Annonce
Debat

Sundhedsvæsenet glemmer patienters åndelige behov

Sommertid er læsetid, og her har jeg blandt andet fornøjet mig med antologien Åndelig omsorg, skrevet af forskere, læger, sygeplejersker, præster og en enkelt imam. Men fornøjelsen blev afbrudt af denne historie:

På hospitalsgangen finder Hanne et par sofaer, hvor patienter kan opholde sig. Hun giver tårerne frit løb. En sygeplejerske siger, at hun ikke har lov til at græde dér. Det hjælper ikke, da Hanne forklarer, at hun græder, fordi Børge lige har fået sin dødsdom. Sygeplejersken giver hende besked på at gå udenfor og græde.

Det kan da ikke være rigtigt, tænkte jeg – men sandt nok: Bogen giver det ene eksempel efter det andet, hvor et presset sundhedspersonale på vores sygehuse ikke har tid til at vise medmenneskelig omsorg og slet ikke viden nok til at tage sig af det mest presserende af alle spørgsmål for lidende mennesker: Hvorfor sker dette for mig?

Sundhedsvæsenet overser nemlig patienters åndelige og eksistentielle behov. Der skal ellers så lidt til, viser bogen. Ikke svar på alle eksistentielle spørgsmål. Men blot lyttende nærvær, øjenkontakt, der viser interesse, og en hånd at holde i.

Sundhedspersonalet ser ud til at være fanget i et system, der går mere op i besparelser og effektivisering end patienternes velbefindende.

Annonce
Svend Løbner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce