Annonce
Erhverv

Små virksomheder hyrer de boglige lærlinge

Lærlinge som Kasper Ørtoft Hansen er længere på skole i forbindelse med EUX-uddannelsen, men arbejdsgivere som Carsten Due kan drage nytte af den mere teori, som lærlingene får på skolen. Arkivfoto: Michael Svenningsen.

Jyske og fynske virksomheder ligger i front med at ansætte EUX-lærlinge fra erhvervsskolernes nye linje, som skal trække unge til fra gymnasiet.

De boglige lærlinge fra EUX-linjen er blevet populære blandt virksomheder i Jylland og på Fyn, og det er paradoksalt nok de små virksomheder med op til en snes medarbejdere, som vælger dem frem for de almindelige. Til sammenligning har de største virksomheder med mere end 200 ansatte kun taget fire procent af lærlingene fra EUX-uddannelsen.

En undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at de mindre virksomheder står for at uddanne halvdelen af de 653 EUX-lærlinge, som var i praktik i bygge- og anlægsbranchen i august. Heraf havde de mindste virksomheder med op til en halv snes ansatte 215 i lære. Lærlingene får især praktik i mindre virksomheder i Midt- og Vestjylland - eksempelvis Vejle - foruden på Fyn og i Sydjylland.

Annonce
Ifølge underdirektør Louise Pihl fra Dansk Byggeri har mindre virksomheder stærkere tradition for at ansætte lærlinge, også fra den nyere EUX, og især i Midtjylland, Sydjylland og på Fyn kommer de ud i virksomhederne. Foto: Ricky John Molloy

På skole i et halvt år

EUX-lærlingene skal på skole i et halvt år, mens almindelige lærlinge har skoleophold på omkring otte uger, og det får mange af de mindre håndværksmestre og virksomhedsejere til at ansætte to lærlinge - blandt andet på opfordring fra Dansk Byggeri - så de kan skiftes til at være på skole.

- Arbejdsgiverne var først lidt skeptiske over for EUX, men har vænnet sig til den nye uddannelse og opdaget, at de får gode lærlinge. Endelig har nogle skoler været gode til at markedsføre uddannelsen, siger underdirektør Louise Pihl fra Dansk Byggeri.

De små håndværksvirksomheder har ifølge Louise Pihl tradition for at tage lærlinge ind for at bringe faget videre til næste generation, for det er en del af deres DNA. Dansk Byggeri ser den relativt nye EUX-uddannelse som et godt middel til at få unge til at søge fra gymnasierne mod erhvervsskoler, fordi de med et eksamensbevis fra EUX-linjen kan søge ind på en videregående uddannelse som eksempelvis bygningskonstruktør eller ingeniør.

Dedikerede lærlinge

Men den er et supplement i jagten på at mætte arbejdsgivernes sult efter faglært arbejdskraft, hvor Danmark kommer til at mangle 70.000 med en faglig uddannelse i 2025. Ifølge Louise Pihl kan EUX-uddannelsen også være med til at give erhvervsskolerne et bedre image, som kan trække flere unge til.

Arbejdsgiverne skal med lærlinge fra EUX være indstillet på at få mindre arbejdskraft fra de unge med de længere skoleperioder, og nogle kan komme i praktik i kortere forløb på delaftaler. Til gengæld får arbejdsgiverne ifølge Louise Pihl nogle mere målrettede unge i praktik, fordi uddannelsen på mellem fire år og fem et halvt år er mere teoretisk og hård end en almindelig uddannelse til murer, tømrer eller frisør.

- EUX-lærlingene er unge, som virkelig vil den uddannelse. De er målrettede, skal give den en skalle og de kan i højere grad være med til at finde løsninger på problemer. Men det er selvfølgelig en generalisering, for der findes også lærlinge, som skraber sig igennem en EUX, siger Louise Pihl.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce