x
Annonce
Udland

Svensk boghandler idømt ti års fængsel ved kinesisk domstol

Bobby Yip/Reuters
Svensk-kinesiske Gui Minhai har været tilbageholdt i Kina siden 2018. Nu er han idømt ti års fængsel.

Den svensk-kinesiske forfatter og forelægger Gui Minhai er blevet idømt ti års fængsel.

Annonce

Det oplyser retten i den østlige by Ningbo i Kina natten til tirsdag dansk tid.

Han er blevet idømt fængselsstraffen for at have leveret ulovlige efterretninger i udlandet.

Gui Minhai er kommet i det kinesiske styres søgelys, efter at han i 2012 stiftede et forlag i Hongkong. Det udgav bøger, som Kinas kommunistparti har forbudt.

Han har tidligere siddet fængslet i Kina fra 2015 til 2017 for afsløringer af statshemmeligheder.

Efter sin løsladelse i oktober 2017 gik der blot få måneder, før han igen blev anholdt af de kinesiske myndigheder i begyndelsen af 2018.

Det skete, mens han sad i et tog på vej til Beijing sammen med svenske diplomater.

Gui har en datter i Sverige, som har kæmpet for at få ham løsladt.

Gui er svensk statsborger af kinesisk oprindelse.

Retten i Ningbo oplyser, at Gui i 2018 ansøgte om at få sit kinesiske statsborgerskab tilbage, men det er ikke klart, hvorvidt Gui fortsat har svensk pas.

Sagen har medført et betændt forhold mellem Kina og Sverige. Den svenske regering har gentagne gange kritiseret de kinesiske myndigheder for fængslingen.

Kinas ambassade i Stockholm har adskillige gange de seneste to år kontaktet svenske medier for at kritisere deres dækning af det store land i øst.

I november sagde den kinesiske ambassadør, Gui Congyou, at den svenske kulturminister, Amanda Lind, for fremtiden ville være uønsket i Kina, hvis hun deltog i en prisoverrækkelse hos Svenska PEN til fordel for den fængslede Gui Minhai. Det ignorerede hun og regeringen.

I november sidste år blev Gui tildelt litteraturprisen Tucholsky.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Her er planen: Dagtilbud og folkeskoler i Aarhus åbner gradvist over flere dage

Region

Flere sygehusansatte ramt af covid-19

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Avisen spurgte flere forældre: Delte meninger om at børnene skal hjemmefra

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Annonce