Annonce
Østjylland

Søværnets tavse miner

Miner. Orlogskaptajn Paul Erik H. Christensen bød avisen velkomme på Minedepot Dråby, som står foran en lukning. På nuværende tidspunkt er samtlige af landets søminer er samlet i 30 bunkers i det smukke område. Foto: Flemming Højer

Flere tusinde søminer skal fjernes fra Minedepot Dråby, som lukker og slukker i løbet af foråret 2009.

Nye og skinnede ­militærgrønne søminer ligger på rad og række i 30 bunkers, godt gemt af vejen i Skærsø Skov lige uden for Ebeltoft. Flere tusinde anti-invasionsminer, kæmpe­store bundminer og kabelkontrollerede miner, blot for at nævne nogle af kraftkarlene, går nu en krank skæbne i møde. Efter snart 30 år i sikkerhed i skoven ved Ebeltoft, skal de nu fragtes til et depot ved Varde, hvor de kan vente på en mulig destruktion.

Tiden for minedepoterne er ved at rinde ud og orlogskaptajn Paul Erik H. Chris­tensen, der har været øverste chef for Hoveddepot Dråby siden 1993, har inviteret avisen på kaffe og en snak om depotet og dets indhold.

Når man sådan for første gang kommer kørende ad Godthåbsvej, virker det som en smuk udflugt i Skærsø Skov, men lige pludselig ­kører man direkte ind i det militære område. Avisens udsendte, der ikke har oplevet krig og knap husker den kolde af slagsen, glemmer at læse stopskiltene og opfordringen til at henvende sig hos vagten og kører lige lukt ind i det militære område.

Inden længe møder jeg en stedkendt, og han anbefaler, at jeg kører tilbage og helt ud af området, hvor orlogskaptajnen venter med kaffe i det gamle mandskabskvarter.

Dråbys storhedstid
I dag, på en smuk, sneklædt og solbeskinnet forårsdag, er der ikke meget krig, krudt og kugler over Skærsø Skov, men ifølge Paul Erik H. ­Christensen har mine­depotet i Dråby haft en stor rolle i forsvaret af de danske kyster, selv om der ikke er blevet detoneret én eneste mine.

»Depotet i Ebeltoft åbnede i 1970, men siden slutningen af 2. Verdenskrig oparbejdede Danmark et stort mine­beredskab. Jeg er sikker på, at tilstedeværelsen af de danske søminevåben har haft en afskrækkende virkning i det daværende fjendeland,« fortæller orlogs­kaptajnen.

Militære lommesmerter
I 2000 og 2001 blev alle ­miner samlet i Ebeltoft, og på ­daværende tidspunkt havde 25 mand deres daglige gang på depotet. Og der er ikke, som det lyder, tale om et mørkt og skummelt depot, men derimod om 64 hektar af den skønneste kuperede natur. Her ligger de 30 bunkers spredt og godt gemt ind i landskabet.

»I 2003 fik forsvaret pengeproblemer, og der skulle ­spares. Blikket faldt på depoterne, og det blev besluttet, at de skulle lukke i løbet af 2004, men det viste sig jo at være en sandhed med modifikationer, for ingen havde taget stilling til, hvad der skulle ske med de mange ­tusinde miner,« siger Paul Erik H. Christensen, som fortsætter med slet skjult ironi i stemmen:

»Vi kunne jo ikke begynde at sprænge alle minerne. Det ville borgerne i Ebeltoft nok ikke bryde sig om.«

Da beslutningen om lukningen var en realitet i 2003, faldt antallet af medarbejdere til otte på blot et døgn. De otte blev samtidig forflyttet til Frederikshavn, og har ­siden kun besøgt depotet i Dråby i perioder, hvor de har arbejdet med at desarmere de mange tusinde miner.

»Alle minerne er i dag ­teknisk oplagt. Det betyder, at der kun er sprængstof tilbage i dem, men ingen ­detonatorer,« fortæller Paul Erik H. Christensen.

132 kæmpe knallerter
Efter en dampende kop ­kaffe i mandsskabsstuen, invi­terer orlogskaptajnen på en guidet tur rundt i det store minedepot.

Første depotstop byder dog ikke på så meget action, kun et par paller med ­såkaldte anti-invasions ­miner.

»De bruges langs kysterne ved en invasion,« forklarer Paul Erik H. Christensen.

Vi kører videre til depot 20, og her er der fyldt op med nogle store krabater.

»Disse bundminer har vi udviklet sammen med ­tyskerne i slutningen af 1980erne. Sådan en mine ­indeholder 500 kilo sprængstof, men har en sprængkraft på 750 kilo og den er 100 procent computer­styret.«

Til sammenligning ­indeholder en håndgranat eller en krysantemumbombe omkring 250 gram sprængstof.

I depot 20 står der 132 af de store bundminer, som hver har kostet en halv mio. kr.

»Nogen vil måske mene, at pengene er spildt, nu da ­minerne ikke længere er funktionsdygtige, men jeg mener, at de har tjent et formål. Og heldigvis har det ­aldrig været nødvendigt at bruge dem.«

Annonce
Eksplosivt. Bundminerne rummer 500 kilo sprængstof og koster en halv mio. kr. stykket. Foto: Flemming Højer

Minedepotet

I de 30 bunkers på Minedepot Dråby findes der flere forskellige former for søminer. Her et udpluk:
Bundminer, som er store minder, der ligger på havbunden.
Forankrede miner, som ­hænger i vandet, fastgjort til et anker.
Kabelkontrollerede miner, som især bruges i snævre farvand eller ved havne­indsejlinger. Her kan personel armere og desarmere minerne alt efter om det er fjender eller venner, der er på vej.
I Minedepot Dråbys velmagtsdage var en af opgaverne minørtjeneste. Blandt andet rydning af sejlranden til Studstrup i Kalø Vig, hvor der er stadig findes store mængder ammunition og ­miner fra især 2. Verdenskrig. Sejlranden til Studstrup Værket bliver fast ryddet en gang om året

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Danmark

Anden brøler fra myndighederne: Derfor må udskældt omskæringlæge fortsætte

Annonce