DEBATINDLÆG: Radikale Venstre og Enhedslisten i Aarhus har foreslået, at Aarhus Kommune laver en storstilet indsats for at "fjerne projekter og dokumentation, som medarbejderne finder unødvendige", herunder også på ældreområdet.
Vi anerkender fuldt ud de gode hensigter, som ligger bag dette forslag. Desværre kan vi ikke bakke op om måden at gøre det på. Og om den foreslåede proces.
For det første, fordi vi er overbeviste om, at det vil skabe mere bureaukrati, end det fjerner. Erfaringer fra tidligere og fra andre kommuner viser, at udbyttet af en sådan gigantisk proces sjældent står mål med den tid, ledere og medarbejdere skal anvende på processen.
For det andet køber vi ikke ind på præmissen om, at bureaukrati og dokumentation er den djævel, der står i vejen for, at medarbejderne kan udføre kerneopgaven - med tryk på entalsformen. I kommunen er der mange kerneopgaver. Så det er for nemt at anskue de kommunale ydelser som en artiskok, hvor vi bare skal pille alle lagene af, så vi kan komme ind til hjertet.
Hvad nu, hvis vi i stedet for at kigge indad, kiggede udad? Og spurgte borgerne og virksomhederne, hvad de oplever som bøvlet og besværligt? Er det ikke netop en af Aarhus Kommunes fineste opgaver?
Lad os give nogle eksempler:
Vi vil gerne blive klogere på og bedre til at levere sundhedsydelser. Det kræver, at vi bruger tid på at opsamle viden om, hvordan sundhedsydelserne virker, og om borgerne er tilfredse. At opsamle viden og blive klogere er derfor forbundet med bureaukrati og dokumentation.
I Aarhus Byråd og i Ældrerådet vil vi gerne have vished for, at der ikke er omsorgssvigt på plejehjemmene. Derfor har vi tilsyn. Både et kommunalt og et statsligt. Tilsyn medfører også bureaukrati, og forudsætningen for et godt tilsyn er også god dokumentation.
Så prisen for tryghed er bureaukrati og dokumentation. Hvis vi skal være sikre på, at der ikke er forskelsbehandling i de sundhedsydelser, som vi leverer, har vi brug for at følge med i, hvem som får hvad, og hvor meget de får. Så prisen for retfærdighed og lighed er også bureaukrati og dokumentation.
Desuden tror vi ikke på, at vi finder mange eksempler på regler og bureaukrati, der ikke er mening med. Spørgsmålet er bare, om det giver nok mening, og om prisen, vi betaler for processer og for dataindsamling, er for høj. Og det skal vi i Aarhus Kommune måske være bedre til at afdække, inden vi træffer beslutningerne. Både politisk og administrativt.
For det tredje og sidste bør vi gribe denne opgave anderledes an. Siden 2009 har skiftende regeringer igangsat seks forskellige afbureaukratiseringsreformer i den offentlige sektor. Med de samme skåltaler, det samme navlepilleri og den samme ensidige og unuancerede dæmonisering af dokumentation og bureaukrati. Det samme oplever vi elementer af i dette forslag, selv om intentionen er god.
Hvad nu, hvis vi i stedet for at kigge indad, kiggede udad? Og spurgte borgerne og virksomhederne, hvad de oplever som bøvlet og besværligt? Er det ikke netop en af Aarhus Kommunes fineste opgaver? At sikre, at man som borger og virksomhed i byen oplever, at kommunen interesserer sig for, hvordan den kan gøre livet bedre for århusianerne?
Vores sammenfattende kommentar er derfor: Så spørg dog borgerne.
