Annonce
Navne

Statsministerrolle åbnede verden for Sidse

En glad Sidse Babett Knudsen holder takketale i 2016 ved modtagelsen i Paris af filmprisen César - den franske pendant til en Oscar - for bedste kvindelige birolle i det franske retssalsdrama Hermelinen. Foto: Patrick Kovarik/Ritzau Scanpix

Rollen som Birgitte Nyborg i "Borgen" blev Sidse Babett Knudsens visitkort, der lukkede de internationale filmdøre op. Også i Frankrig, hvor hun er uddannet. Nu fylder hun 50 år.

50 Når skuespilleren Sidse Babett Knudsen torsdag 22. november fylder 50 år, har hun allerede nået, hvad de fleste danske skuespillere kun tør drømme om.

Som Nikolaj Coster-Waldau og brødrene Mikkelsen har hun fået succes i Hollywood. Oveni er Sidse Babett også prisbelønnet for sin indsats i fransk film.

Det store gennembrud og de første Robert- og Bodil-statuetter kom i 1997 i Jonas Elmers skæve og improviserede kultfilm "Let's get lost".

I den efterfølgende hovedrolle i kæmpesuccesen "Den eneste ene" fik hun hele landet til at sige "bare ærgerligt, Sonnyboy" samt flere Robert- og Bodil-priser. Filmen kanoniserede hende som en stjerne med udstråling i Hollywood-klassen.

Det sidste løft mod berømmelsen også uden for Danmark kom med DR's store eksportsucces "Borgen", hvor Sidse Babett Knudsen kæmper med at få privatliv og statsministerjob til at hænge sammen. Det udløste en Emmy-nominering i USA for bedste kvindelige hovedrolle og internationale roller i film. Nu over for topskuespillere som Tom Hanks og Anthony Hopkins og i film som Dan Brown-filmatiseringen af "Inferno" og HBO's roste serie "Westworld" om kampen mellem robotter og mennesker.

Også Frankrig har siden haft bud efter den fransktalende dansker, som oprindeligt tog sin skuespilleruddannelse på Theatre De L'Ombre i Paris i 1980'erne. Hun vendte dengang hjem igen efter seks år og blev en hyppigt brugt teaterskuespiller på Mungo Park og Betty Nansen før gennembruddet med "Let's get Lost".

Men i takt med den internationale anerkendelse har fransk film nu flere gange trukket i hende. Hun er ridder af den franske orden for kunst og litteratur, L'Ordre des Arts et des Lettres, og i 2016 fik hun den franske filmpris César. Sidste år høstede hun ros både der og herhjemme for hovedrollen i den franske film "Kvinden fra Brest", som Sidse Babett Knudsen fik på anbefaling af Catherine Deneuve.

Sidse Babett Knudsens næste to premierer bliver dog på dansk grund. Dels som kvindelig mafiaboss i "Kød og blod" og dels i "Undtagelsen" baseret på Christian Jungersens bestseller.

Lige så intenst som hun skinner på lærredet, lige så privat og nedtonet er hun om familielivet uden for spotlyset med blandt andre sønnen Louis Ray.

- Jeg vil gerne arbejde meget, jeg er grundig og flittig. Men min maskine, mit batteri, min kerne, mit guldæg og alt det her, det skal jeg virkelig passe på. Og det er, at mit privatliv er privat, har hun sagt til filmmagasinet Ekko.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

Annonce