Annonce
Aarhus

Small living på Godsbanen: Skiftede lejlighed, hest og bil ud med hytte på 12 kvadratmeter

Foto: Christer Rise Malfoy

Døgnets timer er ofte fyldt ud, for der er så meget, vi gerne vil nå. Hjemmet er ofte fyldt med en masse ting, for der er så meget, vi gerne vil eje. Det oplevede Martin Ritter nogle år tilbage, men det gjorde ham ikke glad. Tværtimod. Derfor skiftede han lejlighed, hest, fiskebutik og bil ud med en 12 kvadratmeter hytte på Godsbanen. Et valg, der ifølge en ekspert, er en naturlig modreaktion på vores materialistiske samfund.

- Det er så her, jeg bor, siger 32-årige Martin Ritter og peger op på en træhytte, der hviler på to metalcontainere.

Han går igennem en åbning i siden og klatrer ved hjælp af alle fire op ad den stejle trappe, der forbinder det svævende hjem med jorden. Da trælågen ovenfor sidste trin baskes til side, strømmer bløde toner ham i møde.

I midten af hytten breder et spisebord sig på det meste af gulvet. Når solen går ned, og månen står op, skifter det form til en seng. I fodenden skjuler et hulrum fladskærmsfjernsynet, der for det meste har sort skærm. To håndfulde glatte skjorter, blanke vinglas, en trompet og en hængekøje bæres af væggene. Vinduerne, der strækker sig fra gulv til loft, lader hjemmet og omverdenen smelte sammen.

Martin Ritter sover, spiser, arbejder, har gæster og laver mad på 12 kvadratmeter. Før i tiden gjorde han det på 60. Ja, før i tiden var der faktisk så meget, han gjorde. Han ejede en fiskebutik, som slugte de fleste af hans vågne timer. Han istandsatte den. Havde en hest, der skulle strigles og fodres. En bil, der stod parkeret foran lejligheden. Men selvom hverdagen var fyldt til bristepunktet, manglede han noget.

- Jeg kunne næsten ikke proppe mere ind i min tilværelse, og det skabte en tung last, som jeg hele tiden rendte rundt med. Jeg kunne ikke tillade mig at trække stikket og gøre noget andet i en periode, for så ville der ikke gå særlig lang tid, før det hele styrtede sammen omkring mig. Jeg savnede virkelig friheden, siger Martin Ritter.

Han stikker hånden ind i køleskabet, griber en flaske vin og slår sig ned blandt de mange planter på tagterrassen. Han har ikke travlt. I det fjerne flyver eftermiddagsbilister frem og tilbage over Ringgadebroen.

Annonce
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy

Minimalisme er en modreaktion på overflod

Martin Ritters beslutning om at skifte en materialistisk hverdag ud med en minimalistisk kommer ikke bag på Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan ved Aarhus Universitet. Hun mener, at minimalismen er en naturlig modreaktion på den overflod, der er i samfundet i dag.

- Vi kan hurtigt føle, at vi hele tiden skal have mere og mere af det, vi sætter pris på. Der skal være en form for vækst i tilværelsen, for at vi kan være tilfredse. Men de ting, vi egentlig anskaffer os til glæde og fornøjelse, kan pludselig blive en byrde, som gør, at vi er mindre fleksible, end vi ønsker, siger Anne Marie Pahuus.

Når vi vil skabe en minimalistisk hverdag, hvor vi byder spontaniteten og friheden velkommen, behøver vi dog ikke at skille os af med musikanlægget og trompeten på væggen, fordi vi i virkeligheden godt kan være det foruden.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at minimalisme er, at vi kun har det højst nødvendige. Men vi prøver at dæmpe vores egen trang til at knytte os til alt for mange ting, så vi kan skabe et overblik og et overskud af tid i hverdagen, siger Anne Marie Pahuus.

Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy

Kunsten at nøjes

Da Martin Ritter for fire år siden flyttede fra hovedstaden til Aarhus, for at starte på iværksætteruddannelsen, Kaospilot, fik han tag over hovedet på et kollegie. Men det, der skulle have været hans nye hjem, blev kun en midlertidig løsning.

Få dage efter ankomsten til den glade by forelskede han sig i Godsbanen og fik mulighed for at bygge hytten på toppen af containerne. Det har været en legeplads, som har givet ham mulighed for at udfordre sig selv.

- Jeg ville gerne finde ud af, hvad jeg egentligt havde brug for. Skulle jeg absolut have fire rækker tøj, som jeg havde i den gamle lejlighed, eller kunne jeg nøjes med en enkelt?, siger han.

Helt fra start har han været bevidst om, at han kun ville ’nøjes’, hvis det gjorde ham glad. Hjemmet skulle ikke være et fængsel, men et frirum. Det skulle bygges og indrettes, så han undlod at gå på kompromis med sine behov.

- At bo her har været en måde at finde ud af, hvordan mit behov som menneske egentligt kan blive opfyldt, samtidigt med at jeg kan mindske det forbrug, jeg har i forvejen, siger Martin Ritter.

Hytten


  • Martin Ritter går meget op i detaljerne og hyttens æstetiske udtryk. Derfor er egetræ og stål gennemgående materialer.
  • Mellem selve hytten og terrassen er der et lille glasbur, som kan bruges som drivhus. Han har blandt andet tomatplanter og flere forskellige urter.
  • Samtidigt med at containerne bærer hytten, er den ene også hjem for en fyr, der har lejet sig ind.
Foto: Christer Rise Malfoy

Frihed i fritid

Det mindskede forbrug gør, at han kan rejse væk fra den ene dag til den anden, hvis han har lyst. Det har tidligere ført ham til både Caribien og Afrika i flere måneder.

Han behøver ikke at være hjemme for at vedligeholde hytten - den kan sagtens passe sig selv. Det kunne hesten og fiskebutikken ikke. Og de færre kvadratmeter giver ham en større økonomisk frihed end tidligere.

Filosof Anne Marie Pahuus mener, at det er vigtigt for menneskers lykke, at vi kan være fleksible og åbne over for det nye.

- Den lethed, som minimalismen kan give os, medfører, at vi kan gøre noget lidt andet i morgen, end vi har gjort i dag. Den kan tilfredsstille vores nysgerrighed over for nogle sider af livet, som vi endnu ikke har fået udforsket, siger hun.

Det overrasker hende ikke, at nogle forsøger at skabe en fritid, hvor de kan være uafhængige og mindske travlheden. Hun ser det som en modreaktion på et samfund, der forventer, at vi når enormt meget på enormt kort tid.

- Vi bliver trænet i at koncentrere os og rigtigt få noget for hånden, og lige pludselig kommer vi til også at ville nå rigtigt meget i vores fritid. Vi kommer til at ville være effektive i forskellige fritidsaktiviteter og hele tiden optimere os. Der tror jeg, at minimalismen er en tendens til at sige: 'Okay, det er ikke sikkert, at mit liv skal optimeres ved, at jeg når enormt mange ting på enormt kort tid. Hvad med at give få ting plads?'

Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy

Flere huse på tegnebrættet

Da Martin Ritter boede i København, blev hans daværende lejlighed vandskadet. Derfor blev han midlertidigt indlogeret i en 120 kvadratmeter stor penthouselejlighed med havudsigt. Men det var ikke lige ham. Han føler sig bedre tilpas i det små.

- Hesten jeg havde, var sådan en de bruger på galopbanen. Når den skulle ind og stå, skulle den helst have en lille boks, ellers gakkede den helt ud. Det skulle være småt, for så var det trygt. Jeg tror, at jeg har det lidt ligesom den, siger Martin Ritter.

På bordet i hytten står en computer. Skærmen viser et lille hus omgivet af klitter og lyng. I fronten er en terrasse. Huset er ikke bredere, end at det ville kunne flyttes fra sted til sted på en almindelig lastbil. Tegningen skriger af frihed.

- Det her vil jeg bygge og sælge til andre, siger han og forklarer, at det er en videreudvikling af hytten, vi befinder os i.

Han har selv fået produceret tegningerne og har planer om, at det i fremtiden skal blive til meget mere end blyantstreger. Martin Ritter er netop blevet færdiguddannet Kaospilot.

Både under og ved siden af studiet har han arbejdet på projektet. Han ønsker at skabe simple, men moderne boliger, der kan give andre mulighed for at få mere frihed ind i hverdagen – præcis som han selv har fået.

- Vi er fleksible på arbejdsmarkedet, så hvorfor skal vi ikke også kunne være det der, hvor vi bor? Hvad med at vi er fleksible i vores eget liv, så vi kan tage nogle valg i det?, spørger han.

Foto: Christer Rise Malfoy

Denne artikel er bragt i samarbejde med magasinet Aarhus Panorama. Magasinet kan findes på caféer, i butikker og i storcentre over hele Aarhus. Desuden udkommer magasinet månedligt som indstik i Århus Stiftstidende.

Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Foto: Christer Rise Malfoy
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce