Annonce
Debat

Svar til forhenværende stadsarkitekt: Vi foretrækker mennesker før mursten

"Råbende og skrigende borgere, strid modvind, fællesrådsmafia og politikere med gummiben. Forhenværende stadsarkitekt Stephen Willacy lægger med ovenstående ord i Stiften 26. december ikke skjul på, hvor han ser problemer for byudviklingen i Aarhus", skriver Vibeke Skjøttgaard og Klaus Bjerre. Arkivfoto: Axel Schütt
Annonce

DEBAT: Råbende og skrigende borgere, strid modvind, fællesrådsmafia og politikere med gummiben. Forhenværende stadsarkitekt Stephen Willacy lægger med ovenstående ord i Stiften 26. december ikke skjul på, hvor han ser problemer for byudviklingen i Aarhus.

Hvis borgerne forholdt sig stille på tilskuerpladserne, så ville alt forløbe nemmere. Ingen modvind, ingen modstand, ingen kritik. Men kan og bør man lave byudvikling uden borgerne? Hvem byudvikler vi for? Stadsarkitekten? Aarhus Byråd? Investorer og bygherrer? Eller byudvikler vi for dem, der allerede bor i Aarhus, samt for at tiltrække og skabe plads til yderligere borgere?

Byudvikling handler vel om at sikre et attraktivt, godt bylivs- og boligmiljø for de borgere, der vælger at bo i byen, samtidig med, at man sikrer en attraktiv by med forskelligartede tilbud, der tiltrækker gæster? Byudvikling handler også om natur, klima, ressourcer, kultur, kulturmiljø, historie.


Vi håber, at den nye stadsarkitekt vil sætte fokus på helheder, sammenhænge, byliv og byrum, mennesker før mursten. I tæt dialog, i samarbejde – så er der ingen, der behøver at råbe til og ad hinanden.


Grundlaget for Willacys kritik af politikerne og byrådet samt fællesråd og borgere kan kun undre. Tidligere har Stephen Willacy på skrift og til borgermøder selv beskrevet målsætningen: "Byliv før byrum før bygninger". "Liveability". "Mennesker før bygninger". Dette reflekteres også i Kommuneplan 2017.

Byrådet, politikerne og Willacy burde altså være enige. Mange oplever imidlertid, at der er langt fra "byliv før byrum før bygninger" og "mennesker før bygninger", når først byggeprojekter, fortætnings- og lokalplaner sendes ud. I de forskellige projektmaterialer kan det ofte være svært at genfinde kommuneplanens indhold om de vigtige fællesskaber i grønne baggårde, intentionerne om familieboliger i midtbyen, sikring af tilstrækkelige opholdsarealer, plads til byrum og byliv, at værne om de forskellige bydele og kvarterers karakteristika, historie, kulturmiljø, højhuspolitikken, plads til børn.

Derfor bør det ikke undre, at borgere, politikere, fællesråd spørger: Hvad blev der af kommuneplanen? Hvad blev der af mennesker før bygninger? Inddragelsen af borgerne er vel netop et væsentligt og nødvendigt aspekt af at sikre mennesker før bygninger? Er borgerne kritiske? Ja – men det bør de være, for de skal bo i og med det, der byudvikles. Er politikerne kritiske? Det bør de være, for de er forpligtede til at arbejde for kommuneplanens virkeliggørelse.

Willacy nævner Sølystgadesagen. Fællesråd, beboerforening og individuelle borgere indsendte høringssvar, søgte dialog og foretræder i overensstemmelse med den demokratiske proces, vi alle er underlagt. Høringer og foretræder formodes bla. at bidrage med information og spørgsmål, som kan medvirke til at sikre politikere tilstrækkelig viden og oplysningsgrundlag. Politikerne må forholde sig til den demokratiske proces og den viden, man bibringes, og ud fra en vurdering af det samlede sagsoplæg træffe en beslutning. Således som det skete i Sølystgadesagen.

At den forhenværende stadsarkitekt føler sig kaldet til at opfordre politikere til at stå imod, at ignorere borgerne og sagens parter i den demokratiske proces er forbløffende.

Willacys påstand, at utilstrækkelige udearealer er noget, "man tidligere har accepteret i lignende byggesager i Øgadekvarteret", er faktuelt forkert. Høringssvar og foretræder oplistede og oplyste netop politikere og forvaltning om en lang række lignende projekter, som alle er afviste. Naturligvis er der også godkendte projekter i Øgaderne – men ikke med nul procent i fælles opholdsareal, uden baggård med videre. Ikke med en bebyggelsesprocent på 300 bygget til skel.

Projektet var tilpasset, påstår Willacy. Tilpasset hvad? Ikke kommuneplanen. Ikke teknisk udvalgs indstilling fra 2017. Derfor faldt sagen i den demokratiske proces – bla., men ikke udelukkende på grund af utilstrækkelige opholdsarealer.

Politikere, der forholder sig til den demokratiske proces, til kommuneplanen og til mennesker før bygninger er ikke politikere med gummiben. Det er politikere med rygrad!

Vi håber, at den nye stadsarkitekt vil sætte fokus på helheder, sammenhænge, byliv og byrum, mennesker før mursten. I tæt dialog, i samarbejde – så er der ingen, der behøver at råbe til og ad hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce