Annonce
Aarhus

Stadsarkitekten: Vi kan ikke stoppe udviklingen

Stephen Willacy diskuterer byudvikling med den amerikanske professor, Julian Brash. Arkivfoto

Stadsarkitekt Stephen Willacy påpeger, at der er grænser for, hvad man kan styre med kommunale love og regler, når en by udvikler sig.

Aarhus: Stadsarkitekt Stephen Willacy forstår utrygheden i Latinerkvarterets Volden, hvor de fleste ejendomme er opkøbt af Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen.

Men han fastholder, at bydele over hele verden skifter karakter over tid. Og at det kan man ikke lave kommunal lovgivning imod.

- Vi kender det for eksempel fra New York, hvor kunstnerne rykker ind i et ofte slidt og billigt område, der bliver fyldt med liv og kreative kræfter. Det gør stedet eftertragtet, priserne stiger, det bliver mondænt, og så rykker kunstnerne videre til et nyt, uspoleret sted, forklarer han.

Det betyder dog ikke, at man bare skal se på og lade det ske.

Han påpeger, at kommunen har indskrevet i lokalplanen for Frederiksgade, Busgade og Hans Hartvig Seedorffstræde, at der ikke skal være flere bankaktiviteter. Simpelthen fordi kvarteret har brug for noget liv - også efter kl 16.

Kommunen har også set på udviklingen af Sydhavnen, der rummer et rigt kulturliv omkring Kulbroen og de nedlagte slagterihaller. Der er også værested og varmestue for byens hjemløse.

- Vi har i Sydhavnen i Aarhus truffet en beslutning om, at de socialt udsatte og kulturlivet skal bevares. Men vi skal også have noget erhvervsliv ind i den bydel, så området tilføres noget økonomi. Det ene kan ikke stå uden det andet, fastslår Stephen Willacy.

Han påpeger, at det nye bankdomicil i bunden af Jægergårdsgade bliver arbejdsplads for 600 mennesker, som samles der i et stort callcenter. Cirka 400 af dem er unge under 25 år.

- Det vil tilføre bydelen en masse liv, for de arbejder om eftermiddagen og ud på aftenen. Og de går ikke altid lige hjem, men skal have en kop kaffe eller en øl. De skal også have noget at spise, og det er godt for områdets mange små cafeer og spisesteder, mener stadsarkitekten.

Grafik: Nex
Volden Foto: Jens Thaysen
Volden Foto: Jens Thaysen
Volden Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce