Annonce
Blog

Samfundets værste fjende er negativitet

At vi går med kritiske tanker er et livsvilkår, vi er ikke alle enige. Jeg tror bare, at vi ville vinde meget både på den korte og lange bane, hvis vi kunne tænke os lidt mere om og lige vejede en sætning og en håndfuld ord, før vi fyrede kritikken af.

Det er fredag aften. Omkring 3000 mennesker har besøgt Randers Bibliotek i dag i forbindelse med ”Randers – en by i galaksen”. 3000 er mange besøgende, faktisk det højeste antal vi rammer på én enkelt dag i år, og folk har været glade. Jeg har netop afsluttet paneldebatten med psykolog Svend Brinkmann, de to filmanmeldere Per Juul Carlsen og Maria Månson samt forfatter Kenneth Bøgh Andersen. Jeg er faktisk helt høj uden at være på andet end kaffe og fine ord om dannelse og læring. Så tager jeg et hurtigt smut på Facebook for at tjekke reaktionerne fra dagen, og der er mange, som er positive. Men dét der fanger min opmærksomhed, er kritikken fra én sur internettrold. I kender det sikkert. Energien suges ud af kroppen, usikkerheden begynder at melde sig, fundamentet skælver. Jeg vender kritikken med en kollega, der siger, kommentaren bare er fra en trold, og at man ikke kan undgå den slags, når noget bliver stort nok.

Det er ganske muligt. Men hvorfor er det, at man skal være kritisk på den måde? Jeg er en stor fortaler for saglig kritik, for en faglig debat og gode argumenter for eller imod. Men hvorfor skal vi mennesker nogle gange sige noget negativt bare for at sige noget negativt? Det er jo noget, vi alle har gjort, noget, vi alle gør ind imellem. Men hvorfor? Er det i vores DNA, eller hvad?

Jeg husker også dengang i folkeskolen, hvor en god dag kunne blive ødelagt af en enkelt negativ kommentar uden andet mål og indhold end det negative, eller en fantastisk oplevelse kunne blive ødelagt af mobning i forskellige grader. Eller i et parforhold, hvor noget ellers fint og herligt, kan blive trukket ned under jorden af en kritisk bemærkning, en kommentar, der ofte ikke har andet formål end at såre.

Hvorfor fanden gør vi den slags?

For mit eget vedkommende er det åbenbart noget, jeg ”bare kommer til” at gøre. Nogle gange ryger der en bemærkning ud, hvor jeg godt ved, i det øjeblik ordene har forladt min dumme mund, at den er gal, og jeg ville ønske, jeg kunne trække det tilbage. Men sagt er sagt, ordene er ude i luften, de bliver modtaget af et andet menneske, og jeg ved med det samme, at det var dumt, jeg sagde sådan. Desværre kan man ikke bare trække den slags tilbage. Det blev sagt, det blev hørt, og det blev noteret. Og det har skabt en dårlig stemning. Udelukkende fordi jeg ikke kunne holde min kæft i et øjebliks impuls.

At vi går med kritiske tanker er et livsvilkår, vi er ikke alle enige. Jeg tror bare, at vi ville vinde meget både på den korte og lange bane, hvis vi kunne tænke os lidt mere om og lige vejede en sætning og en håndfuld ord, før vi fyrede kritikken af.

De sure sætninger kan også komme, når vi bliver presset nok. Grebet af affekt slynger man en bemærkning afsted, som kun har til formål at ramme modtageren, hvor det gør ondt. Og det er jo for dumt. Se bare på Trump og på de fleste internetkrigere som folder sig ud med negativ snak.

Vi ved godt, det er dumt, og der findes mange fine teorier om, hvorfor vi gør, som vi gør. Mobbere er ofte usikre individer, der selv er blevet dårligt behandlet, og når man bliver klemt fra alle sider, presser man tilbage, man skyder med skarpt, og så går man efter at såre modparten for at stoppe deres pres. Det kan give mening i alvorlige situationer, men det er ikke altid dér, vi ser de sure kommentarer, der driver af negativitet. Og de kommentarer kan ødelægge humøret for mange mennesker. Gode dage ryger i kulkælderen, latter bliver til gråd, lykke bliver til destruktiv tankegang.

Hvis vi har en kage med ti stykker, hvor de ni er gode, kan de alle sammen blive komplet ligegyldige, når det tiende og meget negative kommer frem. Som en virus bliver alle de gode dele nu invaderet af bitterhed, så vi sidder tilbage med en hel kage fuld af negativitet. Velbekomme.

Vi kan ikke alle sammen redde verden. Vi kan ikke fjerne alt det negative fra vores omgivelser. Men vi kan kigge ærligt i øjnene på os selv, og vi kan forsøge, ud fra vores eget hus, at gøre det godt. At hjælpe vores børn og dem, vi har nær.

For ja, de store ting handler om klimaet, om kulturen, om dannelse, om fremtiden. Men alle de fede ting kan faktisk være ligegyldige, hvis man er trist og negativ, fordi ens fundament er bygget på negativ energi. Så burde man flytte, rive hele huset op fra grunden og finde frem til noget positivt i grundstenen. Det lyder banalt. Måske lidt naivt.

Men vi kan vel alle huske, hvordan det er at være glad, at mærke lykken og glæden også i små bidder. Det er lidt sjovere end det modsatte. Og hvis man ikke gider eller ikke kan finde energi og lyst til at redde sig selv fra alt det sure, kan man da i det mindste forsøge ikke at smadre den gode energi for sine medmennesker. Det er også positivt.

Annonce
Jacob Holm Krogsøe er klummeskribent. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

112

Glohed skorsten startede brand i byhus i Aarhus: Beboerne opdagede selv flammerne i kælderen

Annonce