Annonce
Aarhus

Skoleleder: Mobilfri skole giver fokus og fællesskab

En af ordensreglerne på Frederiksbjerg Skole i Aarhus hedder, at mobiltelefoner skal ligge i elevernes lockers. Det er dog ikke alle, der bakker op om sådan et mobilforbud. Foto: Jens Thaysen

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres forbud mod mobiltelefoner i skolen, deler vandene. Mobilforbud lyder det fra Stiften.dk's læsere. Digital dannelse er løsningen, mener Århus Lærerforening. Mens man på Frederiksbjerg Skole oplever mere fokuserede elever med mobilfrie skoledage.

AARHUS: Bør vi ligesom Frankrig forbyde mobiler i de danske skoler? Sådan lød spørgsmålet til læserne på Stiften.dk, efter det franske parlament mandag vedtog et forbud mod at tage mobilen hen på skolen. Hele 82 procent af de 495, der har svaret på spørgsmålet, mener, at vi bør forbyde mobiler i de danske folkeskoler.

Hos Århus Lærerforening mener man ikke, at et forbud mod mobiltelefoner er vejen frem. Digital dannelse skal i højsædet på skemaet.

- Det handler om at anerkende, hvad en mobiltelefon er for et redskab i 2018. Det er alt fra en lommeregner og en vidensbank, og den kan nogle gange blive brugt i undervisningen. I stedet handler det om digital dannelse. Skolen skal sammen med forældrene påtage sig den opgave at se på, hvordan vi bruger mobiltelefonen som kommunikationsredskab, siger Dorthe Ryom Fisker, der er næstformand i Århus Lærerforening.

Det sker, at deres medlemmer vælger at elevernes telefoner i en undervisningstime for at holde fuldt fokus på timen.

- Det er vigtigt at tage en snak med eleverne om, hvad telefonen gør ved os, og om hvordan holder man fokus på det, man er i. Mobiltelefoner er kommet for at blive, men det handler om, hvordan vi griber det an, og der tror jeg ikke, at forbud er den rette vej, siger hun.

Foreningen råder skolerne til at have retningslinjer om mobilbrug, og ellers lade være op til den enkelte lærer at vurdere, om der er brug for at fjerne mobiltelefoner i en undervisningstime.

- Der er stor forskel på de forskellige klasser, alderstrin, om det er indskoling eller udskoling og så videre. Derfor bør det være den enkelte lærer, der laver en vurdering i de konkrete læringssituationer, om mobilerne skal samles, siger Dorthe Ryom Fisker.

Annonce

Afstemning

På Stiften.dk spurgte vi: Bør vi forbyde mobiler i de danske folkeskoler?

495 læsere afgav deres stemme.

404 svarede ja (82 procent)

91 svarede nej (18 procent)

En af ordensreglerne på Frederiksbjerg Skole i Aarhus hedder, at mobiltelefoner skal ligge i elevernes lockers. Det er dog ikke alle, der bakker op om sådan et mobilforbud. Arkivfoto

Forbud giver mere fokus på fællesskab

Ligesom 82 procent af deltagerne i afstemningen på Stiften.dk synes Frederiksbjerg Skole i Aarhus også, at skoledagen bør være mobilfri. For to år siden besluttede skolen med skolebestyrelsen, at alle elever skal opbevare mobiltelefoner i deres skabe i løbet af skoledagen. Mobiltelefonen må kun bruges, hvis det er som en del af undervisningen, og overholder man ikke ordensreglen, bliver telefonen inddraget indtil, eleven har fri.

Skoleleder Jette Bjørn Hansen ser, at den mobilfrie skoledag har en positiv virkning på eleverne.

- Vi vil gerne have, at der er mere nærvær og mere fokus på fællesskabet både i undervisningen og i pauserne. Når man går rundt med sin mobil, er fokus på den. Vi vil hellere have, der er fokus på at være sammen med hinanden og på at lære. Og det er vi med til at fremme, når der ikke er fokus på instagram, snapchat og alt mulig andet, siger hun.

Mobilforbud i Frankrig


  • Siden 2010 har det været ulovligt at benytte sin mobiltelefon i timerne i franske folkeskoler.
  • Mandag 30. juli vedtog Frankrigs parlament, Nationalforsamlingen, et forbud mod at tage mobilen med hen på skolen.
  • Når franske børn fra september vender tilbage til skolen, er reglerne om mobiltelefonerne altså blevet strammere. Loven forbyder skolebørn at bruge mobiltelefoner alle steder på skolerne i skoletiden.
  • Stramningen gælder elever op til 14-15 år og dækker både mobiltelefoner og iPads.
  • Der er dog en række undtagelser fra mobilforbuddet. Blandt andet ved "pædagogisk brug", fritidsaktiviteter på skolen og for handicappede elever.
  • Forbuddet var en af de ting, Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macon, gik til valg på i 2017.

Kilde: Ritzau

Ligesom at give en to-årig slik

Nogle elever giver udtryk for, at de lærer mere og er mere fokuserede, når de lægger telefonen væk. Men det er ikke alle elever, der synes, det er en lige god idé, at mobiltelefonen ikke må bruges på skolen.

- I deres fritid er de mere eller mindre altid online, og jeg tror helt sikkert også, at nogle snyder i løbet af dagen og tjekker deres sociale medier ved deres skabe. Men uden at være politiagtige, sender vi et signal om, hvordan vi synes, det skal være, fortæller Jette Bjørn Hansen.

Hun og skolens personale minder ofte eleverne om, hvilken regel der gælder på skolen. Stod det til skolelederen, måtte der godt ske en regulering af mobilbrug i skolen fra højere instans.

- Vi kan se, at elever og forældre har svært ved at lægge mobilen fra sig, og som det ser ud lige nu, hvor vi ikke alle sammen er digitalt indfødte, ser det ud til, at der burde være en regulering. Ligesom at man ikke må ryge på skolers matrikler, burde man heller ikke må bruge mobiler. Det er lidt ligesom at give en to-årig slik og sige, du må ikke spise det, siger hun og fortsætter:

- Vi skal være sammen om den læring, der finder sted, og det er vi kun, hvis vi har vores opmærksomhed det helt rigtige sted på samme tid. Vi er ikke blevet dygtige nok til at lægge telefonen fra os endnu, siger Jette Bjørn Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce