Annonce
Rejser

Safari i Sydafrika: Lyt til stilheden - det er magisk

"I holder på min vej". Foto: Jens Rasmussen
Den totale stilhed. Findes den? Ja. Jeg fandt den en tirsdag eftermiddag 300 kilometer nord for Johannesburg. Gå ud på savannen og lyt. Det er magisk.
- Der er to. Med begejstring i stemmen kaster guiden den store Landcruiser til højre og et stykke op ad den støvede grusvej. Foråret har her primo september sagt "så er jeg landet" til Sydafrika. Foråret har bragt solen med, men der har ikke været plads til et par dråber regn i bagagen. Alt er gennemtørt, og safaribilerne bringer tørheden til skue, når de baner sig vej frem mod savannens vilde dyr. Guide Colin Smit blev før dagens game drive bedt om at skaffe nogle elefanter. - Det kan jeg ikke garantere. Det ved I godt. Men jeg vil gøre mit bedste. Derfor var Smit begejstret, da han fik øje på to elefanter, der var ved at tilberede lunch ved kanten af vejen. Og et stort smil bredte sig i hans solbrune ansigt, da han længere oppe ad vejen så en tredje elefant komme slentrende. "Well, well, there you go", sagde Smit og høstede prompte anerkendende blikke. Smits Landcruiser holdt midt på vejen, mens den anden safaribil var trukket ud i vejsiden. Den slentrende elefant var nu kommet ganske tæt på. Den så ikke ud til at have hørt om vigepligt ved den seneste teoriundervisning – eller også mente den, at vigepligt var forbeholdt safarabiler. Og det kan man ikke fortænke den i. Respekten for det store, smukke dyr var stille og roligt ved at forplante sig til voksende nervøsitet i bilen på vejen. Elefanten var nu mindre end 10 meter fra safaribilen, og den lod ikke til at have lyst til at stoppe. Nogle af passagererne krøb lidt ned i sædet, og Colin Smit tyssede på folk. Ingen turde trykke på kameraknappen. Elefanten var nu lige ud for fronten på Landcruiseren, og nu lagde den snabelen op på kølerhjelmen …
Annonce
”The dust on my boots
and the rhythm of my feet

Tre timer i bil fra Johannesburg

Welgevonden Game Reserve er et 40.000 hektar stort område, der ligger små tre timers kørsel nord for Johannesburg i Sydafrika. Reservatet ligger i provinsen Limpopo. Området er naturligt hjem for næsehorn og geparder. Men selvfølgelig kan man nemt – nemt og nemt – støde på The Big Five i området. The Big Five er elefant, løve, næsehorn, leopard og bøffel. - Der er cirka 120 elefanter og 80 næsehorn i reservatet, forklarer en anden af guiderne, Ellard Banda. Elefanterne kan være lidt destruktive, men de er med til at holde balancen i naturen.

Et langt triumftog

… elefanten havde nu taget snabelen til sig igen. Den rykkede ud i vejkanten til sine to artsfæller, sparkede let og elegant en plante op af jorden, tog den med snabelen og rystede al jorden af og proppede denne lækkerbisken ind i munden. I safaribilen trak folk lidt ud i den svedige T-shirt, greb igen fat i kameraet og skød løs. Colin Smit prøvede at forklare situationen: - Det er vigtigt ikke at provokere elefanten med pludselige bevægelser eller unødig støj. Men der var intet i denne elefants kropssprog, der signalerede aggressivitet eller irritation over vor tilstedeværelse. Det var stadig kun tidlig eftermiddag. Colin Smit havde leveret den ønskede vare – resten var et langt triumftog. Synet af endnu et medlem af Big Five-familien – eller snarere perifere familie - ville være lutter bonus. Og hvilken bonus der ventede …

Vejen dertil

Det er ikke muligt at rejse fra Danmark til Sydafrika uden flyskift undervejs.
Men det er muligt at nå Johannesburg med blot ét stop. Det kan for eksempel være i Zürich, Frankfurt, München, London, Doha eller Amsterdam.
Cape Town kan også nås med et enkelt stop.
Vi fløj med South African Airways fra København via München til Johannesburg. Hjem fra Cape Town via London til København.
Billetpriserne varierer ret meget hen over året, og ofte kan der være penge at spare ved blot at flytte ud- og/eller hjemrejse en dag eller to.

Åbent kontorlandskab

Colin Smit er sammen med sin kone Charlotte værter på lodgen Makweti. Det har de været de to seneste år. Før den tid har Colin Smit arbejdet flere år i Kenya som guide. Han har arbejdet i alt en snes år inden for safari-business. - Som barn og ung var jeg hyperaktiv, og jeg kunne lide mennesker. Safarilivet er blevet en livsstil for mig. Den dag, jeg ikke mere elsker jobbet, stopper jeg. Selvfølgelig er der meget, jeg gerne ville have, men jeg har det, jeg har brug for. Hvad kan man forlange mere? Spørger Colin og giver selv svaret med det blik, han sender ud over savannen. - This is my office, siger han og peger ud over det sydafrikanske landskab.

Om rejsen

Rejser var inviteret af South Africa Tourism, som sørgede for transport, ophold og forplejning.

Kodesprog på savannen

Efter mødet med de vidunderlige – og for nogle lidt skræmmende – elefanter kører Landcruiseren – der koster 400.000 kroner og holder i fem år, men den oplever nok også mere end en BMW på de tyske motorveje – videre ud over savannen. Passagererne er lidt mætte efter dagens optræden af snabel-dyrene. Colin prøver at pumpe stemningen lidt op med et par spredte opfordringer: "Se girafferne over til højre – og klokken 10 er der en flok aber". Guiderne bruger lidt kodesprog derude på savannen. Ligeud er altid klokken 12, så må man indstille uret derefter. De kræsne safarigæster har dog sat de solrøde næser op efter mere – herregud, sådan nogle aber er jo nogle værre bavianer. - Venner. Hva’ si’r I så? Har I set hende? - Begejstringen havde igen taget sæde hos Colin Smit. Storsmilende pegede han i retning af nogle træer. Og der lå hun. Stolt som en løvinde … øh, hungepard er nok det rigtige ord. Her lå hun – sammen med sine fem unger. Ret store unger. Kropssproget var tydeligt: Har I set, hvad jeg kan? Har I set smukkere børn? Tag bare billeder – men hold jer på afstand. Vi adlød.
"Nå, I holder der stadig." Foto: Jens Rasmussen

Big Six

Den følgende dag så vi både okser, næsehorn og en enkelt hanløve, som ikke havde tid til at posere, men havde vigtigere forehavende i det høje krat. Men på førstedagen så vi også – efter det charmerende møde med Mrs. Gepard – Big Six. Og hvad er det så for noget smart selvopfundet. Selvopfundet ja, men ikke smart. Colin Smit kørte videre ud på savannen, stoppede den stressede motor og bad os hoppe ud til en lille pause. Og her kom Big Six: Stilheden. Stilheden er betagende, fascinerende, uimodståelig, gribende. Man føler sig som i et lydtæt rum. Vil ikke væk. Bare nyde. Suge stilheden helt ind. Det er stort – måske større end elefanter – og de er dælme store.

"I hører altså ikke særlig godt." Foto: Jens Rasmussen
"Hvis jeg gad, kunne jeg godt fjerne jer fra min vej." Foto: Jens Rasmussen
"Jeg har en god dag, så I slipper. Men I kan godt smutte nu. Jeg vil gerne have madro." Foto: Jens Rasmussen
Efter sådant et møde er det godt med lidt kaffe og lidt "elefantmælk" at styrke sig på. Guide Ellard Banda skænker op med Colin Smit i baggrunden. Foto: Jens Rasmussen
Et flodhestepar nyder foråret sammen med deres unge og en mystisk fremmede ude i søen. Foto: Jens Rasmussen
En pavestolt gepardinde viser sine fem unger frem. Foto: Jens Rasmussen
En bøffel sender et nysgerrigt blik efter de mange safaribiler. Foto: Jens Rasmussen
Stilheden på savannen er betagende, fascinerende, uimodståelig, gribende. Foto: Jens Rasmussen
"Ja, jeg er her også. Jeg bor her jo." Foto: Jens Rasmussen
Der er langt ned, når en giraf bliver tørstig. Foto: Jens Rasmussen
Jack Daniels kom også på besøg under game drivet - og han blev budt hjerteligt velkommen. Foto: Jens Rasmussen
Guide Colin Smit: - Welcome in my office. Foto: Jens Rasmussen
En gepard har nedlagt sit bytte og orienterer sig i håbet om at få lov til at spise i fred. Foro: Makweti Lodge
Der er vist ingen tvivl om vigepligten i dette tilfælde. Foto: Makweti Lodge
Kan kærlighed blive mere ægte? Foto: Makweti Lodge
Livet på savannen er smukt og fascinerende, men det er også uden nåde. Foto: Makweti Lodge
Hvor heldig kan man være? Guiden har fundet en flok elefanter, og så gælder det kun om at nyde synet. Foto: Makweti Lodge
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce