Annonce
Livsstil

Skuespiller Peter Plaugborg: Når du slipper dit ego, smager det lidt af frihed

Peter Plaugborg, som spiller Jens i filmatiseringen af Ane Riels "Harpiks", kan et stykke ad vejen godt følge Jens' drøm om at vende ryggen til det etablerede samfund og flytte ud i skoven med sin familie for at søge den ultimative frihed. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Skuespiller Peter Plaugborg regnes som et af de største talenter i sin generation, og han er glad for at være en farve i den buket af skuespillere, der repræsenterer vores samtid på tv, film og teater. Men det har ikke altid været lige let at skille sig ud for den høje, rødhårede og homoseksuelle skuespiller, som har filet og formet sig selv for både at passe ind i fællesskabet og være tro mod sig selv. Nu er han aktuel som hovedpersonen Jens i filmatiseringen af Ane Riels succesroman "Harpiks". En rolle, hvor han sagtens kan se paralleller til sit eget liv og drømmen om den ultimative frihed i form af små lommer med luft under vingerne.

Der er tre ting, du ikke får at vide om Peter Plaugborg i denne artikel: Hvor høj han er, om han altid har været så høj, og om han spiller basketball.

Netop de tre ting spørger fremmede ham ellers instinktivt om i et omfang, der har betydet, at han på et tidspunkt var nødt til at gøre op med sig selv, hvad han skulle stille op med de ting, der skiller ham ud fra mængden: hans højde, hans hårfarve og senere også hans seksualitet.

Peter Plaugborg har fra barnsben ikke bare haft en fornemmelse af at være anderledes end de fleste, han har været anderledes, understreger han, med alt hvad det indebærer af frustrationer og overvejelser.

- Det har taget lang tid for mig at forstå, at det skulle være noget særligt fedt at være rødhåret. Men årene på skuespillerskolen satte faktisk tingene på plads for mig. Der gik det op for mig, hvor vigtigt det er, at vi som skuespillere er så forskellige som muligt. Mangfoldigheden skal være så bred som muligt, fordi det er os, der i tv, film og på teater repræsenterer vores samtid. Og jeg er glad for at være en farve i den buket, siger Peter Plaugborg.

Han regnes som et af sin generations største skuespillertalenter, og omgivelserne på den italienskinspirerede restaurant Il Buco på Islands Brygge, hvor han har foreslået at mødes, er perfekte.

Stemningen er afslappet, og Peter Plaugborg er imødekommende venlig på en reflekteret måde, hvor han gerne vil lukke op til sit inderste univers, men samtidig reservere en privat kerne for sig selv.

Den hjemlige hygge med stearinlys på bordene nær det åbne køkken midt i lokalet har dog også et sydlandsk snit over sig. Noget international charme. Noget udsyn og en vis nysgerrighed i sig. Her er både albuerum og sammenhold. Elementer, der passer godt til en samtale om at tilpasse sig fællesskabets krav og samtidig forme sig selv i overensstemmelse med sin inderste overbevisning.

- Jeg tror, der i bunden af alle mennesker ligger en angst for ikke at passe ind. I en eller anden udstrækning. Jeg tror, at fællesskabsfølelsen betyder, at man lægger mange bånd på sig selv. Og de bånd kan være svære at klippe, fordi du ikke rigtigt ved, hvad der sker på den anden side, hvis du rent faktisk lytter til, hvordan du har det, siger Peter Plaugborg.

Annonce

Blå bog

Peter Plaugborg, 39, er vokset op i Ølgod og uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2007.

Han har tidligere medvirket i film som "Flammen og Citronen", "Submarino" og "Kvinden i buret" samt tv-serien "Bedre skilt end aldrig".

Han er aktuel med hovedrollen som Jens i filmen "Harpiks", der er baseret på Ane Riels roman af samme navn. Filmen får premiere 12. december.

Tog en animatoruddannelse, inden han blev skuespiller.

Har tidligere været ansat 10 år på Det Kongelige Teater. Derefter valgte han imidlertid, at der skulle ske noget nyt, og siden har han arbejdet som freelancer både med film, tv og teater.

Peter Plaugborg regnes som et af sin generations største talenter, og han er Ridder af Dannebrog. Desuden har han fået en Robert for Bedste mandlige birolle i "Submarino" og en Reumert for Årets mandlige Ensemblerolle for "Lang Dags Rejse Mod Nat".

Han bor i København, hvor han bruger en stor del af sin fritid på at gå lange ture med sin hund, der pudsigt nok hedder Jens ligesom Peter Plaugborgs karakter i "Harpiks".

Vi skærer kanter af os selv

Han spiller hovedrollen i filmatiseringen af Ane Riels succesroman "Harpiks". En film, der får premiere 12. december og handler om Jens, der holder sin familie skjult fra civilisationen langt ude i en skov, hvor han forsøger at skabe et beskyttet liv i et tabt paradis.

En intens historie, som Peter Plaugborg med det samme så potentialet i.

- Jeg havde et ønske om at forsvare et menneske, der ikke har en stemme selv. Jeg skal ikke vurdere, om Jens er syg. Han har sikkert en masse diagnoser. Han har bare aldrig været hos lægen. Filmen er måske ikke et korrekt billede af en syg mand, men det er en fabel, der kunne være rigtig. Der findes mange Jens'er derude, som ikke selv har mulighed for at forklare, hvordan det er at være dem, siger Peter Plaugborg.

Han tror, der hos de fleste ligger en grundsympati i temaet om mennesker, der mod alle odds prøver at finde deres egen vej i livet og er villige til at tage konsekvensen af ikke at tilpasse sig fællesskabets normer.

I noget mindre målestok er det for Peter Plaugborg selv nærmest blevet normen at skille sig ud, selv om han gennem ikke mindst ungdomsårene har slebet kanter til og filet torne af for at passe ind.

Men han er høj, han er rødhåret, og han var også anderledes end sine jævnaldrende i den lille by Ølgod mellem Esbjerg og Ringkøbing, hvor han som seksårig faldt for teaterets følelse af at skabe noget sammen. Senere lagde han det i en periode på hylden og begyndte i stedet at tegne. Peter Plaugborg blev da også uddannet animator, inden han blev skuespiller.

Stadig bliver han jævnligt mindet om, at han ikke ligner de fleste. Set i bakspejlet har det givet ham noget stamina at opleve modvind hist og her.

- På den måde føler jeg mig meget godt klædt på, men det er svært, når man som barn ikke helt forstår, hvorfor man er anderledes end andre. Det skal ikke lyde, som om jeg har ondt af mig selv. Det er bare gået op for mig, hvilke friheder mange tager sig i forhold til at sige ting til andre mennesker, som egentlig bare er konstateringer. Uanset om jeg vil det eller ej, bliver jeg konstant mindet om min højde, for folk spørger mig, hvor høj jeg er, om jeg altid har været så høj, og om jeg spiller basket. Det slår næsten aldrig fejl. Derfor bliver det en identitet for mig, uanset om jeg vil det eller ej, siger Peter Plaugborg, der ligesom alle andre oplever et behov for at høre til i en gruppe.

- De fleste af os har et stort behov for at skære kanterne af os selv for at passe ind i det, vi som samfund kalder fællesskabet. Jeg tror, vi bruger uforholdsmæssigt meget energi på ikke at give os selv lov til at være dem, vi er. Desværre. Hvis man kunne bruge den energi på noget andet, tror jeg, det ville lyse op i hele samfundet, siger Peter Plaugborg.

En blød landing

Indimellem børster han sig selv på skuldrene af den pudderfarvede striktrøje, som om han ville runde sig selv yderligere. Andre gange lukker han øjnene i koncentration og søgen efter de helt rigtige ord og eksempler.

Kanterne må gerne være der. Alternativet er et samfund uden innovation og nytænkning. Uden kant, udvikling og mod til at sætte spørgsmålstegn ved "plejer".

- Man skal selvfølgelig gøre op med sig selv, om man vælger at stikke næsen frem og gøre tingene anderledes for sin egen skyld eller for at provokere eller få opmærksomhed. Og så handler det om at kende sig selv. For du skal ikke skære kanter af, fordi andre synes det. Det skal du kun gøre, hvis du selv mærker, at de stritter. Eller også skal du lade dem være kantede og stritte ud, fordi det er sådan, du er, siger Peter Plaugborg.

Han sprang ud som homoseksuel, kort før han begyndte på skuespillerskolen, og selv om det foregik ganske udramatisk, er det alligevel en af de torne, han har skullet bokse mest med.

- Jeg skulle jo anerkende mig selv for at være homoseksuel, og jeg kan huske, at det i en ret ung alder var svært. Det var unødigt problematisk at skulle springe ud af et skab, som jeg ikke selv havde placeret mig i. Nogen havde placeret mig i det skab, som jeg ikke vidste, jeg stod i, og senere skulle hoppe ud af. Det var meget mærkeligt, men det var alligevel en meget blød forvandling. Det var en erkendelse, der havde ligget i mit system i lang tid, så det var bearbejdet, da jeg tog beslutningen, husker Peter Plaugborg.

En perfekt søndag: Lang gåtur med hunden og kaffe "to go"

En perfekt søndag har noget med hunden at gøre. Det kedelige svar er en meget lang gåtur ved vandet med Jens og en god kaffe "to go" undervejs.

Det giver mig klarhed at gå.

Men jeg kan godt gå med noget i ørerne.

Specielt, hvis jeg skal spille teater. Jeg optager den tekst, jeg skal lære, på min telefon, og så kan jeg gå og øve mig, mens jeg går tur med hunden.

Replikkerne kommer bedre ind i kroppen på mig auditivt, end hvis jeg læser, og jeg er ikke vild med at terpe. Når jeg hører ordene, får jeg billeder på en anden måde.

Andre gange lytter jeg også til musik, jeg lige føler for, men ofte lytter jeg også bare til lydene omkring mig.

Kunsten at finde tilværelsens lufthuller

Der er intet hemmeligt eller fordækt ved hans kærlighedsliv. Han er nabo med sin ekskæreste, og hunden deler de med en kattelem mellem de to lejligheder på Amager. Men han vil gerne sige de rigtige og relevante ting og er i tvivl om, hvorvidt hans personlige relationer hører hjemme i den sammenhæng.

Men der er en klar parallel i form af fornemmelsen af at befinde sig i udkanten af en gruppe. I en delmængde eller på kanten af et fællesskab. Og han genkender klart sin karakters søgen efter den ultimative frihed i filmen om Jens og hans isolerede familie.

- Det bliver hurtigt lidt højtravende, for den ultimative frihed findes ikke. Men du kan prøve at finde de lufthuller, hvor du føler, at du får luft under vingerne. Om det så er fysisk ved at dyrke ekstremsport eller åndelig ved at finde roen. Så længe du trækker vejret, har ting at smile over og oplever glæde i hverdagen, er det vel en form for lykke og frihed. Når man ikke føler sig tynget, er det vel en form for frihed, siger Peter Plaugborg.

I arbejdsøjemed oplever har den frihedsfornemmelse, når det lykkes at videreformidle et budskab, andre kan bruge. Helt lavpraktisk kan han få samme følelse af en god seksuel oplevelse.

- Det sker der, hvor sjælen på en måde får luft. Et sted, hvor du slipper dit ego. Det er sjældent, men det begynder at blive min overbevisning, at når du slipper dit ego, smager det lidt af frihed.

Hvordan man når derud har Peter Plaugborg ikke noget entydigt bud på. Formentlig er det også individuelt. Men grundlæggende er det en forudsætning, at man kender sig selv godt nok til at vide, hvor man får luft, og være tro mod det, og samtidig hvile tilstrækkeligt meget i sig selv til at slippe omverdenens mere eller mindre udtalte forventninger, holdninger og krav.

- Uden at vide så meget om det kunne jeg forestille mig, at det er sådan noget, de tibetanske munke har adgang til. Men det er rigtigt svært at nå dertil i et moderne, vestligt, civiliseret samfund, hvor det handler om at skabe en familie, arbejde, tage på ferie og holde jul. Hele den skabelon, der ligger over året med ting, vi skal og ikke skal. Og hvornår vi er rigtige, og hvornår vi ikke er.

Peter Plaugborg, som spiller Jens i filmatiseringen af Ane Riels "Harpiks", kan et stykke ad vejen godt følge Jens' drøm om at vende ryggen til det etablerede samfund og flytte ud i skoven med sin familie for at søge den ultimative frihed. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Plads til klarhed og lethed

Peter Plaugborg har ikke børn og på den måde en familie, han skal tage sig af, og derfor er det måske nemmere for ham end for så mange andre at gå på opdagelse efter tilværelsens lufthuller, funderer han.

I tanken kunne han godt finde på at tage til Nepal eller Tibet og sætte sig i skrædderstilling oppe på et bjerg og kigge ud over verden. Dannelsesrejsen tiltaler ham i hvert fald, men om det en dag bliver det rigtige for ham ved han ikke.

Til gengæld har han vandet og de lange gåture ved det med sin hund som en rutine, der skaber klarhed. Med en imponerende smidighed og balance sætter han sig i yogastilling på en pæl og imiterer at være i zen, mens verdens haster forbi få meter derfra.

Efter 10 år som fastansat på Det Kongelige Teater valgte han selv, at der skulle ske noget nyt, og siden har han arbejdet som freelancer med stor succes.

Alligevel får han nogle gange lyst til at skride fra det hele, sådan som de fleste vel kan genkende at have flirtet med tanken om at vende daglige rutiner, forpligtelser og ansvar ryggen for at leve mere spontant og frit.

- Der er en stor overvindelse at gøre det, for der er en stor kraft i vores samfund, som på en eller anden måde holder os fast. Vi siger jo hele tiden, at der ikke er nogen, der kan falde uden for vores sikkerhedsnet, men det kan man godt, hvis man vil. Der findes folk, som går rundt på landevejene med en barnevogn og en hund og synes, det er rart. Det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, siger Peter Plaugborg, som for små tre år siden smed sit tv op på loftet og siden forærede det væk.

Han forstår godt modstanden mod de evige forandringer, mod globaliseringen og sociale mediers krav om konstant tilstedeværelse. Selv har han en ældre iPhone-model, som han kan finde på at følge med i aktuelle tv-serier på, men han har hverken computer eller Facebook, men blot en iPad, som er i stykker.

I stedet får han læst nogle flere bøger, fordi han uden fjernsyn og Facebook lukker ned for en del af den endeløse informationsstrøm, som ubevidst går ind og tynger mange af os, uden at vi ved, hvad vi skal stille op med den

- Jeg vil have så ren en sfære omkring mig som muligt, så det hele ikke mudrer for mig. Ting, jeg alligevel ikke kan kontrollere. På den måde forstår jeg godt, hvad Jens har gang i. Jeg har desværre ikke grønne fingre, men hvis jeg havde, kunne jeg godt forestille mig at rende rundt og koble af med at ordne en kolonihave et eller andet sted, siger Peter Plaugborg.

I tanken kunne Peter Plaugborg godt finde på at tage til Nepal eller Tibet og sætte sig i skrædderstilling oppe på et bjerg og kigge ud over verden. Dannelsesrejsen tiltaler ham i hvert fald, men om det en dag bliver det rigtige for ham, ved han ikke. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Når potten revner

Han kender alle de gode kaffesteder på Amager, fordi han går lange ture med sin hund, men skal han tale om sit arbejde, sin drivkraft og sin egen vej fra Ølgod til det store biograflærred, foretrækker han afslappede omgivelser med ro, plads og en afslappet stemning som på Il Buco, hvor selv badeværelset er indrettet med karlekammerskab og hyggelys.

- Jeg er optaget af vores følelsesliv. Hvorfor vi reagerer, som vi gør. Det er selvfølgelig også mit værktøj som skuespiller. Følelserne, som skal være så præsente og levende, og som du skal kunne forstå, selv om de kan være voldsomt irrationelle. Mit fokus er i høj grad på, hvad der driver os derud, hvor vi bliver så vrede, at vi gør ting, som vi fortryder. For der må have været alarmklokker inden da. Men hvad får os til at overhøre dem? spørger Peter Plaugborg.

- Når du er vant til, siger han og bider tænderne sammen, inden han fortsætter, at kontrollere, kontrollere, kontrollere, kontrollere, så revner potten på et tidspunkt.

Så slipper han den anstrengte mimik og fortsætter:

- Jo bedre, man bliver til at forstå sine egne følelser og acceptere dem, jo bedre tror jeg, man bliver til at styre dem og give slip på dem. Jeg bliver bekymret, når jeg møder folk, der blærer sig med, at de ikke har grædt, siden de var børn. Jeg har dem mistænkt for ikke at være i kontakt med, hvordan de egentlig har det. Jeg tror, følelserne er en form for ventil. Uanset om det er glæde, vrede eller sorg. Det er en måde at ventilere på, og mange mennesker har svært ved at ventilere, ligesom vi er dårlige til at trække vejret.

- Helt lavpraktisk kan du ikke ånde i et hus, hvor der ikke er gennemtræk. Det kan du ikke leve i. Så der er også en meget stærk logik for mig i, at hvis du ikke kan trække vejret og ventilere i din krop, kommer tingene til at sidde fast, siger Peter Plaugborg.

Skuespiller Peter Plaugborg baksede som ung meget med at skille sig ud, fordi han ikke blot er usædvanlig høj og rødhåret men også homoseksuel. Årene på skuespillerskolen i Odense, hvor eleverne arbejder intenst med sig selv, satte imidlertid mange ting på plads for ham, og i dag er han glad for ikke at ligne alle andre. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vil bruge sin taletid rigtigt

Hans drivkraft er en evig søgen efter god energi. At finde de steder, hvor tingene er opbyggelige, i stedet for at dyrke det triste, det "nederen" og det drænende. For der er så meget andet.

- Min drivkraft er at finde lufthullerne, lommerne, hvor tingene føles, som om de giver mening. Ikke på et intellektuelt, men på et menneskeligt plan, siger Peter Plaugborg.

Han er meget bevidst om, hvilke roller han påtager sig, og om at bruge sin taletid rigtigt.

- En historie skal have et potentiale i forhold til, at publikum skal kunne tage noget med sig, som de ikke vidste, de havde brug for. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis får det, men der skal være noget, de kan vokse i. Noget, man kan blive udfordret i. En udvikling. Der skal helst være sket en forskel, fra du sætter dig, til du forlader værket igen. Det potentiale kan jeg se meget tydeligere i nogle værker end i andre, og sådan havde jeg det med "Harpiks", siger Peter Plaugborg.

- Det smukke ved historien er, at hvis Jens på en eller anden måde er for ødelagt til at gøre det, han skal i livet, så har han forhåbentlig plantet noget i sin datter, som kan bære det videre.

Som skuespiller er Peter Plaugborg optaget af, hvad der kan drive os derud, hvor vi bliver så vrede, at vi gør ting, som vi fortryder. Hvorfor overhører vi alarmklokkerne forinden? Foto: Birgitte Carol Heiberg
Peter Plaugborg mener, mange af os bruger al for meget energi på at forhindre os selv i at være dem, vi er. Brugte vi den energi bedre, ville det samfundet lyse anderledes op, mener han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Peter Plaugborg mener, mange af os bruger al for meget energi på at forhindre os selv i at være dem, vi er. Brugte vi den energi bedre, ville det samfundet lyse anderledes op, mener han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Jeg tror, min drivkraft er at søge god energi. Det handler om at finde de steder, hvor tingene er opbyggelige. Jeg går efter at finde lufthullerne, lommerne, hvor tingene føles som om, de giver mening. Ikke på et intellektuelt plan, men på et menneskeligt plan. Foto: Birgitte Carol Heiberg
For snart tre år siden smed Peter Plaugborg sit fjernsyn ud. Han har heller ikke Facebook eller computer men en Ipad, der er i stykker, og en telefon, som han kan følge med i store tv-serier på. På den måde undgår han at blive tynget af al mulig unødig information. I stedet bruger han tiden på at læse bøger og gå lange ture med sin hund. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Alle tiders jul med pressefotograferne

Læserbrev

Parkering på fiskerihavnen. Er vi blot en stime gubbier i akvariet?

Det forekommer mig ret bizart, at to rådmænd offentligt diskuterer, hvem der mon er skyldig i den ene fejl efter den anden, samtidig med at vi borgere blot ser på cirkusset. Det var i ingens interesse, at parkeringsforholdene blev ændret på Fiskerihavnen. Men af en eller anden finurlig bureaukratisk grund ændrede man det uden argumentatorisk grund. Vi så det også med projekt Aarhus Folkepark, hvor der heldigvis blev oprettet borgergrupper mod indgriben i vores grønne områder. Burde det overhovedet være nødvendigt at oprette protestgrupper? Burde borgerdemokrati/-inddragelse ikke være en ren selvfølge? Heldigvis landede Lind Invest og Salling Fondene lidt ro på bølgen i akvariet. Men også her går det stærkt, og før vi fik set os om, hed projektet pludselig Kongelunden. Jo, demokratiets vej i akvariet vil ingen ende tage. Gubbierne svømmer konstant rundt og følger bare strømmen af fodringen fra oven. Det er, som om byrådets aktører i akvariet helt har glemt, at de er medaktører og skal varetage miljøet i vandet til gavn for alle. Det kunne være ønskeligt, at man lyttede noget mere til borgerne og stillede dem overfor flere valg, så det ganske enkelt var flertallet, der havde en sidste stemme, i forhold til om det skal være den ene eller den andens byudviklers forslag, der bliver realiseret i de forskellige enormt store projekter, der skal udvikle byen. Vi skal alle være her, og vi skal alle behandles med respekt.

Aarhus For abonnenter

Tøfting går til Herning: Men Gå-Petersen gik fra Aarhus til Paris og tilbage igen med to øl og en serveringsbakke

Annonce