Annonce
Aarhus

Seks øl og en lunken and på Maritza

Finn A. Jensen var ung i 50?erne og 60?erne. Dengang var der ikke noget, der hed shots eller stoffer i nattelivet.

»Der lå Aarhus Hallen, lige der stod der en kø så lang. Men vi kendte dørmanden, så han råbte, »I har bestilt bord, kom foran«, så vi kunne gå lige ind, selvom vi ikke havde noget bord,« fortæller Finn A. Jensen.

Annonce

Han er født i 1939 og fylder 75 år i september. Han er som en ægte Aarhus-dreng opvokset i Bülowsgade og af mange nok kendt bedst som fodbolddommer.

Vi står på Skt. Knuds Torv med ryggen mod Katolsk Vor Frue Kirke, mens han fortæller om tidligere tider. Foran ligger Netto og BioCity og fylder den gamle Aarhus Hallens lokaler. Til venstre står lokaler til salg. Her lå engang Aarhus Hallens restaurant Tarantella, en danserestaurant.

»En dag sad Dirch Passer der, så skulle vi alle hen og hilse...«

Levende orkestre spillede på balkonen, mens gæsterne kunne sidde ved pænt dækkede borde på terasserne. Eller som Finn A og vennerne - byde en pige op til dans.

Finn A. Jensen elsker at fortælle historier og er begyndt at gøre det til foredrag i Skt. Pauls Kirke om livet i området omkring kirken. Han er indfødt århusianer og kan fortælle alverdens røverhistorier om tidens gang i byen. Det er ikke et foredrag, vi er til nu, men en fortælling om bylivet, da han var ung.

»Trommeslageren, Bruno Martino, var en rigtig flødekarl fra Italien, alle pigerne ville have. Han tog dem med på et rigtig snusket hotel, hvor man sagde orkesterluderne kom. Det var pigerne, der hang på orkestret. Men efterhånden kom de jo rendende med deres store maver og ville have, han skulle påtage sig at være far,« fortæller han.

Historien lyder, at Bruno Martino ikke kunne komme hurtigt nok ud af Aarhus.

Finn A havde engang sparet 50 kroner sammen. Det var nok til en aften i byen for ham selv og to venner. Inden de tog bussen til byen fra Fredensvang ved 22-tiden, varmede de typisk op hjemme i stuen med et par øl. Ikke mange, de skulle jo kunne tale pænt med damerne... Søndag spillede han fodbold og skulle også gerne være noget værd.

Damerne bød de op til dans med et lille buk, som Finn A fint illustrerer - dansen var til tre numre ad gangen. Og var der kemi fik den udkårne en øl eller en sodavand.

»Damerne drak slet ikke så meget. Højst to øl. Der var der forskel. Vi passede også på dem, i dag er de mere på lige fod, synes jeg. Jeg synes, vi havde mere respekt for dem,« fortæller han.

»Nå, nu har vi fået fire øl på Tarantella, så går vi på Maritza,« siger Finn A kvikt, og turen går op ad Ryesgade og ned til Frederiksgade.

For sådan gjorde han og vennerne. Hvis der ikke skete nok på Aarhus Hallens restaurant, gik turen mod Maritza. En sjælden gang imellem til Rico og endnu sjældnere, det værste sted af alle, Wienerhallen på Mindegade, hvor La Belle ligger i dag. Der holdt de prostituerede til. Skete der ikke noget spændende, kunne de gå tilbage til Tarantella.

Inde bagved Sherlock Holmes i Frederiksgade lå Maritza. Finn A husker, at det ikke kostede noget at komme ind, men man skulle lægge sin jakke i garderobe, hvor garderobepigerne skulle have en skilling - en krone eller 50 øre.

Maritza var en kæmpe restauration med både danserestaurant, bar - Kaptajns Kahyt, og »Den blå Fugl«, hvor de lette damer holdt til, og hvor der blev serveret en kvart lunken and med rødkål og rugbrød til at gå hjem på - til 39 kroner. Nogle gange blev han ved helt til klokken 5, når de lukkede, men oftest splejsede vennerne om en taxa hjem noget tidligere.

»Vi elskede at gå i byen. Jeg havde det lige så godt med kammeraterne som med at møde nogle piger. Så fik vi nogle bajere og snakkede sammen. Det var det primære formål. Men selvfølgelig skulle vi også holde øje med pigerne. På den måde er der ikke så stor forskel til i dag.«

»Jeg havde adskillige kærester dengang. Det holdt nogen tid. Maritza var et godt sted at finde dem, men selvfølgelig også i privat sammenhæng.«

Men forskel er der på det de drak. Det var øl - helst Ceres Top. Til private sammenkomster med sildebord kom der også snaps på bordene. Gin og Tonic fandtes også, men det var for dyrt. Finn A's personlige teori er, at han slap for mange tømmermænd, fordi han kun drak øl - modsat nutidens unge, der blander det ene med det andet.

I dag bor FO Byen i Maritzas lokaler, og hvor der i dag er kontorlandskab dansede Finn A engang.

»Ja, der gik man ind og kom ud på dansegulvet«, fortæller han og peger ned ad en flot viadukt-lignende gang.

Han og Torben Drejer samler sig om et skab for enden, hvor FO Byen har samlet gamle effekter fra Maritza-tiden. F.eks. det berømte sanghæfte, som de fleste nok ikke behøver for at kunne synge med:

»I skal skilles en stund, glem kun sorgen, for vi ses i »Maritza« i morgen. Nu til afsked - på gensyn, men ikke farvel, for vi mødes i morgen igen.«

Helt sådan gik det nu ikke, for Finn A Jensen og vennerne gik kun i byen om lørdagen.

»Vi glædede os til lørdag. I hverdagene rendte vi jo til alt muligt. Arbejde, aftenskole, fodbold, basketball. Jeg synes vi havde en ordentlig masse kræfter dengang,« funderer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce