Annonce
Aarhus

Stor gevinst: Så meget tjente østjyske parcelhusejere per dag

En parcelhusejer i Østjylland har på papiret tjent godt det seneste år og væsentlig mere end en husejer i Danmark generelt. Arkivfoto: Scanpix

Har man hus og have i Østjylland, har man på papiret tjent godt det seneste år, viser ny beregning.

AARHUS: Fast ejendom er en god investering.

Det sætter en ny beregning fra ejendomsmæglerkæden Nybolig to tykke streger under.

I hver fald viser den, at parcelhuse på det østjyske boligmarked er steget markant i værdi i 2016. På papiret har parcelhusejerne tjent 79.520 kroner på at eje fast ejendom.

Det svarer til 217 kroner om dagen det seneste år sammenlignet med resten af Danmark, som i gennemsnit har tjent 188 kroner om dagen på papiret eller 68.620 kroner de seneste 12 måneder.

Beregningerne er lavet på baggrund af registrede hussalg på Boligsiden.dk det seneste år, og vidner om, at der er en genfundet optimisme på boligmarkedet generelt, og især i Østjylland, lyder det fra Nybolig.

Kvadratmeterprisen på et østjysk parcelhus ligger nu på 13.275 kroner i gennemsnit.

- Østjyske parcelhusejere har generelt haft et fornuftigt 2016, men der er stadig et stykke vej op til Østsjælland og København, som tegner sig for de største stigninger på om mod 500 kroner per kvadratmeter, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.

Annonce

Lejligheder og sommerhuse godt med

Det er ikke kun parcelhusejerne, der sidder på de eftertragtede bolig-varer.

I Aarhus går det fortsat strygende på lejlighedsmarkedet, mens sommerhuse på Djursland også går som varmt brød.

- Samtidig er liggetiden generelt i Østjylland faldende, og det er ikke mindst på grund af gode konjukturer og lave renter sammenholdt med, at Østjylland er et sted, hvor udbuddet af arbejde er stort, vurderer Thomas Hovgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce