Annonce
Gear

Tag bilen på ferie

Lad mig slå det fast med det samme. Nedenstående er ikke på nogen måde ment som en moraliserende pegefinger viftet i fjæset på flyfolket. Jeg er ikke ude på noget CO2-korstog. Grundlæggende er jeg tilstræbt kantiansk i min holdning til livet. Hvis folk kan se sig selv og andre i øjnene i forhold til deres handlinger, er det fint med mig.

Jeg ser mere tingene “både og” end “enten eller”. Jeg spiser med glæde kød. Jeg tager mig også gerne en kødfri dag med jævne mellemrum. Der er jo masser af alternativer, og nu tænker jeg ikke på alle de produkter, som skal ligne kød. Der er en myriade af grøntsager, som smager fremragende og sagtens kan udgøre et måltid i sig selv.

På samme måde er der også alternativer til flyrejsen, når vi skal på ferie til udlandet. Når nu fly udleder flest drivhusgasser per rejsende - over en fjerdedel mere end bilen - hvorfor så ikke tage bilen en gang imellem. Det er faktisk ret hyggeligt.

Bevares, jeg ved ikke, hvor sjovt mine forældre syntes, det var, da de i 1982 pakkede deres Mazda 323 til randen - og med tre drenge på bagsædet, der sloges det meste vejen - kørte til L’Estartit i Nordspanien og efterfølgende til San Raphael i Sydfrankrig. Men det er den ferie, vi - oplyst af fortidens romantiske skær - oftest tænker tilbage på.

Min første bilferie som voksen var ikke nogen udpræget succes. I hvert fald ikke, hvis du spørger min bedre halvdel. Vi har nogle venner, som i begyndelsen af 00’erne boede i Sogn og Fjordane i Norge. De inviterede os derop, og uden at tænke over, hvor langt der egentlig var, takkede vi ja.

1200 kilometer - hver vej. På det tidspunkt havde jeg en slidt Subaru Legacy, som jeg elskede at køre i. Sceneriet på vejen derop var bjergtagende smukt, og for mig var det ren zen: Målet er intet, rejsen er alt - og alt det der. I dag kan jeg dog godt se, at det var langt at køre for at tilbringe fire dage med halvdårligt vejr i en hytte på en bjergside uden for lands lov og ret. Men hey, jeg fik gået på en gletsjer.

Den tur kurerede min kæreste for alle former for bilferie de næste mange år frem. Først da vi for fem år siden fik vores nuværende bil, turde jeg igen foreslå et roadtrip. Denne gang sydpå til Santa Margherita Ligure lidt syd for Genova. 1600 kilometer - plus det løse. Vi bed turen over og tog et pitstop på et par dage i Nürnberg - en by, som vi nok ikke havde besøgt, hvis ikke vi havde haft et andet mål med turen. Nürnberg er en smuk by, der stadig kæmper med fortidens skygger, og vi besøgte naturligvis Reichsparteitagsgelände og Dokumentationscenteret. Det var fascinerende og skræmmende - lidt som at gå på en gletsjer - bare fuldstændig anderledes.

Det var på mange måder grænseoverskridende at køre over Skt. Gotthard-passet. En ting var, at i10’eren skulle ned i tredje gear for at klare nogle af stigningerne. En anden ting var, at turen ned ad bakke var overmåde stressende med en kæde af utålmodige, stedkendte bilister i røven. Vores feriebolig lidt op ad et bjerg med udsigt over Middelhavet var - i modsætning til Norgesturen - dog alle anstrengelserne værd. 12 dage med tæt på perfekt vejr. Her var det målet, som skabte roen. Vi kunne gå ned til byen, så bilen kun blev luftet et par gange, og turen hjem over Alperne virkede ikke nær så slem.

Siden er det blevet til en enkelt bilferie til Prag - 950 kilometer. Vi har efterhånden fundet en god rutine. Vi sørger for at have en god lydbog med og holder rigeligt med pauser. De godt 1000 kilo CO2, som min kæreste og jeg har udledt mindre ved at tage bilen frem for flyveren på de tre rejser, rykker nok ikke så meget i det store regnskab, men i modsætning til rejsen med fly, som, jeg virkelig synes, er anstrengende, føler jeg, at køreturen, med de oplevelser den giver undervejs, er en del af ferien og ikke bare noget, der skal overstås.

Til sommer giver vi igen Norden en chance og kører til Ronneby i Sverige - sølle 380 kilometer. Nu håber vi bare på godt vejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Islændinge pillede brodden af Århus

Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Annonce