x
Annonce
Debat

Ser ned på Aarhus

HL-Huset holder borgerne udenfor, skæmmer byens skyline og håner kommunens højhuspolitik.

Jeg er stukket af fra en offentlig rundvisning i Aarhus' nye højhus. Højt over byen står jeg helt alene og uinviteret i bygherren Hans Lorenzens penthouse og ser ned på Aarhus. De 680 tomme kvadratmeter er endnu ikke indflytningsklare.

Annonce

HL-Huset er den højeste bygning, der er opført i Aarhus, siden Domkirken fik sit spir, og 1. juli 2014 åbner elevatorerne til bygningens ca. 38.000 kvadratmeter. Arkitema har tegnet de 23 etager, som starter i Værkmestergade, og ender i 91 meters højde.

En ubevogtet elevator og mistanken om, at det bedste ved Aarhus' nye højhus er udsigten fra øverste etage, lokkede mig væk fra den officielle tour de chambre.

Jeg er bange for at blive opdaget, men med nervøst bankende hjerte og manisk knipsende kamera, ser jeg Aarhus fra toppen af bygningen.

Udsigten er fantastisk.

Aarhus giver virkelig noget til højhuset, men højhuset giver ikke igen, for der, hvor Aarhus kunne have fået sin første skybar, skal bygherren selv bo. Resten af huset er kun for ansatte og gæster hos hotellet Comwell, advokatvirksomheden Bech-Bruun og rådgivningsvirksomheden Deloitte. Ego-arkitektur, kan jeg ikke lade være med at tænke og husker, hvordan HL-huset dominerer byens skyline, set fra strand og skov i Marselisborg og Risskov.

På gadeplan er HL-huset ikke nogen stor arkitekturoplevelse. Jeg kan ikke finde spændende detaljer at gå på opdagelse i, og facadens tema er ensformige gentagelser af sorte rektangler som tilsammen danner en massiv sort blok, der kan ses i hele byen.

Domkirkens tårn er stadig Aarhus højeste bygning. Men de få meters respekt, HL-huset viser Domkirken, som hidtil har markeret byens centrum, minder mig om falsk høflighed.

HL-huset fylder meget mere end kirkens røde tegltårn, som jo ender i et smukt slankt kobberspir, og ikke som sorte etager, på etager, på etager, der blot stopper dér, hvor der ikke var politisk konsensus mere.

Høje huse kan ses fra lang afstand, og det kræver mere af arkitekturen, end et lille byhus gør. Det lille byhus putter sig mellem naboerne, og så gør det ikke så meget, hvis arkitekturen ikke er seværdig.

Men høje huse strækker sig, så hele byen kan se dem, og dét forpligter. Domkirketårnets tynde spids, rådhustårnet med sit altid skiftende lysshow, bogtårnets strågule tegl, kunstmuseets regnbue og havnens isbjerg er alle skoleeksempler på gode håndsoprækninger. Der er nemlig historier bag den opmærksomhedssøgende gestus. Historier om religion, døgnets gang, en by fuld af studerende, kunst og modige unge arkitekter. Men den eneste Aarhushistorie jeg kan om HL-huset, er kommunal.

Aarhus Kommunes højhuspolitik foreslår, at vi skal bygge høje huse på kanten af byen, fordi det, der er smukt ved midtbyen, er, at den ligger i en dal, og det skal de høje huse understrege.

Vælger man at lægge sig ud med højhuspolitikken ved at bygge høje, markante huse i midtbyen, så skal husene være spændende at se på og invitere byen indenfor. Og her må kommunen vise et arkitektonisk ambitionsniveau, der er højere end byens næsthøjeste hus, som i værste fald kommer til at danne præcedens for højhusbyggeri i midtbyen.

Under mig snor Odderbanen sig som et modeltog forbi en miniature af Domkirken. Jeg nyder udsigten over min by en sidste gang og sniger mig ned med elevatoren og ud langs nabogrunden, Frederiksplads, hvor man lægger fundament til byens næste højhuse.

Og på Stadsarkitektens kontor, lige overfor, ligger der en anmodning fra byggeselskabet Olav de Linde, som gerne vil bygge højere end Hans Lorenzen mellem Aarhus Filmby og DLG-bygningen.

Får vi mon højtstræbende, generøs arkitektur, omsorgsfuldt bymiljø og måske en skybar?

Eller får vi bare højdeskræk?

Marie Sofie Larsen, arkitekt MAA, tog afgang fra Arkitektskolen Aarhus i 2007 og har siden været ansat på Exners Tegnestue A/S (nu E+N Arkitektur) og på Arkitektskolen Aarhus.

Hun bor i midtbyen og brænder for århusiansk arkitektur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Hjælp kulturlivet og vores OL-atleter - læg ekstra på lottokuponen

Forleden, da jeg købte en Eurojackpot-kupon i den lokale brugs, tænkte jeg, hvordan kan vi støtte op om vores OL-atleter, så de ikke kommer til at lide økonomisk, indtil legene afvikles engang til næste år. Og vores kulturinstitutioner lider også, dem må vi og skal vi også hjælpe. En by som Aarhus uden Moesgaard, Den Gamle By, Aros m.v. er ikke en dansk storby, selvfølgelig skal de have hjælp. Jeg undersøgte, hvor mange der spiller lotte hver uge, det drejer sig da om en hel del. En lottokupon indeholder 10 rækker og koster 150 kr. at spille. Når man så ved, hvordan vinderchancerne er, så er man risikovillig, når man satser 150 kr. - så det vil for den enkelte ikke betyde det mindste, hvis man oveni prisen for lottokuponen skulle erlægge 10 kroner til støtte for vores OL-atleter og kulturen i Danmark. Bliver 10 kroner pr. lottokupon til noget? Ja, det bliver faktisk til ret meget, for hver uge spiller 1.185.137 personer lotto, så hvis vi ganger med 10, så er vi godt på vej til at hjælpe alle i land og videre, så vi kan se og nyde vores OL-atleter på TV og besøge vores kulturinstitutioner. Hvis vi regner videre året ud, så har vi indsamlet 456.000.000 kroner - det lukker da de værste huller, mens ellers må det jo bare fortsætte ind i det nye år. Coronaen skal ikke smadre alt det, vi elsker.

Danmark

Live: Myndighederne udsender første tal for raskmeldte i Danmark

Annonce