Annonce
Indland

Simon og Stine flyttede for børnenes skyld: På Strynø handler det ikke om at have den nyeste Iphone

Det er blevet en fast morgenrutine for Simon og Stine Østengaard at cykler en tur på Strynø, når børnene er sendt afsted med færgen. Når de cykler ud til alle ender er turen 17,5 kilometer. Foto: Sugi Thiru

Simon og Stine Østengaard og deres to børn flyttede fra København for to år siden. Familien havde boet hele livet i hovedstaden, men der var for meget stress og jag til, at børnene kunne trives. Nu har familien fundet roen på Strynø.

Gader med små, gammeldags huse snor sig gennem midten af den lille sydfynske ø Strynø. Bymidten er omgivet af marker, og her er så stille, at det kun er vinden, som høres. På Møllevejen dukker Stine og Simon Østengaards gule hus op. Det er et af de større huse på øen, og indenfor har parret sat københavnerbirkes, croissanter, lokal æblemost, kaffe og te frem.

- Sådan er det, når man er på besøg på Strynø og er her mellem to færger. Det er det samme for håndværkerne, siger Stine Østengaard smilende.

Hun har sammen med sin mand inviteret avisen forbi for at fortælle om, hvorfor storbyparret og dets to børn, 12-årige Oskar og 13-årige August, har skiftet tilværelsen i en lille lejlighed i København ud med et hus på Strynø.

Både 38-årige Simon og 39-årige Stine Østengaard er født og opvokset i københavnsområdet. Hun på vestegnen og han omkring Nørreport. De var 18 og 19 år, da de mødtes, og senere flyttede de sammen i København. Simon havde aldrig forestillet sig, han skulle bo andre steder. Stine havde indimellem drømt om at flytte ud på en ø, men det var ikke det, der fik dem til at forlade storbyen for to år siden.

- Vi flyttede for børnenes skyld. Hvis det ikke havde fungeret, var vi flyttet igen, siger Stine Østengaard.

Annonce

Flyttestrømmen vender

Det er en myte, når vi tror, at befolkningen i stor stil flytter mod de større byer. Det er en af konklusionerne i en rapport fra forskere på Aalborg Universitet, som viser, at særligt aldersgruppen 25-39 år søger væk fra centerbyerne og ud mod landets land- og yderkommuner.

I en ny serie går avisen Danmark nu tæt på de unge voksne, der fravælger livet i de større byer og søger mod de mindre byer i provinsen. Vi undersøger, hvad der får dem til at flytte, og hvilke overvejelser der ligger bag. Første afsnit af serien tog udgangspunkt i Rudi Saltofte Olesen og Stine Charlotte Hansens fortælling om, hvorfor de 1. november skifter bylejligheden i Odense ud med et bindingsværkshus i Søllinge. En beslutning, der kom som en overraskelse for parrets venner, men som de selv følte sig sikre på var den rigtige.

I andet afsnit besøger vi Stine og Simon Østengaard, som for to år siden solgte deres lejlighed i København og nu bor på den lille sydfynske ø Strynø. Skiftet har givet familien ro og øget børnenes trivsel.

På Strynø har familien fået et roligere og mere afslappet liv. Foto: Sugi Thiru

Søvnproblemer og rysteture

Hun fortæller, at børnene ikke kunne holde til at gå i skole, da de boede i København. De prøvede tre forskellige, men ingen af dem virkede for børnene.

- Der var for mange i klasserne, og hvis de skulle lege med nogen efter skole, blev de i sfo'en. Det gjorde alle de andre børn, men dagene blev for lange, og de fik for lidt motion, siger Simon Østengaard.

Parret mener, at tilværelsen i København stressede børnene.

- Vores ældste søn havde søvnproblemer, rysteture og kunne være aggressiv. Vi prøvede psykolog og alt muligt, men når man ikke fjerner årsagen, hjælper det ikke, siger Stine Østengaard.

Til sidst måtte parret tage børnene ud af skolen, og Stine Østengaard begyndte at undervise dem hjemme. Men det var en midlertidig løsning. Børnene ville gerne gå i skole igen, og der var en grænse for, hvor længe hun kunne undervise dem på et højt nok niveau i alle fag. Derfor tog familien en drastisk beslutning. De solgte lejligheden, pakkede kufferterne og tog på rejse rundt i Europa i nogle måneder. Ved en tilfældighed endte de med at flytte til Langeland efter rejsen.

Den gamle del af huset, familien Østengaard er flyttet ind i er fra 1888. Ifølge familien har det gennem tiden både været brugt som snedkerværksted og galleri. Foto: Sugi Thiru

Et langsommere tempo

Simon Østengaards mor havde et sommerhus på Langeland, de kunne bo i. Efter indflytningen blev de enige om, at børnene skulle prøve at gå i skole igen. Valget faldt på en friskole nord for Rudkøbing, hvor der kun er 18 børn i klasserne, og det blev hurtigt en succes. Familien begyndte for alvor at overveje at slå sig ned øen.

- Der er langt mellem husene og bilerne på Langeland, og det virkede på vores børn. Hele familien kom ned i et langsommere tempo, siger Stine Østengaard.

Alligevel endte det ikke med et huskøb på Langeland.

- Børnenes bedste venner fra skolen bor på Strynø, og vi havde lovet dem, at vi ikke ville købe et hus på Langeland, før vi havde været på Strynø. Efter en tur til øen var vi overbevist, siger Stine Østengaard.

Stine Østengaard har fået en skade i sit bækken, og derfor har de købt den lidt specielle liggecykel til hende. Foto: Sugi Thiru

- Vi er ikke på vej mere

Nu er det et år siden, familien flyttede ind i det gule hus på den lille ø. En beslutning, de på ingen måde har fortrudt.

- Der er ikke nogle ting, som jeg savner ved København. Det er ikke afstanden, der gør, vi ikke ser vores venner så meget, som vi gerne vil. Vi ser dem nærmest mere nu, fordi de kommer og er her nogle dage, siger Simon Østengaard.

Han og Stine Østengaard har fået flere venner på Strynø, og de har startet en spejdergruppe, som stort set alle øens børn er med i.

- Det er ikke kun børnene, der er gladere her. Det er vi også. Overskuddet til at starte en spejdergruppe ville vi aldrig have haft i vores gamle liv. Jeg føler, der er faldet ro på vores liv. Vi er ikke på vej mere, siger Stine Østengaard.

Hun har været hjemmegående, siden problemerne med børnene startede. Men nu overvejer hun at færdiggøre sin uddannelse somlærer.

- Jeg har læst pædagogik og socialvidenskab på RUC, men der er ikke mange akademikerjob her. Hvis jeg tager den sidste halvdel af læreruddannelsen, er der en del lærerjob, jeg vil kunne tage.

Simon Østengaard har beholdt sit gamle arbejde som it-arkitekt. Men ud over to ugentlige arbejdsdage i København, har han fået lov til at arbejde hjemmefra.

Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru

Slukkede mobiler

Oskar og August Østengaard trives stadig i skolen, og de har travlt med at være sammen med alle deres venner på Strynø.

- Enten er hele stuen fyldt med teenagere, eller også er de ovre hos nogle andre, griner Stine Østengaard.

Parret oplever, at børnene på Strynø er bedre til at være sammen på tværs af alder, og at de går op i andre ting end storbybørnene.

- I København var der et stort socialt pres, hvor man skulle have alt muligt. Det, der gav status i den gamle klasse, var, at forældrene havde mange penge. På Strynø handler det ikke om at have den nyeste Iphone. Her er der en del børn, som slet ikke har en mobil, og hvis de har en, ligger den ofte slukket derhjemme. Det er ikke vigtigt her, siger Simon Østengaard.

I sommerferien cyklede hele familien hjem fra Oslo. De havde stillet bilen i København, og det tog halvanden uge at komme tilbage dertil på cykel. Foto: Sugi Thiru
Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru
Simon og Stine Østengaard og deres to sønner er flyttet fra København, hvor de har boet hele deres liv. De skulle væk fra stress og jag og har nu fundet ro på Strynø. Foto: Sugi Thiru
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Prøve afkræfter mistanke: Dansk mand indlagt i Aarhus er ikke smittet med coronavirus

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce