Annonce
Portræt

Stig Tøfting fylder 50: - Jeg holder stadig med AGF

Stig Tøfting er trods flere kontroversielle optrædener uden for banen og en tur bag tremmer blevet folkeeje. Ud over sin karriere som professionel fodboldspiller er han også kendt for sine spektakulære tatoveringer. Blandt andet ”No regrets”, der pryder hans sixpack. Bogstaverne er dog kommet lidt længere fra hinanden med årene, erkender fødselaren. Foto: Axel Schütt
Tidligere professionel fodboldspiller Stig Tøfting har haft en karriere med masser af succes, men også med store sorger og drypvise skandaler. Onsdag 14. august fylder han 50 år.

PORTRÆT: - Modgang gør stærk.

Stig Tøfting tøver, før han fortsætter.

- Er det ikke det, man siger?

Spørgsmålet hænger i det sommerstille Viby, hvor Stig Tøfting og hans kæreste Heidi har købt hans plejeforældres hus.

- Det var her, jeg flyttede ind, da mine forældre døde, siger han og åbner selv en flig af den tragedie, der ramte ham som 13-årig. En tragedie han har fortalt om i sin selvbiografi ”No regrets”, og som han tacklede på samme måde, som han ofte gjorde, når tilværelsen blev tung. Bed tænderne sammen, gik ind på fodboldbanen og glemte verden omkring sig.

- Fodbold blev mit frirum, og jeg har aldrig haft ondt af mig selv.

Annonce

Stig Tøfting

  • N.J. Fjordsgades Skole
  • EFG Handel og Kontor, Århus Købmandsskole
  • Butiksekspedient
  • Professionel fodboldspiller siden 1989, bl.a. i AGF, Hamburger SV, MSV Duisburg, Bolton og Tianjin Teda i Kina
  • Uddannet fodboldtræner med højeste trænerlicens
  • Assistenttræner i superligaklubberne Randers FC og AGF
  • 41 landskampe og deltager i fire slutrunder i VM og EM
  • Deltager i OL 1992
  • Fra 2009-2015 tv-kommentator hos Canal 9
  • Siden 2015 ansat som tv-kommentator hos TV3
  • Siden 2009 klummeskribent for Ekstra Bladet
  • Fire børn: Nick, Mie, Maria og Marcus
  • Bor sammen med sin kæreste, butikschef Heidi Østerlund

Barndom med bold

Stig Tøfting har en formidabel hukommelse. Husker mål, tacklinger, holdkammerater og trænere. Men han har aldrig brugt klæbehjernen i skolemæssig sammenhæng.

- Jeg elskede skolen. Altså frikvarterne. Jeg gik kun i skole for at få timerne overstået, så jeg kunne komme ud i frikvarterne.

Om eftermiddagen smed han skoletasken og susede ned på ASA’s baner midt i Aarhus. Hurtigt fik AGF færten af rappe fødder og en energiske knægt, og kimen til en fornem karriere blev lagt.

- Jeg scorede 100 mål som lilleput, og nogle gange tacklede jeg mine medspillere på målstregen, fordi jeg ville score. Det blev jeg ikke populær på, siger Stig Tøfting med et stort smil, der vidner om, at han kunne finde på det den dag i dag, når han spiller med oldboys-holdet i AGF.

Det var dog ikke det tekniske talent, der bar Stig Tøfting ind blandt de bedste danske fodboldspillere. Kendemærket blev en aggressiv spillestil, et stort fighterhjerte og en arbejdsomhed, der fik nu afdøde landstræner Richard Møller Nielsen til at kalde ham ”en århusiansk plæneklipper”, et navn der stadig hænger ved.

- Jeg fatter ikke, at der ikke er nogen, der har sponsoreret en robotklipper til min have. Der er endda et firma, der hedder Stiga, siger fødselaren med et skævt smil, mens han kigger ud på en halvtør plæne.

AGF i hjertet

Stig Tøfting har spillet professionel fodbold i Tyskland, England, Sverige og Kina. Men det er hos AGF, han har sat sig de dybeste spor. Både på og uden for banen.

231 kampe for byens hold, 39 mål og så mange assists, at fødselaren mener, at han har fodret flere af sine holdkammerater med så mange lækre afleveringer, at det er hans fortjeneste, når de har scoret kassen på udlandskontrakter.

- De giver mig procenter. Det er min pensionsopsparing, hævder han med et glimt i øjet.

Stig Tøfting er kendt som kontroversiel og kompromisløs. Ærgerrig og temperamentsfuld, men også ærlig og tænksom. En fodboldspiller og et menneske med mange facetter. En mand, man kan slå sig på. En mand, der tager sin straf, siger undskyld og kommer videre.

Centrum har ofte været AGF. Flere gange i karrieren er han vendt tilbage til barndomsklubben, indtil han i 2004 blev fyret, efter at han med en velvoksen brandert, hovedet under armen og næverne højt løftet kastede sig ind i håndgemæng med sine holdkammerater.

En afsked, der ikke har betydet, at han bærer nag til klubben.

- Jeg holder stadig med AGF, men jeg ligger ikke søvnløs, når de taber. Tiden læger sårene, konstaterer han nøgternt.

Stig Tøfting som mange AGF-fans husker ham. Her fra 1997. Arkivfoto: Scanpix

Slut med superliga

Stig Tøfting fik kontrakt med den svenske klub Häcken og tog senere til Randers FC, hvor han med sine 38 år var den ældste markspiller i superligaen.

- På det tidspunkt kunne jeg godt se, at fremtiden som fodboldspiller var kortere end fortiden, selv om jeg allerhelst ville spille professionel fodbold til min død. Det er den verden, jeg har levet i siden 1989, siger Stig Tøfting, der efter en kort karriere som assistenttræner sagde farvel til grønsværen.

- Der blev selvfølgelig et tomrum, men det var også en befrielse ikke at skulle stå hver dag og tænke: Hvordan skal vi spille? Hvem skal spille? Hvad skal vi gøre? Der blev en dejlig fred og ro, siger Stig Tøfting.

Kort efter meldte Canal 9 sig for at få den tidligere fodboldspiller som tv-kommentator, mens Ekstra Bladet hyrede ham som skribent. Et job, han ikke var ukendt med. Hans selvbiografi, skrevet i samarbejde med Lars Steen Pedersen, er med sine flere end 150.000 solgte eksemplarer en af de bedst sælgende sportsbiografier nogensinde.

Ny karriere

I år kan Stig Tøfting fejre 10-årsjubilæum som skribent og tv-kommentator, først på Canal 9 og nu på TV3, hvor han dækker både superligaen og Premier League.

- Jeg tror, de ville have én med lidt kant, én der er direkte og ikke bange for at sige sin mening. Det er jo verdens nemmeste job at kommentere Champions League, hvor du aldrig møder spillerne, mens jeg ser spillere, trænere og dommere på danske stadions hver uge, mener Stig Tøfting.

Han er ikke bange for at stå til regnskab for sine synspunkter. Han har den højeste trænerlicens og er forberedt til fingerspidserne.

- Jeg er altid velforberedt og hele tiden et skridt foran og har altid orden i tingene.

Det meste af arbejdet foregår hjemme på parcellen, hvor den ene væg i stuen er dækket af to store fjernsyn. Et tredje er ikke pakket ud endnu.

- På de to fjernsyn kan vi se fodbold og film samtidig, og det tredje har jeg vundet i en golfturnering, siger fodboldkommentatoren, der ellers ikke har tålmodighed til golf.

I stedet har han kastet sig over padel-tennis (en blanding af tennis og squash), hvor han ligesom på sit oldboys-fodboldhold nøjes med at spille kamp.

- Jeg træner aldrig. Aldrig, slår han fast, selv om han stadig hader at tabe.

- Jeg tror, det er angsten for at tabe, der har været drivkraften i mit fodboldliv. Jeg har altid gerne villet vise, at jeg kan. Jeg er ikke født med det store talent. Det har været hårdt arbejde hele vejen.

Modstræbende fødselar

Stig Tøfting springer ikke jublende ind i 50'erne, og nævner man, at han er morfar til lille Isaac, hvis billede pryder skrivebordet og med yderligere to børnebørn på vej, sukker han dybt.

- Det der med bedstefar, gør mig helt vildt træt. Jeg føler mig ikke gammel. Når der er nogen, der siger morfar, tænker jeg, at det ikke er mig, de taler om, smiler han.

Men den runde dag har også fået ham til at tænke på, hvad han vil med livet.

- Man får et wakeupcall, når nogen på ens egen alder bliver syge. Man finder ud af, hvad der er vigtigt. Jeg laver ikke noget, jeg ikke gider, for man skal f …. nyde livet, mens man har det, siger Stig Tøfting.

Helt løbe fra alderen kan han dog ikke. Når han sætter sig i kommentatorboksen på de engelske stadions, hvor der kan være langt til grønsværen, lister han brillerne frem. Men det er ikke et alderdomstegn, hævder han.

- Nej, de er specialfremstillede, så man bedre kan se, hvad der foregår på banen.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Børn og ungerådmand: Skoler og daginstitutioner bliver klar til åbning efter påske

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce