dejlige, glade, sprudlende, livsbekræftende dynamo. Hun var altid i et strålende humør, klar til at underholde og klar til at træde op på scenen, hvor hun var i sit es.

Hun nød at give alt i sig for at sprede glæde hos publikum.

Heidi var et kraftcenter med et meget stort overskud til at tage sig af andre og tid til en fortrolig snak.

Heidi var en dygtig sanger og performer. Hun kunne udtrykke varme og sensualitet igennem de stille ballader og var sprudlende og fyrig i de rockede numre.

Vi vil savne hende iblandt os, både personligt og musikalsk.

Vores tanker går til familien.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce