Annonce
Debat

Ser ned på Aarhus

HL-Huset holder borgerne udenfor, skæmmer byens skyline og håner kommunens højhuspolitik.

Jeg er stukket af fra en offentlig rundvisning i Aarhus' nye højhus. Højt over byen står jeg helt alene og uinviteret i bygherren Hans Lorenzens penthouse og ser ned på Aarhus. De 680 tomme kvadratmeter er endnu ikke indflytningsklare.

Annonce

HL-Huset er den højeste bygning, der er opført i Aarhus, siden Domkirken fik sit spir, og 1. juli 2014 åbner elevatorerne til bygningens ca. 38.000 kvadratmeter. Arkitema har tegnet de 23 etager, som starter i Værkmestergade, og ender i 91 meters højde.

En ubevogtet elevator og mistanken om, at det bedste ved Aarhus' nye højhus er udsigten fra øverste etage, lokkede mig væk fra den officielle tour de chambre.

Jeg er bange for at blive opdaget, men med nervøst bankende hjerte og manisk knipsende kamera, ser jeg Aarhus fra toppen af bygningen.

Udsigten er fantastisk.

Aarhus giver virkelig noget til højhuset, men højhuset giver ikke igen, for der, hvor Aarhus kunne have fået sin første skybar, skal bygherren selv bo. Resten af huset er kun for ansatte og gæster hos hotellet Comwell, advokatvirksomheden Bech-Bruun og rådgivningsvirksomheden Deloitte. Ego-arkitektur, kan jeg ikke lade være med at tænke og husker, hvordan HL-huset dominerer byens skyline, set fra strand og skov i Marselisborg og Risskov.

På gadeplan er HL-huset ikke nogen stor arkitekturoplevelse. Jeg kan ikke finde spændende detaljer at gå på opdagelse i, og facadens tema er ensformige gentagelser af sorte rektangler som tilsammen danner en massiv sort blok, der kan ses i hele byen.

Domkirkens tårn er stadig Aarhus højeste bygning. Men de få meters respekt, HL-huset viser Domkirken, som hidtil har markeret byens centrum, minder mig om falsk høflighed.

HL-huset fylder meget mere end kirkens røde tegltårn, som jo ender i et smukt slankt kobberspir, og ikke som sorte etager, på etager, på etager, der blot stopper dér, hvor der ikke var politisk konsensus mere.

Høje huse kan ses fra lang afstand, og det kræver mere af arkitekturen, end et lille byhus gør. Det lille byhus putter sig mellem naboerne, og så gør det ikke så meget, hvis arkitekturen ikke er seværdig.

Men høje huse strækker sig, så hele byen kan se dem, og dét forpligter. Domkirketårnets tynde spids, rådhustårnet med sit altid skiftende lysshow, bogtårnets strågule tegl, kunstmuseets regnbue og havnens isbjerg er alle skoleeksempler på gode håndsoprækninger. Der er nemlig historier bag den opmærksomhedssøgende gestus. Historier om religion, døgnets gang, en by fuld af studerende, kunst og modige unge arkitekter. Men den eneste Aarhushistorie jeg kan om HL-huset, er kommunal.

Aarhus Kommunes højhuspolitik foreslår, at vi skal bygge høje huse på kanten af byen, fordi det, der er smukt ved midtbyen, er, at den ligger i en dal, og det skal de høje huse understrege.

Vælger man at lægge sig ud med højhuspolitikken ved at bygge høje, markante huse i midtbyen, så skal husene være spændende at se på og invitere byen indenfor. Og her må kommunen vise et arkitektonisk ambitionsniveau, der er højere end byens næsthøjeste hus, som i værste fald kommer til at danne præcedens for højhusbyggeri i midtbyen.

Under mig snor Odderbanen sig som et modeltog forbi en miniature af Domkirken. Jeg nyder udsigten over min by en sidste gang og sniger mig ned med elevatoren og ud langs nabogrunden, Frederiksplads, hvor man lægger fundament til byens næste højhuse.

Og på Stadsarkitektens kontor, lige overfor, ligger der en anmodning fra byggeselskabet Olav de Linde, som gerne vil bygge højere end Hans Lorenzen mellem Aarhus Filmby og DLG-bygningen.

Får vi mon højtstræbende, generøs arkitektur, omsorgsfuldt bymiljø og måske en skybar?

Eller får vi bare højdeskræk?

Marie Sofie Larsen, arkitekt MAA, tog afgang fra Arkitektskolen Aarhus i 2007 og har siden været ansat på Exners Tegnestue A/S (nu E+N Arkitektur) og på Arkitektskolen Aarhus.

Hun bor i midtbyen og brænder for århusiansk arkitektur.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Er du agil nok til fremtiden?

Er du parat til fremtiden med en kampklar hjerne og følelsesmæssig agilitet? Hvis du ikke aner, hvad agil betyder, så læs med, for det er ordet, som du skal flashe i din jobansøgning og til mus-samtaler i øjeblikket. Agil er ifølge ordnet.dk afledt af at agere og betyder, at man kan agere hurtigt, let og smidigt i sine bevægelser. Mest forbinder jeg agil med hundetræning, men af for mig ubegribelige veje er det blevet oversat til, at man kan ”navigere i uvished, handle passende under pres, tage kalkulerede risici i ukendte territorier, innovere og skabe en stabil fremdrift i høj sø”, som det står på en hjemmeside, hos en af de mange konsulenter, der tilbyder at give dig en kampklar hjerne, emotionel agilitet og agil lederkompetence. Her kunne en og anden jo nok føle sig koblet af fra start. Det kan man måske også i Landbrugsstyrelsens stillingsopslag, hvor man søger en ny medarbejder i form af en agil coach og anvender ordet ”agil” 26 gange i annoncen, hvis jeg har talt rigtigt. Som så mange andre stedet rulles det agile koncept nu ud for fuld skrue, også på offentlige arbejdspladser. Det består af en række sikkert gode og brugbare metoder, der kræver mere indsigt end jeg har, men det er ifølge stillingsannoncen noget med Daily Stand-ups og en række agile ceremonier, hvilket lyder lige vel ”loge-agtigt” for mig. Indtil for nylig var det disruption, der blæste ind over det ganske land. Enhver arbejdsplads stod med risiko for at blive disruptet eller på mere lavdansk forstyrret af ”nogen”, der på grund af den globale digitale motorvej kunne udføre jobbet hurtigere, billigere og med mere individuelle services. Til konferencer gjorde forretningsfolk sig klar til kamp, når det lød fra talerstolen, at mange vil blive overflødiggjort i løbet af de næste 5-10 år. Så er der brug for disruption-eksperter, hvis ikke angstens sved skal få overtaget. Det med disruption er ved at være overstået. Altså ikke konkurrencen, men som de fleste hotte ord kan management konsulenter kun leve af dem i få sæsoner. Som fremtidsforsker lever jeg også som konsulent, og jo mere forvirring og rav i gaden nye ord kan skabe, desto bedre for mig. Når det regner på præsten, drypper det også i min biks. For som fremtidsforsker har man fokus på at vende skråen og vurdere nye ord og tendenser, og det er der heldigvis i tiltagende grad brug for. Jo mere man forstår de vigtigste megatrends og krydspresset imellem dem, jo større er chancen for ikke at blive grebet af panik og angst, også når de nye hektiske buzzword opstår. Hvad er så det næste? Det er forhåbentlig ordet ”nænsomhed” og det er ikke så blødt, som det lyder. For måske er nænsomhed den nye effektivitet? Mange af de frække ord kan hurtigt slå en hjem i utilstrækkelighedsludo, for hvem evner eller orker i virkeligheden at besidde evige kampklare agile hjerner og hjerter? I fremtiden skal vi – bedste bud – leve af innovation og udvikling blandt andet i forhold til den grønne opstilling. Derfor skal alle byde ind med sine kompetencer og betragtninger, for den gode ide respekterer ikke ledelseslag. Det kan snildt være Lise i omstillingen, der opfatter et signal fra en kunde, der kan give anledning til en bedre service fremover. En sådan åben innovation kræver, at alle tør komme med deres ideer og ikke er så stresslammede, at kreative tanker er gået i baglås. Måske skal vi i fremtiden være mere nænsomme med hinanden, ikke grine af fjollede ideer og fejl eller dømme hinanden ikke agile, bare fordi man insisterer på at nyde sin traditionelle madpakke i sine ikke-agile sutsko.

Aarhus

Pladsmangel og dårlige faciliteter: Politiet drømmer om at flytte fra Politigården

Annonce