Annonce
Gear

Tag bilen på ferie

Lad mig slå det fast med det samme. Nedenstående er ikke på nogen måde ment som en moraliserende pegefinger viftet i fjæset på flyfolket. Jeg er ikke ude på noget CO2-korstog. Grundlæggende er jeg tilstræbt kantiansk i min holdning til livet. Hvis folk kan se sig selv og andre i øjnene i forhold til deres handlinger, er det fint med mig.

Jeg ser mere tingene “både og” end “enten eller”. Jeg spiser med glæde kød. Jeg tager mig også gerne en kødfri dag med jævne mellemrum. Der er jo masser af alternativer, og nu tænker jeg ikke på alle de produkter, som skal ligne kød. Der er en myriade af grøntsager, som smager fremragende og sagtens kan udgøre et måltid i sig selv.

På samme måde er der også alternativer til flyrejsen, når vi skal på ferie til udlandet. Når nu fly udleder flest drivhusgasser per rejsende - over en fjerdedel mere end bilen - hvorfor så ikke tage bilen en gang imellem. Det er faktisk ret hyggeligt.

Bevares, jeg ved ikke, hvor sjovt mine forældre syntes, det var, da de i 1982 pakkede deres Mazda 323 til randen - og med tre drenge på bagsædet, der sloges det meste vejen - kørte til L’Estartit i Nordspanien og efterfølgende til San Raphael i Sydfrankrig. Men det er den ferie, vi - oplyst af fortidens romantiske skær - oftest tænker tilbage på.

Min første bilferie som voksen var ikke nogen udpræget succes. I hvert fald ikke, hvis du spørger min bedre halvdel. Vi har nogle venner, som i begyndelsen af 00’erne boede i Sogn og Fjordane i Norge. De inviterede os derop, og uden at tænke over, hvor langt der egentlig var, takkede vi ja.

1200 kilometer - hver vej. På det tidspunkt havde jeg en slidt Subaru Legacy, som jeg elskede at køre i. Sceneriet på vejen derop var bjergtagende smukt, og for mig var det ren zen: Målet er intet, rejsen er alt - og alt det der. I dag kan jeg dog godt se, at det var langt at køre for at tilbringe fire dage med halvdårligt vejr i en hytte på en bjergside uden for lands lov og ret. Men hey, jeg fik gået på en gletsjer.

Den tur kurerede min kæreste for alle former for bilferie de næste mange år frem. Først da vi for fem år siden fik vores nuværende bil, turde jeg igen foreslå et roadtrip. Denne gang sydpå til Santa Margherita Ligure lidt syd for Genova. 1600 kilometer - plus det løse. Vi bed turen over og tog et pitstop på et par dage i Nürnberg - en by, som vi nok ikke havde besøgt, hvis ikke vi havde haft et andet mål med turen. Nürnberg er en smuk by, der stadig kæmper med fortidens skygger, og vi besøgte naturligvis Reichsparteitagsgelände og Dokumentationscenteret. Det var fascinerende og skræmmende - lidt som at gå på en gletsjer - bare fuldstændig anderledes.

Det var på mange måder grænseoverskridende at køre over Skt. Gotthard-passet. En ting var, at i10’eren skulle ned i tredje gear for at klare nogle af stigningerne. En anden ting var, at turen ned ad bakke var overmåde stressende med en kæde af utålmodige, stedkendte bilister i røven. Vores feriebolig lidt op ad et bjerg med udsigt over Middelhavet var - i modsætning til Norgesturen - dog alle anstrengelserne værd. 12 dage med tæt på perfekt vejr. Her var det målet, som skabte roen. Vi kunne gå ned til byen, så bilen kun blev luftet et par gange, og turen hjem over Alperne virkede ikke nær så slem.

Siden er det blevet til en enkelt bilferie til Prag - 950 kilometer. Vi har efterhånden fundet en god rutine. Vi sørger for at have en god lydbog med og holder rigeligt med pauser. De godt 1000 kilo CO2, som min kæreste og jeg har udledt mindre ved at tage bilen frem for flyveren på de tre rejser, rykker nok ikke så meget i det store regnskab, men i modsætning til rejsen med fly, som, jeg virkelig synes, er anstrengende, føler jeg, at køreturen, med de oplevelser den giver undervejs, er en del af ferien og ikke bare noget, der skal overstås.

Til sommer giver vi igen Norden en chance og kører til Ronneby i Sverige - sølle 380 kilometer. Nu håber vi bare på godt vejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Cigaretpriser: Forhåbentlig er prisstigning et stærkere våben end skrækbilleder

En kulsort rygerlunge. Rådne tænder. Eller en person, der hoster blod op. Det er billeder, som siden starten af 2012 har prydet cigaretpakker, og som altså i mere end syv år har skullet få folk til at holde op med at ryge, for - som billederne så tydeligt viser - det er nemlig dødsensfarligt. Men der er ikke kommet færre rygere de senere år. Og desværre er endnu flere unge begyndt at ryge. Faktum må altså være, at folk er fuldstændig ligeglade med skrækbilleder og skræmmekampagner; de ryger, hvis de har lyst til at ryge. Og faktum er altså også, at folk selv må bestemme, om de vil ryge eller ej. Om ganske få måneder bliver det dyrere at være ryger i Danmark. Fra 1. april 2020 stiger en pakke cigaretter til 55 kroner, og fra 1. januar 2022 stiger den igen til 60 kroner. Det er en del af finansloven, hvor det er blevet politisk bestemt. Men hvorfor ikke endnu dyrere, når nu det er så usundt at ryge? Det simple og hurtige svar er, at rygerne også er vælgere, og ikke ret mange - hvis nogen - politikere ønsker at blive for meget uvenner med vælgerne. Derfor en mindre prisstigning, så de rygende vælgere kun bliver lidt sure og måske glemmer det igen efter et stykke tid. En mindre prisstigning er bedre end ingen prisstigning, når det skal ses med sundhedsbriller på. Og en mindre prisstigning er et skridt på vejen mod færre rygere, og selv om skridtet ikke umiddelbart ser særligt stort ud, så er det trods alt et skridt i den rigtige retning. Næste skridt tages i 2022, hvor prisen stiger til 60 kroner for en pakke cigaretter. Om det så er nok til at skræmme de unge rygere væk vides ikke, det må tiden vise. For det er primært de unge og de kommende rygere, der skal skræmmes fra at ryge. For de ældre rygere - og dem, der har råd - betyder så lille en prisstigning formentlig ikke noget. De ryger, fordi de har lyst, og fordi, de har råd til det. Men vi skal - igen med sundhedsbrillerne på - have stoppet de yngre rygere, så de ikke bliver en del af den statistik fra Sundhedsstyrelsen, der fortæller os, at der årligt dør 13.600, hvor rygning kan angives som årsag. Skrækbilleder og skræmmekampagner virker ikke, men forhåbentlig kan en prisstigning vise sig mere effektiv.

Aarhus

Kulturrådmanden svarer igen: P-kaos på fiskerihavnen er ikke mit bord

Aarhus

Så skete det igen: Kvinde snydt af falsk bank-sms

Annonce