Annonce
Aarhus

Taarupgaard: Man sagde, at fruen stod i ledtog med den onde selv

Den ældste, trelængede del af Taarupgaard er omkranset af voldgrav på alle sider. Foto: Morten Dueholm
Barnemorderske, troldkvinde, genganger. Beskyldningerne mod den sidste adelsfrue på Taarupgaard er mange og alvorlige, men der er formentlig tale om et fantasifuldt karaktermord på tværs af århundrederne.

Anne Cathrine løftede det tunge kistelåg op og nikkede ned mod et klæde på bunden af kisten.

- Saml det op, kommanderede hun skarpt den forskræmte tjenestepige.

Med et koldt blik betragtede Anne Cathrine Friis, frue over Taarupgaard, hvordan tjenestepigen adlød og bøjede sig ind over kistens kant.

Hun mistænkte pigen for at have rapset forskellige småting på godset, og nu flåede hun med ét det tunge kistelåg ned over tjenestepigens yndige nakke med en sådan kraft, at hovedet blev skilt fra kroppen...

Annonce

Taarupgaard kort fortalt

Hvor: Ligger helt ud til Hjarbæk Fjord, cirka 10 kilometer nordvest for Viborg.

Hvornår: Den nuværende hovedbygning er fra 1580, men Taarupgaard omtales helt tilbage i 1400-tallet.

Historie: Taarupgaard var oprindelig i hænderne på den jyske adelsslægt Kaas gennem cirka 200 år. I 1642 blev herregården solgt til Ingeborg Parsberg, og dermed forsvandt den ud af Kaas-slægtens hænder.

Ingeborg Parsberg var mor til Tønne Juul, som er beskrevet her i artiklen. Hans ægteskab med Anne Cathrine Friis blev barnløst, og efter hendes død i 1698 blev gården overdraget til den Taarupgaardske Stiftelse - i dag ville man kalde det en fond.

Efter at have skiftet hænder flere gange var Taarupgaard i 1926 tæt på at blive revet ned, men blev dog reddet på målstregen af Det Særlige Bygningssyn, som er et statsligt organ, der fører tilsyn med historiske bygninger.

I nyere tid har Taarupgaard fungeret som ungdomsskole fra 1948-2005, indtil det blev købt af den nuværende ejer, Peter Vognsen Nørgaard.

Nu: Taarupgaard er privatejet og fungerer som privat bopæl. Der er derfor ikke offentlig adgang. Man kan dog nyde stedet på afstand, eksempelvis fra den nærliggende Taarup Kirke.

Se mere: www.taarupgaard.dk

Mange misgerninger

Enhver dansk herregård har sine sagn og myter, men få er så infernalske som historierne om Anne Cathrine Friis, der blev den sidste adelige ejer af Taarupgaard.

Herregården ligger et idyllisk stenkast fra Hjarbæk Fjord nord for Viborg og kan føre sin historie tilbage til 1400-tallet. Den nuværende hovedbygning er fra 1580, og det var bag disse gamle mure, Anne Cathrine Friis og hendes mand, Tønne Juul, herskede over de omkringliggende sogne i slutningen af 1600-tallet.

Tønne Juul havde arvet godset efter sin mors død i 1665, og af eftertiden er han blevet tegnet som en godmodig mand.

Anderledes forholder det sig med hans kone. Hun stod i pagt med den onde selv, sagdes det, og hendes misgerninger var mange.

Eksempelvis havde godset fiskerettigheder i en del af Limfjorden, men det siges, at Anne Cathrine Friis hellere brugte fiskene som gødning på markerne end at sælge dem for billigt, uanset om det så betød, at jævne folk måtte gå sultne i seng.

Hun skal også have tilegnet sig land, som hun ikke ejede, ved at fylde jord fra Taarupgaard i sine støvler og derpå gå ud på det ønskede areal og proklamere, at nu stod hun på egen jord.

Hun fornægtede Gud

Ægteskabet mellem Anne Cathrine og Tønne var barnløst, og efter sin mands bortgang i 1684 herskede Anne Cathrine Friis suverænt på Taarupgaard gennem 14 år.

Men om hun stod i forbindelse med helvedes magter eller ej, så havde hendes jordiske liv en udløbsdato.

I 1698 lå hun på det yderste, og det siges, at den lokale præst stillede sig ved hendes dødsleje for at give hende syndernes forladelse.

Det var endnu ikke for sent, forklarede han. Portene til himmeriget ville blive åbnet på vid gab, selv for hende, hvis blot hun ville bekende sine synder.

- Får jeg lov at køre med fire toppede heste i himmerig, spurgte hun?

Det kunne præsten ikke love.

- Så har jeg intet dér at gøre, udbrød hun og udåndede så.

Et kig ind gennenm vognporten. Mange af de nyere fløje har fungeret som bolig for elever i de cirka 60 år, gården fungerede som ungdomsskole.

Gik igen i århundreder

Hendes sjæl forlod dog ikke Taarupgaard.

Sidenhen kunne egnens forfærdede beboere hver nat se fire kulsorte heste med flammer fnysende ud af næseborene trække en karet fra Taarup Kirke ned til gårdspladsen foran godsets hovedbygning.

Døre blev blæst op, hunde hylede og peb, isnende vindpust jog gennem stuerne, og i stalden blev hestene paniske af angst.

Efterhånden fandt man på at bore huller i alle dørene, så Anne Cathrines onde ånd kunne passere gennem dem. Det mildnede spøgeriet en smule, men først engang i slutningen af 1800-tallet ebbede det endeligt ud.

Ældgamle mure. Hovedhuset er fra 1580.

Den sande historie

Historierne om Anne Cathrine Friis' grusomhed grænser mildt sagt til det utrolige.

Det mente i hvert fald tidligere sognepræst ved Taarup Kirke Laust Kristensen. Han døde tidligere i år, så vi kan ikke længere spørge ham direkte, men han var en passioneret lokalhistoriker og har boret dybt i Taarupgaards fortid.

Ifølge ham er der intet, der tyder på, at Anne Cathrine Friis var andet end vellidt i sin samtid.

- Efter en gennemlæsning af de bevarede akter og breve er det helt ufatteligt, at eftertiden har givet hende et så slet eftermæle, som tilfældet er. Der er ikke antydning af ondskab, pengebegær eller lignende. Alligevel siges det, at hun går igen, fordi hun slog en pige ihjel med et kistelåg, lod en hund komme på prædikestolen i Kvols og flere andre ting, skriver Laust Kristensen i sin gennemgang af godsejerfruen.

Tværtimod er der flere eksempler på, at hun har draget omsorg for både sin familie og for sine underordnede, og i et brev tiltaler et familiemedlem hende som "Mit hjertes allekæreste moster".

Nærmeste nabo til Taarupgaard er Taarup Kirke, som tidligere har fungeret som herregårdskirke. Bemærk Hjarbæk Fjord i baggrunden.

Hører noget hver nat

Den nuværende ejer af Taarupgaard hedder Peter Vognsen Nørgaard.

Han overtog herregården i 2005, efter den i en lang årrække havde fungeret som efterskole, og heller ikke han giver meget for historierne om Anne Cathrine Friis.

- Hun blev jo den sidste adelige ejer, og så var hun ovenikøbet kvinde og en magtfuld en af slagsen. Man skal huske, at der var en enorm klasseforskel på høj og lav dengang, og det alene giver grobund for, at folk snakker og skaber nogle myter. Og den slags har det jo med at vokse med tiden, påpeger Peter Vognsen Nørgaard, der selv bor privat i hovedbygningen fra 1580.

Det mest håndgribelige bevis på Anne Cathrine Friis uskyld er, at hun og hendes mand skrev et testamente, der overdrog godset til en almennyttig fond, der skulle tilgodese såvel familie som fattige.

- Præsten for Taarup Sogn uddeleler den dag i dag legater fra den fond, som blev stiftet for flere hundrede år siden. Det passer jo slet ikke sammen med fortællingen om, at hun skal have været så nærig. Tværtimod virker hun som en både retskaffen og gudfrygtig kvinde, der bekymrede sig om andre, mener Peter Vognsen Nørgaard.

Man siger jo, at hun spøgte. Har du nogensinde hørt noget..?

- Ja da! Hver eneste nat. Men sådan et gammelt hus knirker og knager jo. Andet er det ikke. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan den slags historier kan opstå. Sådan en mørk aften, hvor det stormer, og fuldmånen lyser, der kan fantasien let stikke af med en i de her omgivelser. Men jeg har altså aldrig set hestevognen, ha ha.

Oprindelig har Taarupgaard haft et tårn i den nordvestlige ende af hovedbygningen, hvilket må have givet et mere slotsagtigt udtryk før i tiden.
Midt i gårdspladsen ses denne smukke bronzeskulptur, der forestiller en gepard i fuld firspring.
Ren efterårsidyl. Taarupgaard ligger bogstaveligt talt kun et stenkast fra fjorden.
Taarupgaard.
Taarupgaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Balanceplan - vi skal værne om de svageste

90 millioner kroner. Så meget står socialområdet til at skulle spare i den balanceplan, som rådmand Kristian Würtz (S) har fremlagt for byrådets partier. Det er besparelser, der vil gå umådeligt hårdt ud over vores svageste borgere. I skrivende stund foregår der politiske forhandlinger om planen. Jeg håber inderligt, at byrådets partier når til fornuft og i fællesskab finder frem til en løsning, så det ikke går så voldsomt ud over de af vores medborgere, der har det allersværest. For at give et eksempel står kommunens botilbud til at skulle spare 13 millioner kroner på driften, hvis balanceplanen gennemføres. Og det er vel at mærke i en sektor, der i forvejen er urimeligt hårdt presset. Vi risikerer, at det får fatale konsekvenser for vores medborgere med mentale lidelser eller fysiske handicap. For slet ikke at tale om personalet, der hver dag kæmper for at få enderne til at hænge sammen. Vilkårene for at udføre deres arbejde bliver kun svækket, hvis vi skærer ned på et tidspunkt, hvor der snarere er brug for flere investeringer frem for færre. Hvad med en fælles løsning? I en kommune som Aarhus bør det være en førsteprioritet, at vi værner om vores socialt udsatte borgere, hvad enten det er borgere med et fysisk handicap, en psykisk lidelse, misbrugsproblemer eller noget helt fjerde. Vores sociale sikkerhedsnet, som vi normalt sætter en dyd i at værne om, kommer simpelthen til at slå revner, hvis balanceplanen gennemføres med alle de besparelser, som er fremlagt. Men selvfølgelig nytter det ikke at fremsætte en klagesang uden at være villig til at finde pengene. For budgetterne på socialområdet er presset. Det skyldes betydelige merudgifter i hele den sociale sektor, fordi flere af vores medborgere har haft brug for hjælp, end forvaltningen havde forudset. Desværre er det en tendens i vores samfund, der vidner om, at flere og flere mennesker har brug for en hjælpende hånd i tilværelsen. Det er en stærkt bekymrende udvikling, som vi bliver nødt til at tage hånd om politisk. Derfor kunne det klæde byrådets partier at tage udviklingen på socialområdet alvorligt. Der er brug for, at alle hjælper til, så Aarhus Kommune ikke ender i socialpolitisk armod. Derfor opfordrer jeg politikerne til at gå til forhandlingerne med reelle forslag til, hvor pengene skal findes. For eksempel ville det være forbilledligt, hvis alle magistratsafdelinger bidrog til at sænke sparekravet på socialområdet. Det er en uvant adfærd, men ikke desto mindre nødvendigt, taget den krisesituation, vi befinder os i på det sociale område, i betragtning. Det ville klæde systemet at handle solidarisk frem for at holde fast i en silotankegang – særligt når det er vores svageste borgere, der står for skud. Jeg håber, politikerne er villige til at lytte til budskaberne fra tirsdagens demonstration, hvor flere af byens sociale og faglige organisationer i fællesskab forsøgte at gøre dem opmærksom på, at der er behov for en værdig balance i planen.

Aarhus

Overblik over stjerner og andre priser: Sådan gik det Aarhus ved Michelin-uddelingen

Aarhus For abonnenter

Eksperter om Michelin-uddeling: Aarhus bør være særligt skuffet

Annonce