Annonce
Aarhus

Stiften-journalist vinder fornem pris og 100.000 kroner

Morten Svith modtog tirsdag aften Spadestiksprisen 2018 ved en konference op Hotel Koldingfjord. Med prisen følger 100.000 kroner, som deles mellem Morten Svith og Århus Stiftstidende. Foto: Morten Ravn

Blandt tre finalister modtog Århus Stiftstidendes journalist Morten Svith tirsdag aften Spadestiksprisen 2018 sammen med 100.000 kroner for sin artikelserie om Skandalechefen.

AARHUS: Tirsdag aften vandt Århus Stiftstidendes journalist Morten Svith Spadestiksprisen 2018.

Morten Svith vandt prisen for sin serie om Skandalechefen, som tog over et år at researche og stykke sammen.

- Jeg er overvældet, rigtig, rigtig stolt. Det har været en hård konkurrence med de to andre nominerede. Det er et fantastisk skulderklap til min lille avis, der er dansk dagspresses smertensbarn. Jeg ved, at min chefredaktør også glæder sig. Hvis han ikke havde været i Thailand, ville han have været her, sagde Morten Svith.

- Tak til kolleger, som jeg har været fraværende overfor - tak til min chefer, og tak til de mennesker, som gav historien. Uden dem var det aldrig blevet til noget. Nu bliver jeg rørt, så jeg må hellere holde.

Annonce

Morten Svith


  • Morten Svith er 62 år og bosiddende på Frederiksbjerg i Aarhus med hustruen Gerd Schou-Hansen.
  • Han er født i Ribe men tog i 1977 til Aarhus for at læse på universitet. Her tog han hovedfag i historie og siden pædagogikum på Horsens Statsskole.
  • Senere fandt han ud af, at han ville være journalist og dimitterede i 1990 fra Danmarks Journalisthøjskole.
  • Efter halvandet år på Morsø Folkeblad vendte han tilbage til sit praktiksted, Århus Stiftstidende, hvor han har arbejdet som journalist lige siden. 26 år er det blevet til.
  • De første år på Århus Stiftstidende arbejdede Morten Svith på avisens redaktion i Skanderborg. I 2000 skiftede han til hovedredaktionen i Aarhus.
  • Morten Svith er desuden tillidsmand på Århus Stiftstidende.
Foto: Jens W. Møller

Skandalen rullede fra oktober 2016. Med rubrikken "Kommunal topchef i betændt sag om sponsorater" satte Morten Svith en lavine af afsløringer i gang.

Artikelserien førte til fyring og politianmeldelse af den daværende chef for Natur og Vejservice, Claus Pedersen. Senere kostede afsløringerne også jobbet for den daværende direktør i Teknik og Miljø, Erik Jespersen og den daværende chef for Center for Miljø og Energi, Claus Nickelsen.

Med prisen følger 100.000 kroner. Spadestikprisen er dermed Danmarks største pris for kritisk undersøgende journalistik.

Morten Svith kan dog ikke sætte samtlige 100.000 kroner ind på sin private bankbog. Prisen er delt i to, så journalisten får 50.000 kroner, mens det medie, hvor journalisten har udført det prisvindende projekt også får 50.000 kroner. De øremærkes til, at mediet gennemfører mere kritisk undersøgende kvalitetsjournalistik.

- Jeg ved, Jan Schouby vil bruge pengene på, at vi kan lave mere undersøgende og god journalistik, sagde Morten Svith.

Også formanden for komiteen for Spadestiksprisen, Peter Graae, nævnte i sin begrundelse de mange penge:

- Vi har et håb om, at medier i fremtiden vil sætte flere penge af til undersøgende journalistik. Det er mentalt hårdt krævende for den enkelte journalist. Morten Svith har efterprøvet myndighedernes etik.

De to andre nominerede til Spadestikprisen 2018 var Thomas Gregersen fra Fyens Stiftstidende og Mads Thyrsted, Daniel Jørgensen, Tore Bønke Jeppesen, Jonas Ancher Nyeng og Lars Krejberg fra Fyens Stiftstidende. Thomas Gregersen havde skrevet om drikkevandsforgiftning på Nordfyn, mens de øvrige journalister fra Fyens Stiftstidende havde skrevet om ambulanceberedskabet i Region Syddanmark, hvor Bios i efteråret 2015 overtog driften.

Uddelingen af Spadestiksprisen 2018 fandt sted på Hotel Koldingfjord.

Morten Svith. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce