Annonce
Debat

Smilets by – nu med mundbind

Susanne Hoeck, journalist og udviklingskonsulent. Foto: Jens Thaysen selvskrevet

Min første oplevelse med mundbind fik TV2-klassikeren ‘Bag duggede ruder’ til at tone frem i mit indre. Kombinationen af maskeret underansigt og læsebrille resulterede i, at jeg intet kunne se, og da jeg har nedsat hørelse og dertil fik akut åndenød, følte jeg mig kortvarigt som en levende mumie. En venlig medpassager gjorde mig diskret opmærksom på, at en 180 graders drejning af mundbindet ville afhjælpe de tilduggede brilleglas, da der er placeret en tynd metaltråd i den ene kant, som kan formes henover næseroden og dermed lukke for den opadgående varmluftstrøm fra mine let hektiske udåndinger.

Læring fra mundbinds-novicens lektion 1: Der er både op og ned og ret og vrang på det obligatoriske værnemiddel. Tak min ukendte frelser, vi må hjælpe hinanden i denne svære tid!

Med nyt udsyn kunne jeg nu betragte de øvrige passagerers løftede øjenbryn rettet mod de ganske få, der ikke bar mundbind i vores fælles kollektive transportmiddel. Begrebet ‘et dræbende blik’ fik pludselig sin sande eksistensberettigelse. Ve dem, der hensynsløst udsætter andre for død og ulykke ...


Et ægte smil kan ikke skjules af et stykke papir med øreelastikker– så lad os bevise, at vi stadig fortjener titlen som Smilets By.

Susanne Hoeck


Rejsen gik fra Aarhus til København, da mine faglige relationer naturligvis ikke ville vove sig over Storebælt - nyhedsfladen har jo tydeliggjort, at det vil være som at sætte sig i en myretue med en hær af blodtørstige, angrebslystne corona-soldater. Stor var min undren derfor, da jeg ankommer til hovedstaden, hvor mit første møde var i byens absolutte centrum. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have troet, at det aflyste Folkemøde var rykket til storbyens restauranter, caféer, fortovskanter ... Sommerstemningen var upåvirket af, at selv burhøns har større bevægelsesfrihed.

Pointe?

Skal der virkelig regler, restriktioner, sanktioner, skræmmekampagner, tvang og trusler til, for at vi opfører os ansvarligt?

Er det nødvendigt at udskamme befolkningsgrupper, etniciteter og regioner for at udpege syndere i en uklædelig trang til at give nogen skylden?

For ikke at nævne den tiltagende politiske mudderkastning, hvor bagklogskaben bliver brugt til at vinde tabte stemmer tilbage i stedet for at bruge kræfterne på at finde bæredygtige, langsigtede løsninger.

Det giver ingen mening at ofre Aarhus Festuge, når folk står som sild i en tønde i Nyhavn. Det giver ingen mening, at vi skal sprittes af fra top til tå for at gå til lægen, når man bliver nyst i nakken i supermarkedet. Så hvad giver egentlig mening, hvis vi hver især skal hjælpe med at løse en global udfordring?

Hvis ingen andre vil sige det højt, så gør jeg det gerne. Man bliver nemlig ikke mundlam af at bære mundbind:

Normaliteten vender ikke tilbage, hverken i dag, i morgen eller i overmorgen. Livet lige nu er den nye normal. Det er hverdagen, og vi kan ikke blive ved med at aflyse og udsætte vores halve liv med undskyldning om, at det er coronaens eller samfundets eller nogen, vi ikke kan lides skyld.

Mundbindsnovicen lærte i lektion 1 at undgå duggede brilleglas. Monstro lektion 2 lærer mig at mundbindskysse?

Et ægte smil kan ikke skjules af et stykke papir med øreelastikker– så lad os bevise, at vi stadig fortjener titlen som Smilets By. :-)

Susanne Hoeck, journalist og udviklingskonsulent. Foto: Jens Thaysen selvskrevet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

Så kom AGF på tavlen i mesterskabsspillet: Energien var tilbage, men det rakte kun til 2-2 mod Brøndby

Annonce