Annonce
Aarhus

Selv ståpladserne var optaget

<p>Her en skitse fra ejendomsudvikler Jørn Tækkers projekt. Illustration: TÆKKER Group, CEBRA og NIRAS Planlægning</p>

Udsigten til 10.000 nye naboer kalder på næsten lige så mange spørgsmål. Der var fuldt hus til borgermøde om Nye, den kommende by syd for Elev.

Skal vi have plads til dem alle sammen i vores idrætsforening? (For det er slemt nok i forvejen.)

Annonce
Her er den foreløbige plan for første etape af den kommende by Nye syd for Elev. Projektudvikleren Tækker Group har allieret sig med otte andre arkitektfirmaer, der hver har fået til opgave at tegne et hjørne af den bydel, der kommer til at rumme omkring 1500 borgere. Når hele Nye om føje år står færdig, har Aarhus Kommune fået en ny forstad med plads til 10-15.000 borgere. Illustration: Tækker Group

Kommer det til at gå ud over vores forretningsliv? (For det er slemt nok i forvejen.)

Nye - byen i tal

Den nye by er en del af Aarhus Kommunes planstrategi 2009 for udvidelse af nye boligområder
Foreslået indbyggerantal: 10-15.000 mennesker
Foreslået areal: 220 ha.
Vedtaget postnummer: 8200 Aarhus N
Forventet boligsammensætning: 75 procent ejerboliger, 25 procent lejeboliger
Der flytter årligt 4-5000 nye borgere til Aarhus Kommune

Nyes værdigrundlag

Variation: Byen har en detaljerigdom i bebyggelser, i arkitektur og i mellemrum. Byen skal fortælle historier, involvere, inspirere og pirre sanserne
Balance: Byen bygger på bæredygtige principper med en ny gennemtænkt infrastruktur og nye materialer. Byen er nem, bekvem og naturlig at bruge
Liv: Byen indbyder til, at man kan leve et aktivt liv med sport, fritid eller leg. En by, der inspirerer til fællesskab, lokalt engagement og godt naboskab
Kilde: www.nye.dk

Vil infrastrukturen følge med, for den er i hvert fald helt ude i skoven i forvejen.

Og hvad er det for nogen, der skal flytte herud?

Hvad bliver det for noget, de skal bo i?

Hvor mange kommer der, hvornår kommer de, og så ikke mindst:

Hvad bliver kvadratmeterprisen?

Spørgsmålene hober sig op, når man har udsigt til at få 10.000 nye naboer.

Det har de i Lystrup-Elsted-Elev området, hvor en helt ny by vil skyde op på bakken syd for Elev inden for en overskuelig fremtid.

Navngivet inden fødslen

Nye, som den nye (ba)by allerede hedder, inden fødslen er gået i gang, er en del af Aarhus Kommunes planstrategi 2009 for udvidelse af nye boligområder.

Mandag var der inviteret til borgermøde i Elsted-Lystrup Beboerhus, hvor Jørn Tækker, ejer og direktør i Tækker Group, som er udvikler på projektet, var mødt op for at orientere om visioner og konkrete planer for udviklingen af den nye by og, ikke mindst, svare på spørgsmål.

Og hvis aftenens fremmøde er noget at pejle efter, er udsigten til de mange nye naboer i høj grad noget, der optager lokalbefolkningen nord for motorvejen i Aarhus.

Beboerhuset var bogstaveligt talt fyldt til sidste stol, hvilket fra starten afstedkom endnu et presserende spørgsmål: Har vi øl nok?

Arrangøren havde nemlig lovet at traktere med en gratis forfriskning i pausen.

»Men vi har sendt folk af sted i god tid efter flere øl, så det skal nok gå,« sagde formand for Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd Flemming Larsen, inden han præsenterede Jørn Tækker fra Tækker Group.

Og selv om datoen var valgt tilfældigt, kunne timingen næsten ikke være bedre.

Det seneste udkast til 1. etape af Nye har nemlig udløb på høringsfristen 12. november, og det er således ved at være sidste udkald, hvis nogen har indsigelser mod det projekterede byggeri.

Som for at understrege, at der ikke bliver trukket noget ned over hovedet på området, startede Jørn Tækker med at berolige de værste skeptikere.

»Det har været vigtigt for os, at det bedste projekt er det, der lytter mest til naboerne, altså i samspil med borgerne i Elev, og ikke nødvendigvis det projekt, der er det bedste arkitektonisk,« sagde Jørn Tækker.

Som tovholder på projektet har Tækker Group taget det usædvanlige skridt at involvere otte andre arkitektfirmaer, som hver især har fået til opgave at udvikle hvert deres lille område af 1. etape af Nye, hvilket Lasse Lillevang, ingeniør og projektleder i Tækker Rådgivende Ingeniører A/S, orienterede om.

»Det drejer sig om samarbejde, og det er de ikke vant til. De er vant til at konkurrere med hinanden, og med én vinder som resultat,« sagde Lasse Lillevang.

Befolkningen fordobles

Og hvad er det så, beboerne i Elev kan se frem til, når Nye skyder op på markerne lige syd for den lille landsby?

I første omgang vil de se befolkningstallet blive doblet op allerede med 1. etape af Nye, der kommer til at rumme 650 boliger med anslået 14-1600 beboere.

Den del ventes igangsat i 2016 og forventes at stå færdig fem år senere.

Men på længere sigt er det planen, at det færdige Nye bliver en by med 10-15.000 indbyggere med de behov, det vil føre med sig, af dagligvarehandel, institutioner og foreningsliv. Og en udvidet infrastruktur ikke mindst.

Det blev fra salen påpeget, at Lystrupvej i forvejen ligger som nummer 70 på listen over de mest befærdede i landet, at den er lige så befærdet som flere jyske motorvejsstrækninger, og at den set i det lys ikke er at betegne som andet end en lettere forbedret gedesti.

Andre undrede sig over, hvorfor der kun er planlagt motorvejsramper mod vest, når man forlader Nye.

Det fik Jørn Tækker til at opfordre til at danne fælles front i kampen for ramper mod både vest og øst, da det vil være det eneste, der giver mening.

Ingen kæmpesupermarkeder

Fra erhvervssiden var den største bekymring naturligt nok, om det forretningsliv, der skal servicere fremtidens Nye-borgere, vil komme til at trække alt liv ud af det eksisterende i især Lystrup.

Men der bliver ikke tale om noget kæmpesupermarked, der vil suge al handel til sig, kunne byudviklerne berolige med. Også her er projektet underlagt strenge restriktioner.

»Dagligvarebutikkerne skal følge udviklingen i bebyggelsen. Det vil sige, at det ikke må være så stort, at det tager brødet ud ad munden på den dagligvarehandel, der i forvejen er i nærheden,« sagde Jørn Tækker.

Fra foreningslivet, der normalt jubler over medlemstilgang, lød et opråb om, at behovet for øget kapacitet hurtigt vil blive akut, og at kommunen godt allerede nu kan komme i gang med at tænke over, hvordan man vil imødekomme det behov.

I Lystrup IF havde den flerstrengede klubs 12 afdelinger hver især været i gang med at beregne, hvor meget tilvæksten af medlemmer vil øge presset på klubbens faciliteter.

Resultatet var et behov for en kapacitetsforøgelse på 50 procent i 2018, for allerede i dag er man tæt på 100 procents udnyttelse af selve idrætscentret, mens svømmeklubben i forvejen er ved at drukne i sin egen succes.

Den er således Danmarks næststørste svømmeklub med 3500 medlemmer. »Det er flere end i hele AGF, bare i vores svømmeafdeling,« som det tørt blev påpeget af næstformand i Lystrup IF Elvin Jørgensen.

Elev-borgerne har også udsigt til en ny udsigt. I Nye bliver bebyggelsesprocenten nemlig noget højere end normalt i forstæder. »Vi arbejder med en by, der er høj,« sagde Jørn Tækker.

»De 4-5000, der årligt flytter til Aarhus, skal fremover hovedsageligt bo i etagebyggeri, og man skal ikke flytte til Nye, hvis man vil have egen have,« blev det slået fast af byudvikleren, der i stedet arbejder med fællesområder.

»Nye skal være et sted, hvor man gerne vil mødes med naboerne, og hvor der er plads til alle på tværs af alder og indkomstgrupper,« lød det fra Jørn Tækker.

Og så var der lige den med kvadratmeterprisen.

»Det kan jeg af gode grunde ikke svare på,« svarede Jørn Tækker. »Men den kommer ikke til at afskrække nogen, der i forvejen bor her. Det vil komme til at ligge i nogenlunde samme leje som i Elev og Lystrup.«

Til marts er der igen inviteret til borgermøde i Lystrup-Elsted Beboerhus. Denne gang er Midttrafik og Letbanen inviteret til orientering og debat om den kollektive trafik i Lystrup-Elsted-Elev- og, inden længe også, Nye-området.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce