Annonce
Danmark

Spøgelserne er flyttet hjem til os: De rører ved de store spørgsmål i livet

Vi er stadig fascinerede af spøgelseshistorier. Men hvorfor, egentlig? Genrefoto: Phovoi R. / Panthermedia / Ritzau Scanpix
Antropolog Kirsten Marie Raahauge samler på spøgelseshistorier, og de kommer i lige så høj grad fra private hjem som fra slotte og herregårde.

Spøgelser: En god spøgelseshistorie kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, og enhver herregård med respekt for sig selv har en grå eller hvid dame, der huserer på gangene af den ene eller anden tragiske årsag.

Men hvorfor synes vi stadig, i vores rationelle 21. århundrede, at det er spændende at høre om noget, der er så svært at måle og veje som spøgelser?

- Det er, fordi spøgelseshistorierne rører ved de store spørgsmål i livet. Og så er det tit så gakket, at det bliver fascinerende for os, siger Kirsten Marie Raahauge, der er antropolog og professor ved Kunstakademiets skoler for arkitektur og design.

Hun har igennem et forskningsprojekt, Fornuftens Grænseflader, samlet spøgelseshistorier ind fra hele Danmark, og selv om der i sagens natur er en del fra slotte og herregårde, er det også ret almindeligt, at danskerne oplever spøgelser i både lejligheder og parcelhuse. Ikke nødvendigvis sådan, at der pludselig står en dame i hvidt midt i stuen, men lige så meget at danskere oplever ting, som de ikke kan forklare. For eksempel lyde.

- Mange hører lyde derhjemme, som de ikke kan forklare. Og her er ikke tale om rumsteren på loftet eller sådan noget, men for eksempel skridt på trappen eller i gangen, eller at nogen sætter en nøgle i låsen, fortæller Kirsten Marie Raahauge.

Annonce

Manden i jakkesættet ville ikke flytte

En af de historier, som Kirsten Marie Raahauge stødte på under sit forskningsprojekt, fandt sted hos et ægtepar lidt uden for Aarhus. Parret havde købt et hus af et vennepar, hvor manden var død.

Kort efter, at de er flyttet ind, begynder både mor og datter at opleve uforklarlige ting i huset. En aften, da moren sidder tv-stuen og ser fjernsyn, ser hun ud af den ene øjenkrog en tåge, som ruller rundt midt i rummet. Efterfølgende begynder datteren at få uforståelige opkald og beskeder på sin telefon, og sammen bliver de enige om at snakke med det sidste medlem af familien - faren - som ellers synes, at sådan noget er noget pjat. Til deres store overraskelse er det dog ikke det svar, de får denne gang. I stedet svarer han:

- Nu, I siger det, så har jeg set en mand i jakkesæt gå rundt her, siger han, og fortæller at han er rimelig sikker på, at det er manden til konen, som de købte huset af, der stadig går rundt der. Så ham har han kørt hjem.

- Jeg gik simpelthen hen og sagde til ham "du bor her ikke mere, men nu skal jeg køre dig hjem", fortæller han, og fortsætter med at fortælle, hvordan han har kørt spøgelset hjem til dets nye adresse.

Nogle dage efter snakker parret med konen, som de købte huset af, og hun kan fortælle den overraskende - og rørende - afslutning på historien.

- Forleden fik jeg besøg af min afdøde mand. Det var simpelthen så dejligt, fortæller hun med et stort smil.

I dag er tågen ikke længere i fjernsynsstuen, de uforståelige beskeder er holdt op med at komme ind på datterens telefon, og de har ikke set manden i jakkesættet, siden han blev kørt hjem.

Det er dog ifølge Kirsten Marie Raahauge "lidt op og ned", om den slags virker.

- Men det har nogle gange virket for folk for eksempel at sige "nu bor jeg her, du bor her ikke mere," eller noget i den stil, fortæller hun.

Tabuiseret og latterliggjort

Mange af de danskere, som Kirsten Marie Raahauge har talt med, fortæller deres historier for første gang. Det at have set spøgelser er nemlig tabuiseret og puttet ind i en fiktionaliseret kategori, som tit bliver latterliggjort, siger hun.

- Der var rigtig mange, der havde historier at fortælle, og jeg fik så meget information fra mennesker i hele Danmark, men de fleste havde ikke fortalt andre om det, fordi de synes, at det er noget pjat. Men de oplevede også, at det hjalp at få det fortalt, for selv om de ikke vender op og ned på ens verdensbillede, er det en lille sten i skoen at have oplevet noget, der ikke kan forklares.

Historierne bliver ved med at ankomme i Kirsten Marie Raahauges indbakke, selv om forskningsprojektet egentlig er afsluttet. Og det er hun glad for - hun vil meget gerne høre dem. Selv er hun da heller ikke afvisende over for eksistensen af spøgelser.

- Det er tydeligt, at de her mennesker har oplevet noget. Jeg aner ikke, hvad det er, men det skulle være mærkeligt, hvis vi kunne forklare alting, slutter hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Østjyske borgmestre om statsministerens planer: Skævt og urimeligt, hvis vi skal bløde endnu mere

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

112

Tyve tømte skolekøkken under ombygning: Store fryse- og køleskabe stjålet

Sport

De røde lamper tændes før basketgyser: Bears har kniven for struben i Europa

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce