Annonce
AGF

Værsgo: En halv milliard til nyt stadion og grønt område i Aarhus

Henrik Lind fra Lind Invest og Jens Bjerg Sørensen, der er bestyrelsesformand i Salling Fondene var klar med den helt store pengepung mandag på pressemødet. Foto: Axel Schütt
Salling Fondene og en af byens mest formuende mænd, Henrik Lind, er garanter for nyt stadion i Aarhus - på betingelse af, at der kommer en løsning for hele området med væddeløbsbanen og Mindeparken.

AARHUS: Det er en historisk dag.

Sådan sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S), da Salling Fondene og en af Aarhus' rigeste mænd, Henrik Lind, lagde 500 millioner kroner på bordet til et nyt stadion i Aarhus.

Sammen med planerne for et nyt stadion blev der på pressemødet på Aarhus Rådhus fremlagt en plan for hele området omkring stadion. Det er et ufravigeligt krav fra de to store investorer, at borgerne i området inddrages – og at der laves en helhedsplan for området.

Repræsentanter for den grønne kile, beboerne i området, roste højlydt investorerne på pressemødet. Planen kan meget vel betyde, at det grønne område – og formentlig Jydsk Væddeløbsbane bevares.

Henrik Lind og Salling Fondene bidrager med 250 millioner hver. Planen er, at et arbejde med blandt andet borgerinddragelse går i sving nu – og planlægning. Et nyt stadion vil formentlig kunne stå klart i 2025 eller 2026.

Alt er i spil til et nyt stadion og eventuelt en ny Arena.

Annonce

Kongelunden

Kongelunden kaldes den ny vision, som omfatter ”oplevelsesområdet” Mindeparken, stadion, Tivoli Friheden, Jydsk Væddeløbsbane, Mindeparken og Aarhus Cyklebane. Navnet Kongelunden er valgt, fordi Kongevejen er omdrejningspunkt for alle aktiviteterne i området, de grønne som karrusellerne i Friheden.

- Man kan godt forestille sig, at der kommer flere attraktioner, end dem vi kender nu som koncerter i Mindeparken og kampe på stadion. Vi kan skabe sammenhænge i byen med endnu flere oplevelser, som vi kender det fra Tiergarten i Berlin. De forskellige faciliteter i det skønne områder er store i sig selv, men vender i dag ryggen lidt til hinanden med selvstændige begivenheder. Det skal der ændres på. Samtidig med, at folk skal kunne nyde naturen og få ro i de gode naturomgivelser, sagde Jacob Bundsgaard.

Henrik Lind blev mødt med klapsalver af det store fremmøde på pressemødet, da han fremlagde grunden til sit engagement i projektet.

- Jeg er født og opvokset i Aarhus. Jeg har for lang tid siden spillet fodbold og ved, hvilket fællesskab fodbold kan give. Min bevæggrund for at gå ind i det her er, at jeg gerne vil give noget tilbage til Aarhus, som har været den røde tråd i mit liv. Jeg begyndte at følge AGF, da de vandt mesterskabet for 33 år siden, og jeg glæder mig over at komme der, og en gang imellem i det øvrige område ved Mindeparken. Nu skal vi have et supermoderne, fedt stadion. Men det hele i området skal hænge sammen, sagde Henrik Lind.

- Nødt til at tænke på alle brugere

Henrik Lind har skabt sin formue gennem Danske Commodities, et energihandelsselskab, der på tværs af landegrænser sælger energi som vindmøllekraft. Henrik Lind, der er indfødt århusianer solgte sin virksomhed, der har hovedsæde i hjertet af Aarhus i Jægergårdsgade for tre milliarder kroner til en norsk energikæmpe for et år siden. Han opererer fortsat i en ledende rolle i Danske Commodities.

Han er ifølge den seneste opgørelse fra Berlingske Business den tredje mest formuende østjyde. Hans formue vurderes til at være på fem milliarder kroner. Henrik Lind har stor veneration for Aarhus, og han har i ubemærkethed i mange år støttet lokale projekter, der har haft et socialt sigte og hjulpet udsatte mennesker.

Jens Bjerg Sørensen, formand for Salling Fondene, forklarede, at Salling Fondene i længere tid har haft kig på, hvordan et nyt stadion kan blive til virkelighed. Han understregede, at løsningen er en samlet løsning for området.

- Vi synes, at tiden er inde, og det er 100 året for Herman Sallings fødsel. Vi tror på, at det her virkelig vil give Aarhus et løft. Men vi har vores krav, og et af dem er, at løsningen med stadion skal være en helhedsløsning for hele området, sagde Jens Bjerg Sørensen.

Med borgmesteren i spidsen etableres nu en styregruppe med Henrik Lind, Jens Bjerg Sørensen og Salling Group samt de to rådmænd for Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice.

Henrik Lind skar tre tydelige krav ud for at investere i et nyt stadion – og et nyt Kongelunden område.

- Vi er nødt til at tænke på alle brugere i området og ikke bare dem, der er glade for at komme på stadion. Ellers giver det ingen mening, og der skal laves en helhedsløsning. Aarhus skal være den væsentligste aktør i projektet – og så skal der være en plan for driften af et fremtidigt stadion på plads, sagde Henrik Lind.

Salling Fondene donerer i første omgang fem millioner kroner til at projekt Kongelunden og et nyt stadion kan blive en realitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce