Annonce
Debat

’Som at drikke vand fra en brandhane’

Citatet tilhører efter sigende den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, der beskrev, hvordan det kan opleves at stifte bekendtskab med FN. Og der er noget om snakken. For den internationale samtale og sam­arbejdes største scene er en overvældende oplevelse. 193 lande, en række observatører og et utal af regionale og interna­tio­nale organisationer sætter dagligt hinanden stævne for at drøfte, debattere og forhandle om en række af tidens store spørgsmål (og en mængde af de små også). Næste år runder FN så et skarpt hjørne. Der vil være mange taler med hyldest til fødselaren, men der vil også være snak ved festbordene ’om tiden mon er løbet fra FN?’.

Siden FN så dagens lys i 1945 er der sket meget. Verden anno 2019 er væsens­forskellig fra den, FN blev født ind i. Der er langt færre fattige i verden, flere børn går i skole, færre mødre dør i barselsseng, vi lever stort set alle længere og længere. Aldrig før har så mange vel haft så gode muligheder for at udfolde deres potentiale. Det er også FNs fortjeneste. For verdens­organisa­tion­en har ikke alene været med til at gøre en konkret forskel for millioner af mennesker i de enkelte lande og regioner – FN har sat rammer og retning for verden. Fra børnekonventionen i 1989, befolkningskonferencen i Cairo i 1994, kvindekonferencen i Beijing og det sociale topmøde i København i 1995 og nu allersenest de 17 verdensmål og Parisaftalen i 2015. Gennem sine snart 75 år har FN været med til at udvikle en verden, der på mange måder er blevet rigere og friere. En verden, der kan synes mindre og hvor afstandene synes kortere. På godt og ondt.

Men det er også en verden, der er blevet mere kompleks. De globale magtbalancer har forskudt sig, og det billede, der prægede efterkrigstiden, hvor den globale økonomiske og politiske magt var samlet hos blot en håndfuld lande (i form af de fem permanente medlemmer af Sikkerheds­rådet (P5): USA, Kina, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien), er i dag mere diffust. Den indbyrdes balance mellem P5 er under forandring. USA er fortsat verdens supermagt, men Kina vokser hastigt. Og de øvrige permanente medlemmer har – relativt set – ikke den relative tyngde, som de havde i 1945, hvor de 51 stiftende medlemmer af FN betroede netop de fem et helt særligt ansvar for fred og sikkerhed i verden – til gengæld for den vetostemme, som de hver især er udstyret med. Derfor er det også frustrerende at se, hvordan FNs muligheder for at gøre en forskel amputeres, når de gamle P5-lande har modsatrettede interesser i en konflikt - og Sikkerhedsrådet som følge heraf handlingslammes. Syrien er et overordentlig trist eksempel herpå. Men det er også et eksempel, der ofte overskygger den kendsger­ning, at FN i en række andre konflikter, hvor der er færre eller knap så tunge stormagtsinteresser på spil – ikke mindst i Europas nærområder i Afrika – spiller en helt central rolle i at holde låg på væbnede konflikter. Og at FNs humanitære indsatser og håndtering af verdens mere end 70 millioner flygtninge og internt fordrevne er helt central for at sikre, at konflikter om ikke løses, så inddæmmes lokalt. Så FN kan, når verdens lande vil det.

Og der er brug for et FN, der virker – og får lov til at virke. For der er kommet nye komplekse udfordring­er til. At menne­skehed­en slår sig selv ihjel med våbenmagt er ikke den eneste trussel. Klimafor­andringer, irregulær migration og den nye teknologis skyggesider er udfordringer, vi ikke kendte i 1945, og som har det til fælles, at de af natur er grænseover­skridende – og derfor alene kan løses i internationalt sam­ar­bejde.

Så selvom FN til tider kan være en frustrerede oplevelse for en dansk diplomat med begrænset tålmodig­hed, så skal man løfte blikket og se FN i et lidt længere og lidt større lys. Og huske FN’s anden General­sekre­tær, svenske Dag Hammarskölds berømte ord om, at ’FN blev ikke skabt for at bringe mennesket ind i himlen, men for at redde menneskeheden fra helvede.’ Og hvis det ikke rækker, så bør man spørge om verden mon har bedre udsigt til at løse vores fælles pro­blem­er uden FN. Det gør ikke møderne og talerne kortere, men det understreger nytten i arbejdet med at fastholde og til stadighed udvikle FN som det centrale forum for global samtale og samarbejde. Og det minder én om, at FN er mindst lige så relevant og nødvendig, som da Gustav Rasmussen som den første danske udenrigsminister den 15. januar 1946 sluttede sit indlæg til FN’s første plenarforsamling i London med ordene: ”… det afgørende er, at vi kan begynde vort arbejde i samarbejdets rette ånd, fast besluttede på – i indbyrdes forståelse – at opnå resultater til menneskehedens varige gavn.”

Annonce
Mads Bille Herman
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce