Annonce
Danmark

Sara og Mustafa har mistet tilliden til sygehus: Fars død kunne være undgået

Ifølge retningslinjerne skal hjertekardiogrammer ses med det samme, når der er mistanke om blodprop. Det skete ikke på Sydvestjysk Sygehus den 20. juni i år. Sayed Hashemis behandling blev forsinket med flere timer, og han endte med at dø af en blodprop i hjertet. Sara og Mustafa Hashemi fortæller om tabet af deres far, fordi de håber, det vil medvirke til, at lignende fejl ikke sker igen.Foto: Chresten Bergh
73-årige Sayed Hashemi bliver indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg med stærke smerter i brystet. Selv om et hjertekardiogram bør få alle alarmklokker til at ringe, sker der ikke noget. Ikke før en læge med fem timers forsinkelse stiller diagnosen blodprop i hjertet og får Sayed Hashemi overført til Odense Universitetshospital. Han overlever ikke. Nu sidder hans børn ulykkelige og frustrerede tilbage. De har mistet al tillid til sygehuset. En overlæge forklarer forløbet som en kommunikationsbrist.

Overset: Lægerne havde sagt, at Sara Hashemi skulle lade være med at kigge på sin fars krop. Alligevel gør hun det og ser slangerne, udstyret og en stor, mørkerød blodplet på venstre side af den hvide hospitalstrøje, hendes far er iført i operationssengen.

29-årige Sara Hashemi har altid betragtet sin far som den stærke i familien. Nu er han bleg i ansigtet, og sveddråberne pibler frem.

- Far, du er stærk. Du skal nok klare det, hører hun sig selv sige.

Hendes far ryster på hovedet, og et par tårer løber ned ad hans kinder.

Sara Hashemi kysser ham på panden, og gentager at det nok skal gå. Det er de samme ord, han har sagt til hende så mange gange før, når de har siddet på hans værelse, og hun har fortalt ham om problemer med sit arbejde, et skænderi eller andre ting, der gik hende på.

Det kommer han ikke til at sige igen. For samtalen ved hospitalssengen på Odense Universitetshospital klokken fire om natten 21. juni blev deres sidste.

Annonce
Sara Hashemi har mistet tilliden til Sydvestjysk Sygehus, efter resultatet af hendes fars hjertekardiogram blev overset i timevis. Foto: Chresten Bergh

Stor blodprop i hjertet

Sara Hashemis far ser bleg og træt ud, mens han tidligt om morgenen 20. juni fortæller sin datter, at han har haft ondt i sin brystkasse hele natten. De er i familiehuset i Oksbøl ved Esbjerg, og faren er lige stået op. Derfor tænker Sara Hashemi ikke videre over hans trætte ansigtsudtryk, men hun lover at ringe til lægen fra sit arbejde, når der er telefontid klokken 08.

Hendes 22-årige lillebror Mustafa Hashemi sover stadig på sit værelse i kælderen, da hun ringer fra sit arbejde lidt over klokken 8. Der kommer en ambulance om ti minutter, lyder beskeden.

Mustafa Hashemi kan høre på sin søsters gråd, at det er alvorligt. Mere når han ikke at tænke, før han løber ovenpå. Han finder sin far rystende i sengen, kold af sved og med blålige læber.

I ambulancen laver redderne det første hjertekardiogram, der måler hjerterytmen. Det viser ingen tegn på blodprop. Derfor bliver Sayed Hashemi kørt til akutafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Her tager de nye hjertekardiogrammer klokken 8.20 og 10.32. Stadig ingen tegn på blodprop. Men Sayed Hashemi har stadig stærke smerter i brystet om eftermiddagen, og på hjertekardiogrammet klokken 17.05 står der "AKUT/STEMI". Det er maskinens bud på en diagnose, og det betyder akut, stor blodprop i hjertet.

Men et sted mellem den bioanalytiker, der lavede hjertekardiogrammet, sygeplejersken og overlægen, sker der et brist. Informationen om resultatet af det nye hjertekardiogram bliver ikke givet videre.

På stuen undrer Sara Hashemi og hendes seks søskende sig over, at de ikke får resultatet fra hjertekardiogrammet.

- Han fik mere og mere ondt i brystet, og vi var bekymrede. Men vi fik at vide, at svaret ikke var kommet. Anden gang vi spurgte efter det, sagde sygeplejersken til os, at vores far ikke var den eneste patient, siger Sara Hashemi.

Søskendeflokken føler, de bliver dårligt behandlet af sygeplejerskerne på stuen.

- Der var ikke nogen omsorg, ikke nogen kærlighed. Da jeg oversatte for min far, at han gerne ville have smertestillende, sagde sygeplejersken, at det havde de fået at vide en gang, og der ikke var grund til at sige det igen, siger Sara Hashemi.

Først fem timer efter, at hjertekardiogrammet har vist tydelige tegn på blodprop, får familien besked om blodproppen. Deres far bliver sendt med en ambulance til Odense Universitetshospital. Da han når frem ved midnatstid, kan hans hjerte ikke længere pumpe blodet effektivt rundt i kroppen. Lægerne lægger ham i narkose efter at have lavet en ballonudvidelse natten til 21. juni. Men skaderne er for store. To døgn senere bliver Sayed Hashemi erklæret død.

Nu sidder hans syv børn tilbage med en følelse af, at deres fars død kunne være undgået.

Familie vil undgå lignende fejl

I Sayed Hashemis journal står der, at overlægen, der behandlede ham på Sydvestjysk Sygehus, var på intensivafdelingen, da hjertekardiogrammet var færdigt klokken 17.05 20. juni. På akutafdelingen på Sydvestjysk Sygehus er et vigtigt element i proceduren, at prøvesvar hænges op på en oplysningstavle, hvor det markeres, hvis de er vigtige. Men den arbejdsgang fejlede 20. juni.

Ifølge Dansk Kardiologisk selskab er det ikke første gang, en patient dør på et af de danske sygehuse, efter information om et hjertekardiogram ikke er blevet givet videre. Derfor anbefaler selskabet ligesom de europæiske retningslinjer, at hjertekardiogrammer bliver set med det samme af en kompetent fagperson. Det er sygehusenes ansvar at sørge for at have en arbejdsgang, der sikrer, at det sker. Men selv om det har været anbefalingen i flere år, er det stadig ikke alle steder, arbejdsgangene fungerer optimalt.

- Lokalt på Skejby har vi løst det sådan, at hjertekardiogrammer skal signeres af en læge, så snart sygeplejerskerne har taget dem. Mange steder printes kardiogrammerne på et papir, og hos os må sygeplejerskerne ikke lægge det nogen steder, før en læge har set det og signeret for det. Så må de stå og vente, indtil der kommer en læge, eller de må selv opsøge en, siger Jacob Sørensen, bestyrelsesmedlem i Dansk Kardiologisk Selskab og tilføjer:

- Det er muligt at lave retningslinjer på afdelingerne, så risikoen for, at information om et hjertekardiogram ikke bliver givet videre, er minimal.

Sydvestjysk Sygehus vil efter Sayed Hashemis død se på, om der skal ændres i sygehusets arbejdsgange. Men først afventer man den undersøgelse af forløbet, der er sat i gang.

Netop det, at der sker ændringer på sygehuset, er det vigtigste for Sayed Hashemis syv efterladte børn. De føler ikke, det efterfølgende møde med Sydvestjysk Sygehus eller sygehusets anmeldelse til Patienterstatningen hjælper dem.

- Jeg er ligeglad med erstatning og penge. Den her gang var det vores far. Men i morgen kan det være en andens far. Jeg vil gerne sørge for, det ikke sker for andre, siger Sara Hashemi.

Mustafa Hashemi mener ikke, familien har fået nok vejledning om, at de kan klage til Styrelsen for Patientklager. Foto: Chresten Bergh

- Hvad nu hvis?

Efter sin fars død har hun mistet tilliden til Sydvestjysk Sygehus. Det samme har hendes bror, 22-årige Mustafa Hashemi. Han mener ikke, Sydvestjysk Sygehus har vejledt familien godt nok om mulighederne for at klage til Styrelsen for Patientklager. Samtidig føler han ikke, de forklaringer, de fik på mødet med sygehuset, er tilstrækkelige.

- Det, der er sket, er utilgiveligt. Det kan ikke passe, at man kan overse hjertekardiogrammet i så mange timer, siger han.

De to søskende bor begge i familiens store hus i Oksbøl, hvor deres far også boede indtil hans død i juni. Hans værelse over for stuen står stadig urørt. Udenfor har de syv søskende forsøgt at holde liv i hans køkkenhave, hvor grøntsagerne er plantet i lige rækker mellem fliserne. Efter at deres mor døde af kræft for tre år siden, begyndte deres far at lave mere mad. Han anlagde køkkenhaven, byggede et drivhus og lærte forskellige opskrifter ved at se videoer på Youtube. Nu gror der ukrudt i løgplanterne, og flere af dem er knækket og væltet ned over fliserne.

- Sådan så det ikke ud, da min far stadig var her, siger storebror Abdul Hashemi på 31 år.

Han er uddannet markedføringsøkomon og bor ikke længere i familiehuset. Alligevel besøgte han sin far hver anden dag.

- Han var en stærk mand. Selv om han havde Parkinson klarede han alting selv. Han brokkede sig ikke. Da vores mor døde, blev han både en far og mor for os, siger han.

Det er deres far, der har lært søskendeflokken, at man skal være hjælpsom, men uden at forvente at få noget igen. At de skal tale pænt, selv om andre taler grimt. Det var også ham, der lærte dem at cykle og opmuntrede dem, selv om de blev gule og blå i forsøget. Senere lærte han dem at køre bil. Kørekortet var ikke nok, mente han. Så da Sara kort efter at have taget kørekort skulle pendle i bil til sit arbejde i Blåvand, var han med på passagersædet den første måned.

Nu skal den store søskendeflok for alvor stå på egne ben.

Sayed Hashemis død er registreret som en "utilsigtet hændelse" af Sydvestjysk Sygehus. De danske sygehuse og hospitaler indberetter cirka 50.000 utilsigtede hændelser om året. I de fleste tilfælde sker der ikke noget med patienten. Men 250 af de utilsigtede hændelser i 2018 handlede om dødsfald.

Avisen Danmark har haft adgang til Sayed Hashemis journal og Sydvestjysk Sygehus anmeldelse af skaden til patienterstatningen.

I den står der:

"Forsinket behandling af blodprop i hjertet, da hjertekardiogram ikke blev set".

I familien gør det sorgen større, at Sayed Hashemis børn føler, de har mistet deres far på grund af en fejl.

- Vi skal leve resten af vores liv med et spørgsmålstegn og vil altid tænke "hvad nu hvis?", siger Sara Hashemi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce