Annonce
Debat

Spisningens psykologi: Hjernen der leder efter kage

Anette Schnieber, Ph.D., Psykolog, VIA UC, Ernæring & Sundhed

De fleste kender til fristelser - for eksempel når en chipspose i skabet fanger din opmærksomhed og giver dig lyst til chips.

Måske passer kalorietætte snacks ikke ind i dine planer i dag, og det lykkes dig at lukke skabet hurtigt og forlade køkkenet. Du går i gang med noget andet, og efter et par øjeblikke har du stort set glemt, at du fik lyst til at snacke.

For nogle mennesker er der imidlertid et eller flere trin i denne proces (opmærksomheden fanges, lysten opstår og derefter forsøget på ikke at handle på fristelsen og at glemme den), der giver store vanskeligheder.

Flere forskningsstudier har for eksempel kigget på menneskers reaktioner på madrelaterede stimuli (genstande, billeder eller ord, som personen forbinder med mad og spisning). Sådanne stimuli kaldes også for mad-cues, fordi de, lige som stikord eller ledetråde, fremkalder en mængde andre psykologiske og fysiologiske fænomener, som de har forbindelser til. For eksempel kan ordet "cookie" minde mig om en særligt god småkage, jeg plejede at bage, og jeg kan smage ingredienserne og mærke fornemmelsen af at tygge den. Jeg får mundvand, føler mig lidt sulten og får måske også impulsen til at gå ud i køkkenet for at lede efter noget lignende eller for at bage. Og alt dette sker bare, fordi et pop-up vindue på min computer sagde: "Denne hjemmeside bruger cookies"...

I forskningsstudier om effekten af mad-cues finder man ofte, at gruppen af overvægtige deltagere, sammenlignet med normalvægtige, reagerer hurtigere og kraftigere på disse cues. Det vil med andre ord sige, at de overvægtiges sanseapparat er hurtigere end normalvægtiges til at opfange, hvis der er tegn på lækker mad i omgivelserne (eller noget, som kan tolkes således), og når disse tegn opfanges, vil de overvægtige få en stærkere lyst til maden, hvilket udtrykker sig både psykologisk og fysiologisk. Samtidig ved vi fra andre studier, at overvægtige kan have sværere ved at løsrive deres opmærksomhed fra mad-cuet og de tanker og indre billeder, der er opstået i kølvandet herpå.

At blive overvægtig og tabe sig handler således ikke kun om motivation i traditionel forstand: det ser simpelthen ud til, at væsentlige dele af den måde, hjernen opsøger og behandler indtryk på, fungerer anderledes hos mange af de personer, der indtager for mange kalorier.

Denne type forskning i spisningens psykologi er relativt ny, og derfor er interventionerne, der anvendes for at afhjælpe disse problemer, det også. En række intensive psykologiske behandlingsprogrammer udviklet specifikt til at ændre både følsomheden over for mad-cues, den efterfølgende reaktion og forholdet til mad og krop ser lovende ud, men kræver psykologer med specifikke kompetencer. En barriere for nogle klienter kan måske også være selve det at skulle involvere en psykolog i et vægttabsforløb.

Der er imidlertid ikke tvivl om, at grundlæggende perceptuelle processer, der opererer lynhurtigt og helt uden for vores opmærksomhed, spiller en stor rolle i spiseprocessen, og disse kræver særlig behandling, der går ud over, hvad vi normalt forstår ved det at arbejde med motivation og vaner sammen med for eksempel en coach eller kostvejleder. Når man ser på den manglende succes med diverse vægttabsforløb, er det dog klart, at der for mange overvægtige er behov for disse nye, forskningsbaserede tilgange.

Annonce

At blive overvægtig og tabe sig handler således ikke kun om motivation i traditionel forstand: det ser simpelthen ud til, at væsentlige dele af den måde, hjernen opsøger og behandler indtryk på, fungerer anderledes hos mange af de personer, der indtager for mange kalorier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce