Tid: Da jeg som ung læste idéhistorie, tilbragte jeg et år i Frankrig med at studere protestantisk teologi. I Frankrig har de en udmærket supermarkedskæde, der hedder Atac. Den passede lige til mit budget som studerende.
Jeg elskede at handle i Atac. De havde en masse gode franske produkter og en lækker delikatesseafdeling. Men jeg hadede at betale. For der var altid kø. Køen bevægede sig alt for langsomt, og kassedamerne virkede slet ikke interesserede i at få folk igennem kassen. De tog sig god tid. Det var pisseirriterende.
Det var dengang jeg forstod, at vi danskere elsker at være effektive. Vi laver to do-lister og går meget op i at møde til tiden. Uret har en central rolle, også i familielivet og i de personlige relationer. Vi er endda blevet så tyranniserede af tiden, at vi ikke længere mødes uden at have aftalt det først.
At møde op uanmeldt betragtes næsten som uhøfligt. Vores børn tager ikke længere spontant kammeraterne med hjem fra skole eller børnehave. Der skal en legeaftale på plads.
Tid er blevet noget, vi skal bruge, udnytte, skabe et resultat med. Tiden styrer os - ja, den tyranniserer os. Vi skal skynde os, optimere, være effektive og levere resultater til tiden.
Samtidig skal vi være fleksible, tilpasningsparate og kunne balancere arbejdsliv og privatliv, hvis grænser bliver mere og mere udviskede.
I forretningsverdenen betragtes det som unormalt, hvis processen ikke hele tiden skrider fremad. Alt for mange af os bliver frustrerede, når vi udfordres på tid og effektivitet. Der er næsten ikke noget værre end uproduktive møder, vel?
Derfor støder mange danske erhvervsfolk panden mod en mur, når de skal gøre forretning uden for EU. I lande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina kan man ikke komme med en to do-liste og forvente, at der er flueben over hele linjen, inden dagen er omme. Der skal investeres tid i at opbygge relationen, skabe tillid og se hinanden an. Ting, som danskerne ikke har på deres to do-liste. Ting som handler om væren frem for gøren.
Når vi glemmer væren og prioriterer gøren, betaler vi med stress, angst og depression. Sjovt nok ser vi prisen betalt på områder, hvor præstationskravet er størst: folkeskolernes ældste klasser, gymnasierne, højere uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet. Vores mange redskaber og løsninger til at måle, analysere og vurdere har skabt en masse kasser, som vi skal passe ind i for at gøre os fortjent til lærerens, chefens og/eller vores egen anerkendelse.
Problemet med kasser er, at de har en fast form, som efterlader alt for lidt albuerum. Alt for lidt plads til at bare at være. Vi kan ikke mærke, at vi er til, når vi giver alle vores effektivitetskrav og to do-lister lov til at tyrannisere os.
Læg mærke til, at jeg skriver, vi giver lov. Det er nemlig vores eget ansvar, at vi lader os tyrannisere. Vi kunne lige så nemt gøre oprør mod tidstyranniet. Det behøver ikke kræve så meget. Små justeringer. Sluk telefonen engang imellem. Sænk ambitionerne en lille smule. Vær til. Lyt efter, når hjerneforskere som for eksempel Peter Lund Madsen fortæller os, at det allerbedste, vi kan gøre for vores hjerne, er at sidde og stirre ud i luften. Det kan alle faktisk finde ud af.