Annonce
AGF

Stiftens startopstilling til AGF-kampe: Et kig ind i maskinrummet

Noget af det mest læste stof på stiften.dk – og i papiravisens spalter – er karaktergivningen af AGF-spillerne efter hver Superligakamp.

Det er ofte tal, vurderinger, der deler vandene blandt fans og sponsorer og de mere neutrale stadiongængere, og som derfor også danner grobund for en heftig debat på sociale medier og henover kantinebordet i frokostpausen dagen derpå.

Spillede Bundu virkelig så dårligt? Hvorfor får Amini ikke en højere karakter? Hvordan kan de give målmanden et 7-tal? Og så videre.

Det er sportsredaktionens to faste AGF-reportere – Kim Robin Graahede og Dennis Bjerre Christiansen – der i kølvandet på de 90 minutter vurderer hver af de 11 spillere i startopstillingen samt dem, der kommer ind fra bænken og får mere end en halv time på banen.

Og det sker efter den gældende 7-trins-skala, der jo strækker sig fra -3 og til det ultimative 12-tal.

Men hvad ligger journalisterne egentlig til grund for de karakterer, som spillerne ifølge dem selv aldrig læser, men alligevel altid er up to date på, når man går dem lidt på klingen?

Det er naturligvis en rendyrket subjektiv vurdering, der blandt andet også tager udgangspunkt i den enkelte spillers erfaring, bundne taktiske opgaver, skadeshistorik, arbejdsbetingelser i det givne opgør, kvaliteten af modstanderen og meget mere. Altså lidt af det hele.

For eksempel: En debutant som Magnus Anbo vil blive bedømt som den unge, uprøvede debutant han er, mens der naturligvis ligger helt andre forventninger om at gå forrest til rutinerede navne som Niklas Backman og Patrick Mortensen. Og sådan er det hele vejen rundt.

Men hvor meget ser I overhovedet af kampen, når I også skal skrive undervejs, liveblogge og alt muligt andet?

Vi ser ikke alt, og det er derfor vi altid er to til at dække en AGF-kamp for avisen. Så hvis den ene sidder med hovedet ned i tastaturet, kigger den anden altid ned på banen.

Det ligger på rygraden.

Især til de sene aftenkampe, hvor der er kort tid til deadline, og der nærmest skal afleveres stof til både net og print på slutfløjtet, er det nødvendigt undervejs både at skrive og hente billeder fra fotograferne og snakke med dem, der redigerer avisen.

Her tager den ene journalist sig typisk af karaktererne og kampanalysen, som bliver afleveret lige efter slutfløjtet, mens den anden laver en kort artikel til stiften.dk om kampens udfald, hvorefter begge går ned i mixed-zone og laver interviews med spillere og trænere.

Herefter vil der typisk til en kamp, der begynder klokken 19.00, være godt tyve minutter tilbage til at skrive de artikler, der skal nå med i trykpressen til papiravisen.

Det skal gå lidt tjept. Derfor sniger der sig også fejl ind her og der. Og derfor er der også nuancer i karaktergivningen, der går tabt, hvorfor det først og fremmest skal ses som et indspark til en videre debat, end en egentlig urokkelig dom.

Typisk leverer vi et opslag (to hele sider) til papiravisen, hvilket består af karakterer, kampanalyse, to citat-historier samt faste elementer som ”dagens detalje” og ”Hva’ så nu?”. Derudover leverer vi en netversion på kampens forløb, en liveblog og – hvis der er tid – flere citat-historier end dem, der kommer i avisen.

Er det meget? Er det lidt? For meget? For lidt? Det er øjnene, der ser. Som med karaktererne. Og det er vel i grunden en stor del af charmen ved fodbold.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce