Annonce
Blog

Sommerferieminder

Det hørte jo ikke til hverdagskost i 1965, at der kom tre livlige, unge piger på besøg fra Holland. Min far kørte med os i dagevis, for at fremvise de smukkeste sider af vores land.

Sommeren 2019 synger på sidste vers og sæsonens to første foredrag er allerede afholdt. For mig personligt har det været den skønneste sommer i seks år. En sommer, hvor jeg har kunnet slukke mobilen. Min ferierejse denne sommer gik til Holland med campingvogn, for at besøge min veninde Alie.

Jeg har længe gerne villet besøge Alie, fordi hun blev enke for to år siden. Men sygdom og død i nærmeste familie er årsagen til, at det først nu var muligt.

Alie og jeg blev i 1963 ”roommates”. Vi var ”Sprachpraktikanntinnen” på ”das Internationale Haus Sonnenberg” i Harzen. Det var et lykkeligt match og vi svingede bare sammen. Efter ”Sonnenberg” arbejdede vi begge som au pair i Paris. Hjemme i Danmark igen, besøgte Alie med sin søster og en veninde os på gården på Thyholm. Det var noget af en begivenhed.

Det hørte jo ikke til hverdagskost i 1965, at der kom tre livlige, unge piger på besøg fra Holland. Min far kørte med os i dagevis, for at fremvise de smukkeste sider af vores land. Jeg besøgte også Alies familie i Holland. Vi bevarede kontakten, og jeg var på besøg flere gange, selvom jeg, modsat Alie, som 22-årig var blevet gift og havde fået barn. Alie blev socialrådgiver og levede som single, til hun blev 42 år. Så giftede hun sig med en enkemand med syv børn. En udfordrende livsopgave, som Alie lykkedes med på smukkeste vis.

Jeg havde fornøjelsen af at være med til deres sølvbryllup i 2009.

Vores hjem stod på den anden ende, da de tre hollændere i 1965 kom til Thyholm. Den samme oplevelse havde vi faktisk her i sommeren 2019. Vi havde kun valgt en campingplads tæt på Alies bopæl for gøre det let at tilbringe nogen tid sammen med hende. Men Alie havde andre planer. Hun insisterede på, at vi var hendes gæster. Hun havde planlagt et program, baseret på en gæstfrihed uden lige.

Ud over et nøje tilrettelagt sightseeingsprogram, stod de private indbydelser i kø. Vi blev beværtet storslået også hos søsteren og veninden, der som Alie var blevet boende hele livet i deres fødeby Spakenburg.

Spakenburg er en idyllisk, meget naturskøn beliggende by, som absolut er et besøg værd. Byen er omgivet af landbrugsjorde med græssende får og køer. Inde i byen ligger små fiske- og sejlbåde tæt. Det opleves som om tiden står stille, når man stadig kan møde kvinder, også på cykel, i folkedragt.

Jeg blev ganske rørt ved synet af en plejehjemsbeboer i kørestol, der sad udenfor hjemmet i stiveste puds, med opsat hår, hvid kappe og hvide stivede ”vinger”. Hvilket overskud hos plejehjemspersonalet, at klæde deres beboere så fint på. Fornemmelsen af at befinde sig i en tidslomme forstærkes ved, at en stor del af indbyggerne i Sparkeburg er praktiserende kristne med bordbøn før måltiderne og kirkegang næsten hver søndag. Middagen hos søsteren blev opfulgt af svogerens højtlæsning på engelsk af et opbyggeligt skriftssted.

Vi har aftalt et genbesøg hos os til foråret. Der bliver noget at leve op til, hvad gæstfrihed og kogekunst angår. Til gengæld er jeg ganske fortrøstningsfuld, når det gælder vores dejlige lands attraktioner og seværdigheder.

God dag.

Annonce
Gunhild Weisbjerg, psykoterapeut og foredragsholder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Ingen skal være ensomme

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen? Men det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. Hvem vil lege med mig? Hvem har jeg at snakke med? Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til. En at dele sine tanker med. Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.” Sådan sagde vores kloge dronning blandt andet i sin nytårstale. Og som sædvanligt har majestæten ret: Ingen skal være ensomme. Men ensomheden er opstået i takt med at tidsånden, hvor samfundet har udviklet sig til, at vi alle er vores egen lykkes smed. Vi er omringet af en syg mig-mig-mig-kultur, hvor de stærkeste med lethed overlever på første klasse, mens de lidt svagere fuldstændig kynisk efterlades på perronen, når eksprestoget buldrer afsted. Aldrig har der i Statstidende været så mange efterlysninger af pårørende til en ensom afdød, og det sker oftere og oftere, at man hører om en person, der er fundet død i sin lejlighed – en måned efter døden indtrådte. Og ikke så sjældent er det en besøgsven, der finder afdøde. En besøgsven – smag lige på ordet! Jamen, hvad er det for en uorden? Hvorfor kan vi i et lille land som Danmark ikke tage os bedre af hinanden? Vi skal huske kontakten til familiemedlemmer, til gamle venner, til naboerne og til dem vi møder på vores vej. Glem nu for pokker den dér med, at vi vil ikke blande os – vi skal netop blande os, være nysgerrige, vise interesse og omsorg – ja, kort sagt: gøre noget!

Aarhus

Over for rødt, venstre om helleanlæg og med narko i blodet: Politiet i natlig biljagt gennem det sydlige Aarhus

Annonce