Annonce
Østjylland

Søværnets tavse miner

Miner. Orlogskaptajn Paul Erik H. Christensen bød avisen velkomme på Minedepot Dråby, som står foran en lukning. På nuværende tidspunkt er samtlige af landets søminer er samlet i 30 bunkers i det smukke område. Foto: Flemming Højer

Flere tusinde søminer skal fjernes fra Minedepot Dråby, som lukker og slukker i løbet af foråret 2009.

Nye og skinnede ­militærgrønne søminer ligger på rad og række i 30 bunkers, godt gemt af vejen i Skærsø Skov lige uden for Ebeltoft. Flere tusinde anti-invasionsminer, kæmpe­store bundminer og kabelkontrollerede miner, blot for at nævne nogle af kraftkarlene, går nu en krank skæbne i møde. Efter snart 30 år i sikkerhed i skoven ved Ebeltoft, skal de nu fragtes til et depot ved Varde, hvor de kan vente på en mulig destruktion.

Tiden for minedepoterne er ved at rinde ud og orlogskaptajn Paul Erik H. Chris­tensen, der har været øverste chef for Hoveddepot Dråby siden 1993, har inviteret avisen på kaffe og en snak om depotet og dets indhold.

Når man sådan for første gang kommer kørende ad Godthåbsvej, virker det som en smuk udflugt i Skærsø Skov, men lige pludselig ­kører man direkte ind i det militære område. Avisens udsendte, der ikke har oplevet krig og knap husker den kolde af slagsen, glemmer at læse stopskiltene og opfordringen til at henvende sig hos vagten og kører lige lukt ind i det militære område.

Inden længe møder jeg en stedkendt, og han anbefaler, at jeg kører tilbage og helt ud af området, hvor orlogskaptajnen venter med kaffe i det gamle mandskabskvarter.

Dråbys storhedstid
I dag, på en smuk, sneklædt og solbeskinnet forårsdag, er der ikke meget krig, krudt og kugler over Skærsø Skov, men ifølge Paul Erik H. ­Christensen har mine­depotet i Dråby haft en stor rolle i forsvaret af de danske kyster, selv om der ikke er blevet detoneret én eneste mine.

»Depotet i Ebeltoft åbnede i 1970, men siden slutningen af 2. Verdenskrig oparbejdede Danmark et stort mine­beredskab. Jeg er sikker på, at tilstedeværelsen af de danske søminevåben har haft en afskrækkende virkning i det daværende fjendeland,« fortæller orlogs­kaptajnen.

Militære lommesmerter
I 2000 og 2001 blev alle ­miner samlet i Ebeltoft, og på ­daværende tidspunkt havde 25 mand deres daglige gang på depotet. Og der er ikke, som det lyder, tale om et mørkt og skummelt depot, men derimod om 64 hektar af den skønneste kuperede natur. Her ligger de 30 bunkers spredt og godt gemt ind i landskabet.

»I 2003 fik forsvaret pengeproblemer, og der skulle ­spares. Blikket faldt på depoterne, og det blev besluttet, at de skulle lukke i løbet af 2004, men det viste sig jo at være en sandhed med modifikationer, for ingen havde taget stilling til, hvad der skulle ske med de mange ­tusinde miner,« siger Paul Erik H. Christensen, som fortsætter med slet skjult ironi i stemmen:

»Vi kunne jo ikke begynde at sprænge alle minerne. Det ville borgerne i Ebeltoft nok ikke bryde sig om.«

Da beslutningen om lukningen var en realitet i 2003, faldt antallet af medarbejdere til otte på blot et døgn. De otte blev samtidig forflyttet til Frederikshavn, og har ­siden kun besøgt depotet i Dråby i perioder, hvor de har arbejdet med at desarmere de mange tusinde miner.

»Alle minerne er i dag ­teknisk oplagt. Det betyder, at der kun er sprængstof tilbage i dem, men ingen ­detonatorer,« fortæller Paul Erik H. Christensen.

132 kæmpe knallerter
Efter en dampende kop ­kaffe i mandsskabsstuen, invi­terer orlogskaptajnen på en guidet tur rundt i det store minedepot.

Første depotstop byder dog ikke på så meget action, kun et par paller med ­såkaldte anti-invasions ­miner.

»De bruges langs kysterne ved en invasion,« forklarer Paul Erik H. Christensen.

Vi kører videre til depot 20, og her er der fyldt op med nogle store krabater.

»Disse bundminer har vi udviklet sammen med ­tyskerne i slutningen af 1980erne. Sådan en mine ­indeholder 500 kilo sprængstof, men har en sprængkraft på 750 kilo og den er 100 procent computer­styret.«

Til sammenligning ­indeholder en håndgranat eller en krysantemumbombe omkring 250 gram sprængstof.

I depot 20 står der 132 af de store bundminer, som hver har kostet en halv mio. kr.

»Nogen vil måske mene, at pengene er spildt, nu da ­minerne ikke længere er funktionsdygtige, men jeg mener, at de har tjent et formål. Og heldigvis har det ­aldrig været nødvendigt at bruge dem.«

Annonce
Eksplosivt. Bundminerne rummer 500 kilo sprængstof og koster en halv mio. kr. stykket. Foto: Flemming Højer

Minedepotet

I de 30 bunkers på Minedepot Dråby findes der flere forskellige former for søminer. Her et udpluk:
Bundminer, som er store minder, der ligger på havbunden.
Forankrede miner, som ­hænger i vandet, fastgjort til et anker.
Kabelkontrollerede miner, som især bruges i snævre farvand eller ved havne­indsejlinger. Her kan personel armere og desarmere minerne alt efter om det er fjender eller venner, der er på vej.
I Minedepot Dråbys velmagtsdage var en af opgaverne minørtjeneste. Blandt andet rydning af sejlranden til Studstrup i Kalø Vig, hvor der er stadig findes store mængder ammunition og ­miner fra især 2. Verdenskrig. Sejlranden til Studstrup Værket bliver fast ryddet en gang om året

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce